HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

BRYGGEBLADET MØDER SØREN PIND

For Venstres overborgmesterkandidat er Bryggen et hjertebarn.

INTERVIEW - BRYGGEBLADET 09.11.2005

Hvad er Bryggen for dig, Søren Pind?

– I al ubeskedenhed så er Islands Brygge mit hjertebarn. Forstået på den måde, at jeg har været med hele vejen i planlægningen af Islands Brygges udvikling. Det betyder ikke, at jeg vil tage hele æren. Sandheden er jo, at hvis de lokale aktivister ikke havde været der i forhold til for eksempel Gimle, så havde det ikke set ud, som det gør i dag. Det har været en succes, fordi alle parter har givet og taget, og så er der kommet et fantastisk resultat ud af det.

35-årige Søren Pind blev valgt til Borgerrepræsentationen første gang i 1993. Københavns bygge- og teknikborgmester er bosat på Østerbro og er desuden medlem af Folketinget. (Fotos: Ricardo Ramirez)

Nogle bryggeboere synes, at udviklingen er gået for hurtigt?

– Der er altid to sider af udviklingen. Det er der da ingen tvivl om. Men jeg har det altovervejende sådan, at Islands Brygge er en succeshistorie, og jeg har svært ved at se, at nogen har tabt på det.

Selvom der bygges mange boliger på Bryggen, så vil det formentlig samlet set ikke rykke meget ved det faktum, at der er en større efterspørgsel end udbud på boliger. Hvis man virkelig skal rykke ved udbuddet, så er det vel nødvendigt at bygge boliger på Amager Fælled, som det for nylig er blevet foreslået?

– Det sker ikke. Fælleden er fredet. Venstre vil i hvert fald ikke bygge på de fredede områder. Jeg synes, vi har for få grønne arealer i København, ikke for mange.

– Men jeg har jo foreslået noget andet, som har særlig interesse for bryggeboere. Det er rigtigt, som du siger, at der er et enormt efterspørgselspres, og der mener jeg, at andelsboligerne i høj grad er med til at skævvride boligmarkedet.

– Andelsboligmarkedet er et lukket system, hvor der er ventelister, og hvor folk ikke får den reelle værdi, for det de sælger. Jeg mener, at andelsboligejerne skal have mulighed for at sælge deres andelslejligheder som ejerlejligheder. Det ville betyde, at man ville øge andelen af ejerboliger i København fra 20 til 55 procent. Det vil betyde, at udbud og efterspørgsel i langt højere grad ville hænge sammen. Det ville bremse prisernes himmelflugt på ejerboligmarkedet.

Men det vil vel ikke betyde, at ejerboligpriserne ligefrem vil falde. I forvejen er der jo mange, som ikke har råd til at etablere sig på ejerboligmarkedet. Kommer de så ikke bare endnu længere bagud i køen?

– Det er selvfølgelig klart, at man skal fortsætte med at bygge. Men jeg vil jo ikke tvinge nogen til at afskaffe deres andelsboligforeninger, som vi kender dem i dag. Hvis folk vil blive ved med at bo i en andelsboligforening med lav andelskroneværdi, så skal de da have lov til det.

Spørgsmålet er vel også, om det skal være et mål for København at tilfredsstille den nærmest umættelige efterspørgsel efter nye boliger?

– Problemet er, at hvis vi ikke gør det, så bliver der en meget stor grad af spekulation. Du risikerer at få bydele, hvor der ikke bor nogle mennesker, fordi spekulanter vil opkøbe lejligheder. Det er forkert. Vi skal have en levende by med plads til alle – familier, efterlønnerne, enlige. En by med og for mennesker. Det er vi for eksempel ikke helt lykkedes med på Langelinie.

– Her på Bryggen er det lykkedes meget godt på mange punkter. Vi har nogle butiksproblemer, men det prøver vi at løse. Jeg havde troet, at når man lavede alle de nye boliger, så ville der helt automatisk komme små slagtere eller lækre delikatesseforretninger. Så nærforretningerne skal vi have gjort noget ved. Det er en kamp mod udlejerne.

Så du vil gerne sætte mere håndfaste krav til butikslokaler i forbindelse med nybyggeri?

– Ja, det vil jeg.

Er du slet ikke liberal mere?

