ROKLUBBEN: VIL POLITIKERNE BETALE?
Roklubben kræver handling bag ordene, men politikerne har ingen penge til et nyt klubhus nu.
BRYGGEBLADET 0709.2005 - De københavnske lokalpolitikere sparer ikke på de rosende ord, når det gælder Amager Ro- og Kajakklub. Men når det kommer til spørgsmålet omkring finansiering af et nyt klubhus, er meldingerne straks noget mere afdæmpede.
I øjeblikket er det de to største budgetforligspartier, Socialdemokraterne og SF, der sidder med nøglen til kommunens pengekasse, og umiddelbart vurderer både Klaus Hansen (A) og Bjarne Fey (F), at det kan vise sig vanskeligt at finde penge til et nyt klubhus allerede på næste års budget.
Budgetforhandlingerne er allerede i gang, så det bliver meget vanskeligt at nå i år. København har ikke det samme økonomiske råderum som for et par år siden. Blandt andet skal vi bruge rigtig mange penge på HS-samarbejdet, siger Klaus Hansen, der foruden at være gruppeformand og medlem af Kultur- og Fritidsudvalget også sidder i Socialdemokraternes budgetforhandlingsudvalg.
Han håber, at der kan blive plads til en pulje med frie midler til forbedringer af de eksisterende idrætsanlæg og til byggeri af nye, men der er magne andre københavnske idrætsfaciliteter, der trænger til en kærlig hånd, og derfor er han ikke specielt optimistisk i forhold til at finde penge allerede på næste års budget.
Både han og Bjarne Fey fra SF opfordrer ARK til at have tålmodighed.
Hvis klubberne som jeg kan forstå de også er i gang med får udarbejdet skitser, vil vi som politikere have noget konkret at forholde os til, siger Bjarne Fey.
Venstres kultur- og fritdsborgmester Martin Geertsen mener pengene skal bevilges allerede i 2006.
Jeg er meget positiv over for en kommunal medfinansiering af projektet allerede i budget 2006. Gerne som del af en samlet finansieringsplan, der også omfatter fonde og private sponsorer, siger Martin Geertsen
Problemet for Geertsen er imidlertid, at hans parti er mere eller mindre uden for indflydelse i forhold til næste års budget.
ARK: Vi skal i gang nu
Amager Ro- og Kajakklub er ikke tilfreds med politikernes udmeldinger..
Hvis vi skal være et reelt fritidstilbud til de mange nye og gamle bryggeboere, så er det simpelthen nødvendigt med et nyt klubhus så hurtigt som muligt, siger Stine Nissen.
ARK har ingen planer om at haste selve byggeriet af huset igennem. Men roklubberne har brug for en tilkendegivelse fra kommunen om, at der er penge på vej.
Alene det at få skabt nogle ordentlige arkitekttegninger, som vi efterfølgende kan søge støtte til at realisere, koster penge. Vi kan simpelthen ikke komme i gang med processen, uden at kommunen støtter os, forklarer Stine Nissen.
Det mest oplagte ville være, at kommunen allerede i 2006 afsatte et mindre beløb, så vi kunne starte processen. Så kan vi efterfølgende drøfte, hvordan den endelige finansiering skal etableres, fortsætter hun.
Hvis vi skal være med til at løfte den store opgave, det er at skabe liv i de nye bydele, så kræver det penge. Og kun med kommunens opbakning kan vi henvende os til eventuelle private medfinansierer, uden at fremstå utroværdige, siger Stine Nissen.
Klubben har fået mange positive tilkendegivelser fra private investorer, der synes godt om ideerne for området.
De er glade for, at vi i klubben viser et ansvar overfor udviklingen af et sundt og attraktivt miljø på Bryggen. Men vi kan jo ikke komme længere med de private investorer, hvis kommunen ikke bakker økonomisk op, siger Stine Nissen.
Hvor gerne vi end ville, kan vi ikke bygge et nyt klubhus alene på baggrund af kommunens sympati. Kommunen bliver bare nødt til at forpligte sig på et økonomisk samarbejde. Vi stiller med al den frivillige arbejdskraft og kompetence, og så må kommunen stille med nogen af pengene, pointerer hun.
Klubhus med fitness-center og café
Roklubberne arbejder med flere forskellige mulige scenarier for et kommende klubhus.
Man overvejer blandt andet at skabe plads til et fitnesscenter, der kunne komme klubbernes medlemmer til gode, men som samtidig kunne tiltrække andre kundegrupper. Dette kunne være med til at finansiere driften af et klubhus. Ligeledes er der planer om en cafe eller restaurant.
Dissse mere udadvendte publikumsaktiviteter er med til at gøre projektet ekstra spændende for de private byudviklere.
Over for Bryggebladet vil Anders Lind Knudsen, direktør i Nordkranen, der er en af parterne bag Bryggen Syd, således ikke afvise, at man vil være med til at finansiere et nyt klubhus. Han finder nemlig planerne om eksempelvis fitnesscenter og restaurant meget interessante.
Private investorer
Tankerne om at få byudviklerne med til at finansiere nye projekter kender kommunen allerede fra eksempelvis den kommende cykelbro mellem Fisketorvet og Havnestad.
De store byudviklingsfirmaer har tjent mange penge på at bygge i København de seneste år, så derfor mener jeg godt, man kan appellere til, at de også tager et socialt ansvar, siger Klaus Hansen fra Socialdemokraterne..
Også Martin Geertsen er positiv:
Jeg ser frem til, at der nu bliver udarbejdet et samlet projekt for nye klubfaciliteter, der også omfatter to andre klubber på nabogrundene. Det kunne ske i form af et såkaldt powerhouse, hvor der bliver mulighed for at arbejde i netværk på kryds og tværs af klubberne - et sted med mødelokaler, køkken, bådhal, træningsrum og omklædning, siger kultur- og fritidsborgmester Martin Geertsen således. agn
Links til andre artikler:
07.09.05 - Bred politisk opbakning til roklub
07.09.05 - Lokalt OL-håb i B-finale til VM i kajak
24.08.05 -
Ingen ro på - På besøg i Amager Ro- og Kajakklub
24.08.05 -
Hvordan kan roklubben overleve?
24.08.05 -
OL-drømme på Bryggen
På bryggebladet.dk den 9. september 2005.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet 13-2005 (udkom den 7. september).