HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

BRYGGEBO I REGIONSRÅD

De Radikales Trine Petersen fik 1460 stemmer i hele Hovedstadsregionen og blev dermed valgt til regionsrådet.

BRYGGEBLADET 23.11.2005 - – Jeg er vildt glad, stolt og beæret, men også overrasket over, at jeg har fået så mange personlige stemmer. Jeg håber, at kunne leve op til ansvaret og glæder mig til at komme i gang med det politiske arbejde, siger de Radikales Trine Petersen til Bryggebladet.

– Jeg er vildt glad for de mange stemmer, siger Trine Petersen, der fremover skal repræsentere de Radikale i Regionsrådet for Region Hovedstad. Hun fik det fjerde af partiets i alt fem mandater. På Bryggen røg hun med 51 personlige stemmer direkte ind på top 10 over stemmeslugere, som det fremgår af tabellen nedenfor. (Arkivfoto: Ricardo Ramirez)

Den 33-årige bryggebo fik 1460 personlige stemmer ved sidste uges valg til Regionsrådet for Region Hovedstad. Dermed fik hun det fjerde af de fem radikale mandater i rådet.

Her på Bryggen fik hun også et flot personligt stemmetal og er derfor med på top 10 listen over lokale stemmeslugere i selskab med mere kendte politiske ansigter som nuværende amtsborgmester Vibeke Storm Rasmussen, tidligere folketingsmedlemmer Kirsten Lee og Sophie Hæstorp Andersen, borgmestrene Lars Engberg og Mads Lebech samt Enhedslistens mangeårige medlem af Borgerrepræsentationen Bente Møller.

Radikale i nøglerolle

De Radikale har som følge af stemmernes fordeling i hele regionen fået en nøglerolle i konstitueringen. Hverken venstre- eller højrefløjen kan nemlig mønstre flertal alene.

Den radikale spidskandidat Kirsten Lee er derfor også selv i spil som kommende regionsrådsformand. Ved redaktionens slutning i søndags var det endnu ikke lykkedes Regionsrådets 41 medlemmer at blive enige om en konstitueringsaftale.

Sådan stemte bryggeboernes til ”det hemmelige valg”. Stemmerne på Bryggen fordelte sig i store træk som stemmerne i hele Københavns Kommune. Dog fik de Radikale et noget bedre valg på Bryggen. Stemmeprocenten på Bryggen var 62,9.

Region Hovedstads største opgave bliver at drive sygehuse og hospitaler. Men regionen skal også drive sociale institutioner og være dynamo i den regionale udvikling – herunder visse opgaver inden for natur og miljø.

De Radikale har generelt fået et godt regionsråds-resultat på Bryggen. Med 16,2 procent af stemmerne blev partiet faktisk næststørst, efter Socialdemokraterne.

Venstre, som ellers er næststørste parti på Bryggen til valget til Borgerrepræsentationen (og også var næststørst ved seneste folketingsvalg), fik ikke nær så mange stemmer – hverken på Bryggen eller i København generelt. Det skyldes formentlig, at partiets topkandidater til regionen ikke er så kendte i København.

Det må i den forbindelse konstateres, at den lokalt bosatte Venstremand Jesper Schou Hansen heller ikke fik overvældende mange stemmer. 32 stemmer blev det til på Bryggen, og generelt i regionen var han også langt fra at blive valgt ind. Han var ellers tidligere på året i spil som spidskandidat for Venstre i København.

Camilla Bartholdy, en anden lokal kandidat, havde til formålet oprettet sit eget parti, Familiepartiet. Listen fik i alt 925 stemmer i hele regionen, hvilket svarer til 0,1 procent af samtlige stemmer. Lokalt på Bryggen gik det en smule bedre. Her fik partiet 61 stemmer svarende til 1,3 procent. Af de 61 stemmer var 51 sat på Bartholdy personligt. agn


Links til andre artikler:

23.11.05 - Ritt indtager Bryggen og København
23.11.05 - Sådan stemte bryggeboerne
23.11.05 - Bryggens top 15: Overborgmesterduel fyldte meget
23.11.05 - Nye bryggeboere ændrer bydelens stemmemønster
23.11.05 - Pokerspil, rævekager & borgmesterkabaler
23.11.05 - Bryggebo i Regionsråd
23.11.05 - Hvad skal de nye borgmestre lave?
23.11.05 - Ledende artikel: Tillykke til Ritt, Trine og Jesper

På bryggebladet.dk den 21. november 2005.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 18-2005 (udkommer den 23. november).

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet