HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

BRYGGEBLADET MØDER MIKKEL WARMING

Enhedslistens overborgmesterkandidat cyklede til Bryggen for at møde Bryggebladet.

INTERVIEW - BRYGGEBLADET 26.10.2005

Hvad er Bryggen for dig, Mikkel Warming?

– Bryggen er et sted, hvor der sker meget, kan man vist roligt sige. Nu har jeg selv boet på Vesterbro i 15-16 år, og man kan vel sige, at den udvikling, som vi Vesterbro har oplevet i den periode, ligner den, som hamrer derudaf på Bryggen i øjeblikket.

– Det er grundlæggende godt, at lejlighederne bliver sat i stand, og at der bygges nye lejligheder. Men det er også en balancegang, for i de nye områder mangler der liv i gaderne. Samtidig betyder de nye byggerier, at der kommer mere trafik på eksempelvis Artillerivej.

36-årige Mikkel Warming blev valgt til Borgerrepræsentationen for Enhedslisten første gang i 1997. Fra 1994-1997 repræsenterede han SF samme sted. Warming er bosat på Vesterbro og arbejder som sekretær i Enhedslistens folketingssekretariat. (Foto: Ricardo Ramirez)

– Desuden er der vel også her på Bryggen konflikter mellem de gamle og de nye. Det er vigtigt, at man lytter til hinanden og finder ud af det sammen. På den ene side skal man have lov til at leve, som man hele tiden har gjort. På den anden side skal man også finde en ny balance.

– Boligpriserne er i forvejen vanvittige, og det største problem er, at de nye lejligheder i hele byen først og fremmest henvender sig til folk med penge. Priserne er så høje, at man enten skal have friværdi med andetsteds fra, have forældre der har råd til at købe eller være heldig at kende nogen, som kender nogen i en billig andelsboligforening. Det vil med tiden give en social selektion, hvor de socialt svageste og de fattige ikke har de samme muligheder, som de rige.

– Det hænger sammen med den boligpolitik, der er blevet ført. Siden midten af halvfemserne har et politisk flertal ønsket og bevidst arbejdet for at få en anden befolkningssammensætning. Altså at få de fattige ud af byen og få nogle gode skatteborgere ind.

Men er det ikke meget fornuftigt?

– Den fornuftige politik ville være at sørge for, at de arbejdsløse københavnere fik et arbejde. For hvor skal de fattige bo henne? I København satser man bevidst på dyre ejerligheder langs havnefronten, og desuden er mange små billige lejligheder blevet lagt sammen til større og dyrere lejligheder.

Men generelle samfundsændringer spiller vel også en rolle? København er blevet mere populær at bo i, så selvom politikerne ikke havde ført denne politik, er det vel vanskeligt at forestille sig, at priserne ikke ville være steget?

– Politikken har understøttet udviklingen, eller udviklingen har understøttet politikken. Det er historien om hønen og ægget. Min pointe er, at der har været et samspil. Så når nogle andre partier, i øjeblikket siger, at udviklingen er løbet løbsk, er det efter min mening mere rigtigt at sige, at det er en udvikling, som et politisk flertal har ønsket, der er løbet løbsk.

– Vi skal gå en anden vej. Vi skal have flere billige boliger og flere lejeboliger, og dem skal kommunen bygge. I dag er det jo ikke blot den arbejdsløse, som ikke har råd til at anskaffe sig en bolig i København. Det er også eksempelvis sygeplejersken og politibetjenten.

Men er det realistisk at kunne bygge så mange billige lejligheder?

– Så længe man insisterer på, at det er markedet, der skal bygge de nye boliger, er det svært. Hvis man lader kommunen bygge, kan det dels laves i større klumper, og så behøver man jo ikke sætte huslejen efter markedsvilkår. For hvorfor skulle kommunen dog det? Kommunen skal jo ikke tjene penge på det. En anden god ting ved lejeboliger er, at de ikke kræver store indskud, hvilket også er en barriere for mange mennesker.

Lad os tage eksemplet med et par, bestående af en poltibetjent og en sygeplejerske. På et eller andet tidspunkt vil nogle af disse par jo have lyst til at købe hus og have, og så er de tabt på boligmarkedet. Så det vil vel have nogle andre bivirkninger, hvis man ikke forudsætter, at der sker en total samfundsrevolution?

– Man skal jo starte et sted. Hvis man ikke gør noget for at sætte sig ud over markedets love, så kommer man ingen vegne. Hvis fagbevægelsen for hundrede år siden havde rettet sig efter ”nødvendighedens love” – hvad eksperter, økonomer og arbejdsgivere sagde var muligt – så havde vi aldrig fået noget, der mindede om en velfærdsstat.

– Jeg tror, at København som hovedstad og landets største by, kan være murbrækker for andre kommuner, staten og Folketinget. Det kan i sidste ende gøre, at man i hele samfundet begynder at tænke anderledes. Det er jo ikke kun i Københavns Kommune, at vi ser disse problemer.

– Når det er sagt, kan jeg da godt forstå, at nogle gerne vil have hus og have. Min pointe er, at hvis vi lader markedet styre boligpolitikken, så bliver det, som Søren Pind vil have det, nemlig andelslejligheder, der bliver solgt som ejerboliger. På den måde skrues det hele op på niveau, hvor det kun er dem, som allerede er inde i møllen, der kan være med, og alle andre bliver efterladt endnu længere bagud. Det vil skabe endnu større uligheder i samfundet.

Hvad kan Enhedslisten så gøre? Der skal jo flyttes mange stemmer, før I får flertallet?

– Vi har i flere år stillet forslag om, at der i kommunens budgetter skal afsættes penge til, at kommunen begynder at bygge selv og samtidig give tilskud til, at andre kan bygge billigere. På den måde har vi været med til at få gjort opmærksom på, at der skal gøres noget på det boligpolitiske område.

Nogen mener, at Enhedslisten er lidt for naive?

– Det er nødvendigt med nogen, som tænker lidt længere, nogen som tør drømme, og nogen som har bud på, hvordan det kan lade sig gøre på en anden måde. For det kan lade sig gøre at bygge billige boliger, ligesom det kan lade sig gøre at højne serviceniveauet i daginstitutionerne, på plejehjemmene og i folkeskolerne, uden at det koster kommunen særligt meget, hvis vi bruger dagpenge, aktveringsmidler m.m. til at lave rigtige jobs med rigtig løn.

– Enhedslisten slås både på det overordnede og det konkrete plan. Senest har vi jo stillet forslag om at fremrykke investeringerne på Artillerivej for at forbedre trafiksikkerheden. Vi har også deltaget i budgetforlig, men vi har det princip, at vi ikke stemmer for forringelser. Vi deltager kun i aftaler, hvor der er konkrete forbedringer for borgerne.

Når man læser jeres valgfoldere, så kan man næsten få indtryk af, at I er modstandere af, at der bygges nye boliger i København?

– Det kommer meget an på, hvordan det bliver gjort. Hvis vi taler om det her bindegale projekt med at bygge boliger på Amager Fælled, så er vi modstandere. Det vil smadre en af de unikke ting i København, nemlig at vi har grønne områder så tæt på byen. Det er at føre politik for andre end os, der allerede bor her.

– Vi er helt med på, at der bygges boliger eksempelvis i det område, som kaldes Bryggen Syd mellem Havnestad og Nokken, for hvem vil ikke udvikling? Det vil vi også gerne, men det skal være en udvikling, der gør København mangfoldig med plads til mange forskellige slags mennesker – også i de nye områder.

– Pointen er, at København ikke partout skal ligne alle andre storbyer. Vi skal bevare vores grønne kiler. Vi skal udvikle København for københavnerne.