– Jo, jo. Bevar mig vel. Hvis alting var liberalt, forstået på den måde at folk måtte fuldstændig selv om, hvad de indrettede, hvor de ville, så ville du se masser af butikker. Men sådan hænger verden ikke sammen. Planlægning er nødvendig. Det kunne jeg ikke se, da jeg blev valgt til Borgerrepræsentationen første gang som 24-årig. Dengang mente jeg, at man skulle lade alting udvikle sig selv. Nu mener jeg, at vi har en meget velstruktureret by, og det kan jeg godt lide. Derfor kan man godt forsvare en generel planlægning og gennemtænkte løsninger.

Men man skal vel også passe på med at planlægge for meget?

– Rigtigt. Det må ikke blive for stalinistisk.

Sådan som eksempelvis Havnestad ser ud i dag, og du var jo selv inde på Langelinie tidligere, så er det vel næsten for pænt og for planlagt?

– Der er to ting, man kan sige til det. For det første tager det noget tid. Vind, vejr og beboerne skal ”slide” på området. For det andet så er der ikke noget så svært som kunstigt at skabe liv. Det kan man ikke. Kommunen har i samarbejde med Jan Gehl, der er ekspert i sådan noget, lavet en byrumsplan, hvor vi har analyseret, hvordan man skaber gode byrum, som folk gider at være i.

Byudvikling giver trafikudvikling. Her på Bryggen er der meget fokus på Artillerivej?

– Jeg er fuldstændig enig med dem, som har samlet underskrifter ind. Trafikken skal flyttes over på Ørestads Boulevard. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvorfor Ørestads Boulevard er blevet sådan en lille ”stikvej”. En ændring kræver som bekendt, at Ørestadsforliget laves om, og derfor er det ikke alene op til politikerne her i København. Dertil kommer en række mindre projekter, som vi allerede har taget fat på, og så skal Artillerivej presses frem i rækkefølgen af projekter.

Du er jo fortaler for en langsgående havnetunnel. Betyder det, at alle tanker om en tværgående havnetunnel er droppet?

– Næh. Det er et finansieringsspørgsmål. Mit forslag er, at byens gæster skal betale en tier for at køre ind i byen. Det kan finansiere en havnetunnel. Men hvis ikke vi kan få lov til det, så kan vi jo ikke se os ud af det. Og så må man kigge på andre ting, herunder en tværgående løsning. Den er betydeligt billigere, men har ikke de samme fordele som en langsgående tunnel. For hvor skal bilerne fra en tvægående tunnel komme op? De skal i hvert fald ikke komme op på Amager Strandvej. Så pointen er, at med tværgående tunnel skal der også bruges en masse ”grav-ned-løsninger”, og så er spørgsmålet, hvor meget billigere den vil være end en langsgående løsning?

En langsgående havnetunnel vil ifølge prognoserne mindske trafikken i Indre By, men til gengæld skabe mere trafik andre steder. Blandt andet vil en opkørsel ved Langebro skabe problemer for Havneparken og havnebadet?

– Opkørslen ved Langebro er meget omdiskuteret. Hvis der skal være en opkørsel, skal den ikke ligge på denne side af Langebro. Men omvendt skal det heller ikke være sådan, at det bliver umuligt for bryggeboerne at komme ned i en havnetunnel. Det ville jo også være tåbeligt.

Planerne om en langgående havnetunnel har bred politisk opbakning. Men burde de 20 milliarder, en havnetunnel vil koste, ikke tænkes ind i en samlet trafikplan? Nogle vil jo sige, at man helt skulle undlade at bygge nye veje og bruge pengene på kollektiv transport i stedet?

– En havnetunnel skal også vurderes i forhold til de samfundsøkonomiske gevinster. Hvis ikke vi bygger en havnetunnel, så sander byen til i trafik. Realiteten er, at bilejere skaber mere velstand i København. Jeg mener, at borgerne i byen skal have ret til og mulighed for at have en bil. Det som vi så skal sørge for er, at det er så lidt generende og støjende som muligt. Derfor skal vi have en havnetunnel, og derfor skal vi have en miljøzone.

Det er jo Justitsministeriet og regeringen, der forhindrer miljøzoner i øjeblikket. Du sidder også i Folketinget og har derfor et ben i hver lejr?

– Vi skal partikelforureningen til livs, men jeg er oppe at slås mod Justitsministeriet. Jeg gør sandelig, hvad jeg kan. Jeg kan konstatere, at Justitsministeriet og de Konservative på Christiansborg er modstandere. Jeg ved ikke, hvad der er sket i relation til lastbilbranchen. Der er åbenbart nogle økonomiske interesser på spil. Men egentlig burde det da ikke være så svært at forstå, at vi ikke vil have udledninger i vores by, der slår folk ihjel, og så er den sådan set ikke så meget længere.

Integrationsspørgsmål, som er et stort emne i valgkampen, er jo ikke rigtig et emne på Bryggen. I forhold til udbygningen af Bryggen Syd, så er der vel mulighed, for at Islands Brygge »kan tage sin del af slæbet«, ved at man byggede eksempelvis almennyttige boliger?

– Jeg kunne godt tænke mig, at vi prøvede at overføre tankerne fra blandt andet USA og England om, at man stiller en hvis del af boligmassen til rådighed for folk, som har svært ved at skaffe sig en bolig. Her tænker jeg på den berømte politibetjent, sygeplejerske, hjemmehjælper, butikspersonale og lignende. Målet må være, at vi får bygget boliger, som almindelige mennesker er i stand til at betale. Men det er noget, som vi ikke kan gennemføre i morgen.

Men hvis det er på længere sigt, så risikerer du, at Bryggen Syd er udbygget, inden man har fået gennemført tankerne?

– Der er altså mange byggemuligheder i København endnu, og Islands Brygge Syd bliver trods alt ikke udbygget i morgen.

Men bygherrerne holder jo klar med kranerne dernede. De går i gang med at bygge, lige så snart I har vedtaget en lokalplan næste år…

– Ja, det gør de forhåbentlig. Der skal jo ske noget. Og det sjove var, at vi troede, at det ville tage 10-15-20 år, før man rigtigt kom i gang med byggeriet her på Bryggen. Og så sagde det bare ”wroom” – det er fantastisk.

– Islands Brygge udgør ikke et problem i forhold til integration. Islands Brygge er tværtimod en berigelse af byen. Alle kommer hertil for at se det. Bydelen nævnes i internationale tidsskrifter. Det skyldes jo i virkeligheden kun den store omdannelse, som ejendomsselskabet Norden var med til at lave. For det her var jo et tungt kvarter tidligere. Det er det ikke mere. Det skal man ikke være ked af, eller have dårlig samvittighed over.

– Det er i andre dele af byen, at man bliver nødt til at gennemføre nogle relativt drastiske tiltag, som vi normalt ikke er vant til i Danmark. For eksempel bliver vi nødt til at ”sprede ejendomsretten til ghettoerne”, forstået på den måde, at man bliver nødt til at ændre dele af de almennyttige eksisterende ejendomme til andels- og ejerboliger, så der bliver nogle mere blandede kvarterer. Det kommer til at tage 10-15 år.

– Det handler også om pædagogik. Det handler om, at vi har været alt for berøringsangste. Hvis vi gentagne gange oplever problemer med en familie i et boligkvarter, bliver vi nødt til at sige ”Det er synd, men du kan ikke være her med den adfærd og opførsel”.

Hvor skal sådanne familier så sendes hen?

– Jamen, altså. Folk bliver jo sat ud af deres boliger på grund af mange forskellige årsager. Men der skal være nogle grænser for, hvor meget man må genere sine omgivelser.

Men så er det vel netop på et sted som Islands Brygge, at man kunne lave en blanding?

– Ja, det kan man godt. Men vel at mærke kun hvis man på forhånd er parat til at definere en grænse for hvor mange familier i socialt udsatte situationer et område kan bære. Den skal sættes meget klart. Efter min mening skal man sige, at den almennyttige sektor i fremtiden kun kan bære maksimalt 25 procent at byens sociale problemer.

Men hvor skal resten så gå hen?

– Du må sprede dem ud over resten af bebyggelserne. Og så er det desuden ikke en menneskeret at bo i Københavns Kommune. Det sagde Marianne Jelved da også for et par år siden til de unge studerende. København virker jo som en magnet på alle – også folk med anden etnisk baggrund. Det skaber grobund for dannelsen af parallelsamfund, hvilket vi ikke kan leve med.

– Jeg hader at skulle sige sådan som liberal, for det er ikke noget, jeg bryder mig om. Og i det hele taget strider det mod vores normale, tolerante, åbne holdninger i Danmark. Men jeg har ikke talt med en eneste forælder, der ikke er bekymret over udsigten til, at deres barn skal gå i en skole, hvor andelen af tosprogede børn er meget høj. Vi må forholde os til virkeligheden.

