HAR DU IKKE MODTAGET BRYGGEBLADET?

Læs mere her

UDGIVELSESPLAN FOR 2018

Læs mere

FISKETORVS-ERFARINGER SKRÆMMER IKKE

Københavnere skal nok komme, mener Field’s-direktør, der ikke er bange for at centret kommer til at mangle kunder.

BRYGGEBLADET 26.02.2004 - En metropol som København skal have et super-regionalt center. Det har alle andre store metropol-områder, siger Field’s-direktør Marianne Christensen til Bryggebladet.

Field's direktør Marianne Christensen

Field’s-direktør Marianne Christensen. Foto: Ricardo Ramirez

Men spørgsmålet er om storcenter-tanken er noget der tiltaler en storby-kunde. Erfaringerne fra Fisketorvet er ikke ubetinget gode. Siden åbningen af Fisketorvet for et par år siden, er adskillige forretninger lukket.

- Jeg frygter ikke at københavnerne vil boykotte centret, ellers havde vi jo ikke bygget det. Efter min mening havde mange af butikkerne på Fisketorvet ikke gjort deres hjemmearbejde ordentligt. Det nytter ikke at udenlandske kæder blot kopierer deres koncepter fra andre lande, når de går ind på det danske marked. Man er nødt til at tilpasse sig det danske marked, forklarer hun.

Marianne Christensens er overbevist om, at de nye udenlandske kæder i Field’s har brugt mere tid på at undersøge markedet, og derfor er bedre rustet. Men hun forventer ikke at alle butikker også vil ligge i Field’s om to år.

- Der er altid en naturlig udvikling og afvikling i detailhandelsbranchen, forklarer hun.

Ingen prisdumpning

Som Bryggebladet tidligere har omtalt, berettede Dagbladet Børsen i starten af 2004, at Field’s har været nødt til at dumpe udlejningspriserne, for at kunne udleje alle kvadratmeter. Dette har dog ikke noget på sig ifølge Marianne Christensen. Hun forklarer at Field’s har indgået startaftaler med nogle af lejemålene, hvor Field’s er med til at finansiere indretningen af butikkerne, men egentlige prisreduktioner er der angiveligt ikke tale om.

Det er firmaet Steen & Strøm, der kører Field’s. Firmaet står bag 11 storcentre i Danmark, blandt andet Amager Centret. Marianne Christensen kommer selv fra en stilling som direktør i City2 i Tåstrup, som indtil åbningen af Field’s er Danmarks største indkøbscenter.

Field’s kommer derfor til at tage kunder fra firmaets eksisterende centre, men Marianne Christensen oplyser, at Field’s primært vil satse på selve Københavnsområdet og områderne nord for København, da man allerede er dækket godt ind sydpå med Bilka-storcentre i Hundige, Ishøj og Næstved. Desuden håber man også på mange kunder fra Sverige, på trods af at centereksperter har forholdt sig tvivlende overfor Field’s evne til at trække kunder over Øresund. agn

Link til andre nyheder:

På bryggebladet.dk den 26. februar 2004.
Redigeret udgave af artikel bringes i Bryggebladet den 3. marts 2004.

Seneste opdatering 12.07.2011

Leifsgade 7 · 2300 København S · Tlf. 32 96 28 15 · redaktion@bryggebladet.dk  CVR: 17500481  ·  Copyright © 2003-18 Bryggebladet