På Bryggen er der mange andelsforeninger. Her er tendensen, at generalforsamlingerne stemmer relativt store værdistigninger igennem?

– Jeg kan da godt forstå, hvorfor folk stemmer stigningerne igennem. Men jeg er bare ikke enig, fordi det begrænser adgangen for andre og for næste generation. Vi kan ikke gøre så meget ved andelsboliglovgivningen i Borgerrepræsentationen, og det er derfor, jeg hele tiden betoner, at det er vigtigt, at kommunen overvejer, hvilke typer byggerier, altså om det skal være leje-, andels- eller ejerboliger, vi skal have mere af i byen.

En afledt konsekvens af de mange nye bygninger er stigende trafik. I vil gerne begrænse biltrafikken?

– Artillerivej er jo et klassisk eksempel på det, og der har vi som nævnt stillet forslag om, at der skal gøres noget snart. På et mere overordnet plan handler det om, at hvis vi bare giver op, så får vi mere støj og mere luftforurening. Vi synes, man skal finde nogle andre måder at transportere sig på, og der er bompenge et glimrende instrument.

– Bompengene skal øremærkes til at lave mere kollektiv trafik for, og det vil jo være noget nyt. Igennem de seneste mange år har det politiske flertal sørget for, at vi har fået færre busser, som så til gengæld er blevet dyrere. Dette får sjovt nok antallet af passagerer til at falde. Vi vil den modsatte vej. Vi vil have flere busser, som til gengæld skal være til halv billetpris. Dette skal kombineres med stabil og hurtig kollektiv trafik ind og ud af byen til glæde for pendlerne.

Kan bompenge alene betale for det?

– Bompenge kan generere en ganske stor indtægt. Men derudover virker det ikke til, at samfundet mangler penge på trafikområdet. Metrocityringen vil man jo bruge mindst 15 milliarder på, og den ender sikkert med at koste mindst 20-25 milliarder. Og så er der også den fuldstændigt vanvittige havnetunnel, som næsten alle andre partier synes er en dejlig ide. Den koster 19 milliarder plus et parkeringsanlæg til tre milliarder. Det er en udgift på 22 milliarder, hvis konsekvens er fire procent flere biler ind i byen. Det fremgår af den rapport, som er blevet lavet for nylig.

Til gengæld vil havnetunnellen aflaste Indre By?

– Ja, den vil aflaste Indre By, men den samlede belastning vil stige. Det vil sige, at den samlede luftforurening og den samlede trafikstøj vil stige. Det er fuldstændigt vanvittigt at bruge 20 milliarder på at trække flere biler ind i byen. For 20 milliarder kan man få 137,5 kilometer letbane eller 18.300 nye boliger eller 2.750 kilometer cykelsti.

Men københavnerne har jo også selv fået flere biler de seneste år?

– Det er rigtigt, men det er stadigvæk 2/3 af københavnerne, som ikke har bil. Hvorfor laver man ikke politik for flertallet? At vi har fået flere biler handler i høj grad om, at den kollektive trafik bliver nedprioriteret, og så kan jeg godt forstå, at nogle familier er nødt til at anskaffe sig en bil for at få hverdagen til at hænge sammen. Jeg bebrejder ikke de enkelte bilejere, men jeg bebrejder det politiske flertal.

– Vi skal gå en helt anden vej. Vi skal satse på kollektiv trafik og cykler. For eksempel ved at gøre cykelstierne bredere, lave bedre busfremkommelighed og undlade at bruge milliarder på nye parkeringsanlæg.

Integration er et stort tema i valgkampen. Hvad vil I på integrationsområdet?

– Kodeordet for integration er respekt. Alle mennesker er noget værd, uanset hvor de kommer fra, og uanset om de har arbejde eller ej. Med højrefløjens stormløb og Socialdemokraternes bøjen sig så skaber man modsætninger.

– Alle siger, at arbejdsmarkedet er vejen til bedre integration. Vi er enige. Bedre integration handler om arbejde, boliger, skoler og tryghed. Men lad os da så gøre noget ved det, for pokker.

– For eksempel kan kommunen – som jo er landets største arbejdsplads – gøre noget. Det er faktisk lovligt at stille krav i offentlige udbud ved eksempelvis skolebyggerier om, at der skal oprettes praktikpladser for at få udbuddet. Det stillede vi forslag om for halvandet år siden, i april 2004, men forslaget er blevet syltet af overborgmesteren siden.

– På skoleområdet skal vi bruge PISA-undersøgelserne aktivt. De borgerlige og socialdemokratiske politikere læser PISA-undersøgelserne, som om de selv var funktionelle analfabeter, og det er jo tragisk.

– PISA-undersøgelserne viser, at København er en gennemsnitlig by, men der er stor forskel mellem dem der klarer sig godt, og dem som klarer sig dårligt. PISA-undersøgelserne viser, hvad der virker, for der er faktisk skoler, som bryder de forventede mønstre. Disse skoler har to kendetegn: De har satset på efteruddannelse af lærerne og så har de en stærk lokal evalueringskultur. Pointen med det sidste er at det hverken gør fra eller til at bruge standard-tests.

– I forhold til tryghed vil jeg sige at København er en god by at bo i. Langt de fleste af os går gennem livet uden at opleve noget farligt overhovedet. Men nogle københavnere føler sig utrygge, og selvom det muligvis er irrationelt og medieskabt, så skal det tages alvorligt. Vi har derfor foreslået og fået vedtaget i Borgerrepræsentationen, at kommunen skal udarbejde en tryghedspolitik, der ligesom med handicappolitikken tvinger kommunen til altid at tænke i tryghed, når vi vedtager noget.

Lad os vende os lidt mod spillet om magten. Du er overborgmesterkandidat for Enhedslisten, men du regner det vel ikke for særligt sandsynligt, at du bliver overborgmester?

– Sandsynligheden for, at vi får posten, er lige så stor, som den er for langt de fleste af de andre kandidater. For os er det politikken, der er vigtigst, ikke personspørgsmål. Det betyder også, at det ikke nødvendigvis er mig, der bliver borgmester, såfremt vi efter konstitueringsaftalen kan få en borgmesterpost. Hos os går vi efter kvalifikationer. Men alt det vil vi først tage stilling til efter valget, når vi har set resultatet.

Hvad er vigtigst for jer i konstitueringsfasen?

– Det er at trække København, så langt til venstre som overhovedet muligt. Vi vil ikke lave systemskifter for systemskifternes skyld. Vi går ikke ind for den såkaldte Vejle-model, hvor man fører politik på de borgerliges betingelser.

Så hvis I skal vælge mellem Søren Pind og Ritt Bjerregaard, så er det Ritt?

– Vi vælger i hvert fald ikke Søren Pind til noget som helst, hvis vi kan slippe for det.

Hvad med Klaus Bondam?

– Hvis det er sådan, at de ikke-borgerlige partier har flertal efter valget, så er det naturligt for os, at den nye overborgmester findes inden for de tre partier – Enhedslisten, SF og Socialdemokraterne. agn


Links til andre artikler:

26.10.05 - Bryggebladet møder Mikkel Warming
26.10.05 - Bryggebladet møder Mogens Lønborg
26.10.05 - Bryggebladet møder Klaus Bondam
09.11.05 - Bryggebladet møder Bo Asmus Kjeldgaard
09.11.05 - Bryggebladet møder Louise Frevert
09.11.05 - Bryggebladet møder Søren Pind
09.11.05 - Bryggebladet møder Ritt Bjerregaard
09.11.05 - Ledende artikel: Bryggebladet møder Ritt Bjerregaard

På bryggebladet.dk den 26. oktober 2005.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 16-2005 (udkommer den 26. oktober).

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet