HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

HEKLA STADIG UDEN KONTAKT TIL SPONSOR-FUSKERE

Netsponsorat.dk tvangsopløses i slutningen af maj. Boldklubben Hekla vil fremsende krav mod firmaet.

BRYGGEBLADET 05.05.2004 - Som omtalt i Bryggebladet i begyndelsen af april er Boldklubben Hekla blevet snydt for et femcifret sponsorbeløb af firmaet Netsponsorat. Selvom firmaets ejere overfor Bryggebladet afviste, at der skulle være sket noget ulovligt, så er der tale om en mystisk sag, hvor intet kan udelukkes.

Jimmi Hall Nielsen og Peter Husted Andersen

Jimmi Hall Nielsen (t.v.) og Peter Husted Andersen (intet billede) ejer Netsponsorat.dk i fællesskab. Firmaet skylder stadig Hekla et femcifret beløb. Billede fra www.farums3hold.dk

Siden Bryggebladets omfattende afdækning af sagen er der - desværre for Hekla - ikke sket en pind. Netsponsorat er stadig reelt lukket og skal tvangsopløses i skifteretten i slutningen af maj.

Da Bryggebladet for en måned siden talte med de to fåmælte ejere, Jimmi Hall Nielsen og Peter Husted Andersen, lovede begge at ville ringe tilbage med yderligere belysninger af sagen. Dette er ikke sket, og Hekla er heller ikke blevet kontaktet af firmaet, oplyser Heklas kasserer John Nielsen til Bryggebladet.

På grund af tvangsopløsningen ser Hekla ingen grund til at indlede en inkassosag, men boldklubben vil selvfølgelig fremsende en opgørelse over deres krav mod firmaet, inden sagen behandles i skifteretten. Uden at klubben dog har store forventninger til at få mange penge tilbage.

John Nielsen fortæller desuden, at Hekla overvejer at kontakte en advokat for at få undersøgt, om der er foregået noget skummelt eller ulovligt. Som det fremgik af Bryggebladet, har selskabet blandt andet ydet et ulovligt lån til selskabets ledelse, hvilket påpeges af selskabets revisorer i årsregnskabet. Dette kan muligvis belaste de to ejere og dermed gavne Heklas sag.

Det kan undre, at klubben ikke er blevet kontaktet af de to bagmænd. Jimmi Hall Nielsen lovede ellers for tre uger siden, at han snarest ville kontakte Hekla for formelt at opløse den indgåede kontrakt. Men endnu engang har personerne bag Netsponsorat blot slået en tyk streg under, at de ikke er til at stole på.

Ifølge Bryggebladets oplysninger forsøger den ene ejer, Peter Husted Andersen, at køre firmaet videre i en ny konstruktion. Om det virkelig kan lykkes at få forretning ud af noget, en sponsorekspert overfor Bryggebladet har betegnet som et "gakket projekt", er ikke til at sige. Men noget tyder på, at han allerede har nogle kunder til sit foretagende. Selvom Ballerup IF har mistet 10.000 kroner på deres engagement med Netsponsorat, overvejer foreningen at fortsætte under Peter Husted Andersens nye vinger, har foreningens formand tidligere oplyst til Bryggebladet. Det har desværre ikke været muligt for Bryggebladet at få en kommentar til dette eller noget andet fra Peter Husted Andersen. agn

På bryggebladet.dk den 4. maj 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 5. maj 2004.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet