MANGLER 11 MIO. TIL NYT ROCENTER
Amager Ro- og Kajakklub håber, at politikerne vil bevilge penge allerede næste år. Klubben har tilsagn om 26 ,5 millioner fra fonde.
Af Anders Godthjælp Nielsen, Bryggebladet 20.09.2006
Haves: Tilsagn om 26,5 millioner kroner. Ønskes: En kommunal bevilling på 11 millioner. Så simpelt kan Amager Ro- og Kajakklub (ARK) sætte regnestykket op.
Bryggeklubben har gennem flere år arbejdet for at få et nyt klubhus. Et ønske som en række politikere fra Kultur- og Fritidsudvalget alle er meget positive overfor.
ARKs plan er, at en ny bygning ikke bare skal være klubhus, men samtidig kan være med til at skabe mere liv i den nye bydel Bryggen Syd, der i de kommende år vil skyde op.
Klubben har tidligere frygtet for sin overlevelse. Men i den nyligt vedtagne lokalplan for byudvidelsen Bryggen Syd er området, hvor der ligger i alt tre roklubber, udlagt til rekreative formål.
Kraftcenter for roning, der kan skabe liv i den nye bydel
ARK vil lave et rokraftcenter på Bryggen, der foruden klubhus blandt andet skal indeholde børneinstitution, kajakhotel, bådværksted og amfiscene på vandet.
Vores projekt rummer en række tiltrængte fritidstilbud til de mange mennesker, der enten allerede bor på Bryggen, eller som flytter til den nye bydel. Vesterbro kan også få glæde af det, da den nye cykelbro har gjort Bryggen til deres baghave, siger Stine Nissen, der på vegne af ARK har arbejdet for at realisere det store projekt.
Ikke mindst er der brug for, at det stille og rekreative område bevares som en lunge til glæde for københavnerne. Så vi er meget glade for, at politikerne nu tilkendegiver, at de arbejder for at finde penge til at realisere projektet.
Endnu er planerne ikke konkretiseret, men et forsigtigt skøn lyder på en samlet pris på omkring 37,5 millioner kr. ARK har fået positive tilsagn om 26,5 millioner kroner fra fonden Realdania og Lokale- og Anlægsfonden. Disse penge bevilges dog kun, hvis kommuenen også vil bidrage. Desuden håber klubben, at en række af de private investorer, der byudvikler Bryggen Syd, vil spæde til.
Alle politikere fra Kultur- og Fritidsudvalget, som Bryggebladet har været i kontakt med, er meget positive over for ARKs ideer, men afventer resultaterne af budgetforhandlingerne:
Det er virkelig et projekt, jeg støtter varmt. Jeg har stor respekt for ARKs store arbejde. Desuden ser jeg det som et helhedsprojekt: Altså ikke bare et klubhus, men også et projekt der hænger sammen med udviklingen af Bryggen Syd, siger eksempelvis socialdemokraten Taner Yilmaz.
Problemet er bare, at der er rigtig mange støtteværdige projekter i hele kommunen, så jeg må som alle andre afvente, hvad der sker i budgetforhandlingerne, som forløber i øjeblikket, tilføjer han.
Tilsvarende meldinger kommer fra de Radikales Katrina Feilberg og Enhedslisten Jens Kjær Christensen. Trods gentagne henvendelser har det ikke været muligt at få en kommentar fra borgmester Martin Geertsen (V), som dog må formodes ikke at have ændret holdning siden sidste år, hvor han var en varm fortaler for at få det på budgettet allerede her i 2006.
Håber at ord fører til handling
Selvom ARK tidligere har fået opbakning fra politikerne, uden at det har ført til konkret handling, er klubben fortrøstningsfuld:
Med de udmeldinger vi har fået fra stort set alle partier, er der grund til optimisme. Det er dejligt, at vores lokalpolitikere på tværs af partitilhør har fundet sammen og tilkendegiver, at de synes, vores projekt skal støttes, siger Stine Nissen.
Går det som ARK håber, at alle pengene bevilges i 2007, så regner de med, at det nye anlæg kan stå færdigt i løbet af 2008 nogenlunde samtidig med at de første nye beboere i Bryggen Syd forventes at flytte ind.
BAGGRUND: ARK HAR KÆMPET FOR NYT KLUBHUS I FLERE ÅR
Amager Ro- og Kajakklub (ARK) har ligget på Bryggen siden 1931 og har netop fejret 75-års jubilæum. Klubben har i dag omkring 300 medlemmer og omtrent lige så mange på venteliste.
Klubhuset er utidssvarende og meget interimistisk. Med planerne om at udbygge Bryggen Syd en ny bydel mellem Nokken og Havnestad forventer klubben at skulle afvise endnu flere medlemmer i fremtiden.
ARK og to andre mindre roklubber i området vil derfor gerne have nye faciliteter. Klubben har gennem et par år forsøgt at overtale politikerne til at bevilge penge til projektet.
Bryggebladet skrev første gang om ARKs planer for et år siden. Læs mere på www.bryggebladet.dk/nyheder, og læs mere om ARK på www.arok.dkagn
Læs mere om ARK i følgende artikler fra 2005:
07.09.05 - Bred politisk opbakning til roklub
07.09.05 - Roklubben: Vil politikerne betale?
07.09.05 - Lokalt OL-håb i B-finale til VM i kajak
24.08.05 -
Ingen ro på - På besøg i Amager Ro- og Kajakklub
24.08.05 -
Hvordan kan roklubben overleve?
24.08.05 -
OL-drømme på Bryggen
På bryggebladet.dk den 6. oktober 2006.
Redigeret udgave af artikel der blev bragt i Bryggebladet 14-2006 (udkom den 20 september).