VAGTHUND OG FESTARRANGØR
Vestamager Seniorråd afholder valg til efteråret.
BRYGGEBLADET 26.05.2004 - Der er valg til seniorrådene i København den 2. november, og der efterlyses allerede unge pensionister med gang i den. Formanden Maren Korsholm fortæller om Vestamager Seniorråds arbejde.
- Der er 1.145 beboere over 60 år på Bryggen, og vi vil gerne være i kontakt med så mange af dem som muligt. På den måde kan vi se, om hjemmeplejen fungerer, om serviceniveauet på ældreområdet er, som det skal være, siger Vestamagers Seniorråds formand Maren Korsholm.
- Vi håber også, at "unge" pensionister vil kunne finde tid til at være med i seniorrådets arbejde, for vi har altid brug for fornyelse.
På nuværende tidspunkt er der seks medlemmer af Vestamagers Seniorråd. Til november skal der vælges syv - en formand og seks medlemmer - og valgforberedelserne er så småt i gang. Arbejdet som medlem af seniorrådet er hovedsagelig af ældrepolitisk karakter og upartisk. Men der er også behov for pensionister, som ønsker at være med til at planlægge lokale arrangementer.
- Vores sidste arrangement med skuespilleren Holger Juul Hansen i kulturhuset tiltrak virkelig mange beboere. Det var en stor succes. Den slags ønsker vi at gøre igen, men jeg vil også ønske, at vi kan komme i kontakt med vores beboere til daglig, siger Maren.
Vi arrangerer fester, men vi er også vagthunde over for politikere, så det er vigtigt for os, at folk giver deres mening til kende. Vi er her for at råbe højt, hvis det er nødvendigt.
Maren Korsholm frygter for de besparelser, som diskuteres i Københavns Kommune på nuværende tidspunkt, men er trods alt positiv over for nye tiltag, som er iværksat.
- Efter en ægtefælles dødsfald skriver forvaltningen til den pårørende og informerer den efterladte om de muligheder, der findes. Heriblandt deltagelse i "nærspisningsprojektet", hvor de har mulighed for at spise eller mødes med andre pensionister i samme situation som dem.
- Én gang i kvartalet er der også infomøder for nye pensionister, hvor man informerer om de tilbud, som forefindes i København, slutter Maren Korsholm.
Seniorrådene i hver bydel er blevet etableret for at varetage de ældre borgeres interesse og for at sikre, at borgerne får indflydelse på kommunens politik, hvad angår ældreområdet. Seniorrådene har eksisteret siden 1997. ljg
På bryggebladet.dk den 25. maj 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 26. maj 2004.