HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

BRYGGEBJERGENE: JYDER VIL UDBYGGE BRYGGEN

BRYGGEBLADET 22.02.2006 - Grunden i Njalsgade er blevet solgt af det statslige ejendomsselskab Freja. Køberen er Njalsgade K/S (K/S står for kommanditselskab og er en særlig selskabsform, red). Købet er betinget af, at kommunen vedtager en lokalplan, der imødekommer investorernes planer, hvilket i øvrigt er en helt normal praksis.

Karol Marcinkowski fra det rådgivende ingeniørfirma Niras, (stor aktør på det danske marked for byggeri) står som totalrådgiver for investorgruppen i spidsen for Njalsgade K/S. Overfor Bryggebladet vil han ikke nærmere ind på, hvem der sidder Njalsgade K/S’s ejerkreds:

– På nuværende tidspunkt kan jeg kun sige, at der er tale om en gruppe jyske investorer, som gerne vil investere i et spændende projekt, siger han.

Ifølge oplysninger i Politiken har den berømte og berygtede entreprenør Kurt Thorsen haft en finger med i spillet. Oprindeligt med en saudisk investor i ryggen, som dog siden har trukket sig. Derfor blev det nye selskab oprettet. Kurt Thorsen skulle i øvrigt være ude af projektet nu, oplyser Politiken. Angiveligt fordi Freja nægter at have noget med Kurt Thorsen at gøre.

Projektet vil skabe debat

Karol Marcinkowski glæder sig til at høre offentlighedens reaktioner på blandt andet de planlagte højder;

– Det er helt givet, at projektet vil skabe debat. Men vi har helt bevidst ønsket nytænkning. Vi synes ikke, det er for bastant, men er gået efter et harmonisk projekt, hvor vi ikke er bange for at bygge højt, siger han.

Arkitekterne i B.I.G. oplever, at investorne virkelig er indstillet på at prøve noget anderledes:

– Det nemmeste ville jo være at bygge en bydel med baggrund i den eksisterende lokalplan. Men der ville man risikere at få en begivenhedsløs repetition af identiske boligklodser, siger Bjarke Ingels fra B.I.G.

Samlet pris: Mindst 2 mia.

Endnu befinder projektet sig i den indledende fase, så alt er stadig meget usikket:

– Den samlede pris bliver nok mindst to mia. kr. Men det afhænger af, hvad vi får lov til at bygge, siger Karol Marcinkowski.

De første bygninger kan tidligst stå klar i 2009, hvis lokalplanprocessen forløber helt uden problemer for Njalsgade K/S. Men det er nok ikke usandsynligt, at den vil trække ud.

Grunden omfatter hele området fra fortidsmindet Faste Batteri i vest til Amagerfælledvej i øst. På hjørnet af Njalsgade og Amagerfælledvej er en lokalplan for et musikkollegium for nylig sendt i høring. Kollegiet, der er tegnet af Dorte Mandrup, skal opføres af BG Fonden. Fonden har ifølge Bryggebladets oplysninger droppet kollegiet, da planerne for det store projekt blev offentliggjort. agn

Læs mere om Brygge-bjergene i følgende artikler:

22.02.06 - Brygge-bjergene: Intro
22.02.06 - Brygge-bjergene: En levende bydel i storbyen
22.02.06 - Brygge-bjergene: Politikere i venteposition
22.02.06 - Brygge-bjergene: Jyder vil udbygge Bryggen
22.02.06 - Brygge-bjergene: Moske og svømmehal i Njalsgade
22.02.06 - Brygge-bjergene: Modelbilleder af byggeriet

På bryggebladet.dk den 22. februar 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 03-2006 (udkommer den 22. februar).

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet