MARTS 2006: AMAGER FÆLLED ØKOHAVER HAR FÅET DERES EGET WEBSITE
NYTTEHAVEFORENINGENS SIDER PÅ BRYGGEBLADET.DK OPDATERES DERFOR IKKE MERE
Amager Fælled Økohavers nye website (åbner i nyt vindue)
MÅL OG VISIONER FOR AMAGER FÆLLED ØKOHAVER
Det er foreningens mål at skabe grønne åbne nyttehaver med stort naturindhold og med plads til alle befolknings- og aldersgrupper, med fælles arealer samt adgang for offentligheden. Foreningens medlemmer er aktive undervejs i hele projektet og er derfor fra første fase med til at skabe de fysiske rammer med medlemmernes mange forskellige kompetencer lige fra landskabsarkitektur, viden om økologiske grundprincipper, udformning af fælles arealer til fundraising og webdesign.
Økologi og bæredygtighed
Foreningen lægger stor vægt på økologi og bæredygtighed. Der må ikke anvendes sprøjtemidler, hverken på fællesarealerne eller i de enkelte haver. Der vil blive afholdt åbent-hus arrangementer for foreningens medlemmer og andre interesserede til inspiration til andre grønne projekter. Der vil desuden blive arrangeret workshops og økologiske sommerfester.
Fællesarealer
Fælles arealer vægtes højt, da fællesarealerne er foreningens sociale forum. Arealerne byder på picnicområder med borde og bænke, stationær grill/bålplads, fælles redskabsrum, kompostanlæg, vaske- og toiletfaciliteter og 'formidlingscentral' (udvidet opslagstavle). En naturlegeplads for foreningens børn samt besøgende indgår også i arealerne. Fælles arealerne kan afgrænses af træer eller buske som foreningens medlemmer kan få udbytte af, f.eks. frugttræer og buske, pilehegn eller vildt- og fuglevenlige arter. Ved brug af pil kan man f.eks. høste og udnytte pilegrenene til pilefletaktiviteter og foreningen kan eventuelt indgå samarbejde med den lokale pilefletterforening på Amager.
Adgang og stiforløb
Fællesarealerne og stierne er offentlig tilgængelig. Foreningens arealer bindes sammen af en række primære og sekundære stier. De primære stier kan være grus eller flisebelagte og de vil være tilgængelig for løbere, stavgængere eller almindelig gående til den omkringliggende natur. De sekundære stier udformes som trampestier og forbeholdes de individuelle haver. Stierne vil desuden fungere som faunapassager for fx rådyr. Udvalgte stier kan have forskellige temaer og udformes som sansestier, hvor planter med særlig duft, udseende eller funktion kan indgå.
Relation til Amager Fælled
Samspillet med naturen på Amager Fælled vægtes højt. Derfor hegnes foreningens arealer ikke med trådhegn eller anden form for flora- og faunabarriere. Grænsen mellem Amager Fælled og foreningen vil blive markeret med en beplantning af f.eks. bærbuske eller anden delvist skærmende vegetation, gerne med udgangspunkt i den naturlige artssammensætning i Amager Fælleds plantesamfund, f.eks. hyld, røn, mirabel og hvidtjørn. Dette vil også give føde og skjul til Amager Fælleds mange sangfugle.
Individuelle haver
De individuelle haver kan opdeles i to størrelser, en størrelse for personer, som ikke magter et stort jordlod, og så de større havelodder, som er målrettet børnefamilier eller flere personer som går sammen om en have. Foreningen sigter på en åben struktur med stor synlighed, derfor plantes skellet mellem haverne med lave bærbuske eller f.eks. belgiske pilehegn. Foreningen udformer et regelsæt for bebyggelse med hensyn til højde, bæredygtige materialer, afstand til skellet m.m.
Vand og strøm
Foreningen vil få adgang til vand via fælles vandhaner, som Københavns Kommune etablerer. Vandafgiften dækkes via medlemskontingent. Foreningens mål er at fremme bæredygtig vandpolitik bl.a. ved opsamling og genanvendelse af regnvand. Et mindre solcelleanlæg vil forsyne foreningen med strøm i sommerhalvåret - såfremt der er behov for strøm.