Du sidder både i Folketinget og i Borgerrepræsentationen. Hvis du ikke bliver overborgmester, vil du så fortsætte begge steder?

– Det må tiden og valgresultatet vise. Indtil videre har det været en fordel at sidde begge steder. Men skulle jeg blive overborgmester, så skal jeg ikke også sidde på Christiansborg. Skulle jeg ikke blive overborgmester, vil jeg først efter valget tage stilling til, hvad jeg gør.

Så det er ikke sådan, at Venstre i virkeligheden er ved at overlade butikken til Martin Geertsen (partiets nummer to i København, red.)?

– Politikere melder jo aldrig deres afgang på forhånd. Så det har jeg aldrig nogensinde tænkt mig at kommentere. Indtil videre er det sådan, at jeg er Venstres spidskandidat.

Set fra sidelinien virker det til, at der er opbrud på den borgerlige fløj? De Radikale og de Konservative har indgået valgforbund. Er der stadig et klart borgerligt alternativ til det socialdemokratiske styre?

– Det borgerlige-liberale København har aldrig stået stærkere, end det gør i dag. Om vi så kan finde ud af det efter valget, tør jeg ikke sige. Jeg ved i hvert tilfælde, at vi i Venstre vil gøre, hvad vi kan. Men du får mig ikke til at lave alle mulige spidsfindige analyser.

Hvad er vigtigst for dig: At blive overborgmester eller at få vippet Socialdemokraterne af pinden?

– Det vigtigste er at få gennemført min politik og få brudt den socialdemokratiske dominans. Men dermed mener jeg ikke, at det er ligegyldigt, hvem der er overborgmester. Jeg mener selvfølgelig, at jeg er bedst egnet til at bestride posten som overborgmester.

Ifølge meningsmålingerne er det ikke særligt sandsynligt, at Socialdemokraterne mister magten?

– Alting kan ændre sig i politik. Når det er sagt, så er det klart, at Ritt Bjerregaard er favorit. Det sjove er bare, at kigger man på spørgsmål som: ”Hvis integrationspolitik er den overvejende del af den københavnske befolkning enige i?”, ”Hvilken skolepolitik er den overvejende del enig i?”, så er det min politik, de vil have.

Men de vil ikke have dig åbenbart?

– Ha-ha. Nej, hvis det er tilfældet, så må jeg påtage mig ansvaret for det. Jeg har måske ikke været god nok til at sige: »Hør her, kære venner: Den politik I gerne vil have, det er den politik, jeg rent faktisk vil give jer«.

Tror du ikke også det skyldes, at mange københavnere tænker: »Søren Pind, det er jo ham ultraliberalisten med de ti teser«. København er jo traditionelt en by med overvægt af venstrefløjsstemmer?

– Det er jeg nok ikke den rette at spørge om. Men jeg vil sige det på den måde, at i kommunalpolitik er det i langt højere grad vælgernes hverdag end partipolitik og –ideologi, de stemmer ud fra. Jeg tror vælgerne eksempelvis tænker: »Hvem kan konkret løse problemerne med, at min søn skal gå i en skole med en høj andel af tosprogede?«, »Hvem kan konkret gøre noget ved mit boligområde?«, »Hvem kan konkret sørge for at jeg føler mig tryg, når jeg går på gaden?«.

Og gør de det, så vil de pege på dig?

– Ja, det tror jeg. For overordnet set synes jeg, det går kanon i København. Jeg mener bare, at de tre førnævnte ting er de vigtigste problemer, vi skal gøre noget, for ellers går det galt. agn


Links til andre artikler:

26.10.05 - Bryggebladet møder Mikkel Warming
26.10.05 - Bryggebladet møder Mogens Lønborg
26.10.05 - Bryggebladet møder Klaus Bondam
09.11.05 - Bryggebladet møder Bo Asmus Kjeldgaard
09.11.05 - Bryggebladet møder Louise Frevert
09.11.05 - Bryggebladet møder Søren Pind
09.11.05 - Bryggebladet møder Ritt Bjerregaard
09.11.05 - Ledende artikel: Bryggebladet møder Ritt Bjerregaard

På bryggebladet.dk den 9. november 2005.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 17-2005 (udkommer den 9. november).

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet