ULVEUNGERNE FRA PAKHUSENE
De hørte hinanden øve gennem væggen i kollektivet på Bryggen. Nu udgiver duoen Wolfkin anmelderrost musik fra studierne i Njalsgade.
Af Anne Rumland, Bryggebladet 25.10.2006
I et af de gamle pakhuse i Njalsgade har duoen Christian Gotfredsen og Lars »i Lommen« Vognstrup siddet bag mixerpultene og komponeret debutalbumet Brand New Pants under navnet Wolfkin.
Wolfkin Christian Gotfredsen (til højre)og Lars »i Lommen« Vognstrup spiller i kulturhuset under Copenhagen Music Week på lørdag den 28. Koncerten er samtidig en del af Clubbinhagen 06 (ja, der er nok af festivaler at holde styr på...). På scenen denne aften er blandt andre også Høgni Lisberg, Nordstrøm, The Discjockeys. Desuden spiller de i A-Huset på næste onsdag den 1. november under A-Festivalen. (Foto: Lars Colberg Holm)
Med rekordfart har de fået sat deres navn på det musikalske landkort og fået gigs og pladekontrakt, længe før de havde fået stykket ret meget mere end et enkelt nummer sammen.
Lars i Lommen har slået sine folder i Money Your Love og givet den som liveguitarist i Junior Senior.
Christian er til gengæld historiefortælleren og har været en ledende kraft i bandet Sleeping Agents. Da de hørte hinanden øve gennem væggene i et kollektiv på Bryggen, vidste de, at der var et potentiale.
Jeg bankede på Christians dør og fik ham til at synge nogle af sine tekster ind på min diktafon, og så gik jeg ind til mig selv og lagde musik på, fortæller Lars.
Noget på hjerte
De to musikere fandt hurtigt ud af, at de havde mere end deres adresse til fælles og dannede duoen Wolfkin, der den 28. august udsendte sit første album.
(Foto: Lars Colberg Holm)
Jeg havde nogle herreløse historier, jeg gerne ville ud med, og Lars havde disciplinen og overblikket til at gennemføre en pladeproduktion. Så det er Lars, som træffer beslutningerne i sidste ende, fortæller Christian.
Den garvede 27-årige Lars i Lommen kunne lære den 40-årige Christian et par tricks og rygterne om, at de havde lavet noget »sindssygt sejt«, gik hurtigt i branchen.
Crunchy Frog selskabet bag blandt andre Junior Senior, The Raveonettes og Superheroes indgik i januar i år kontrakt med Wolfkin og gav dem helt frie hænder.
(Foto: Lars Colberg Holm)
Det unikke ved at arbejde sammen med folkene på Crunchy Frog er, at de ikke vil strømline os. Vi har ideerne, og dem får vi lov til at føre ud i livet. Der er ikke noget massivt marketingsbudget bag os. Vores publikum hører mere til i undergrundsmiljøet, hvor nyhederne går fra mund til mund, fortæller Lars.
Hver enkelt sang på albummet er et univers i sig selv. Wolfkin vil ikke nøjes med en fed attitude. De er trætte af gnavne anmeldere og musikkendere, der surmuler med krydsede arme bagerst i koncertsalene. Knap så meget jante, og lidt mere spontan glæde efterlyses. Og så skal sangene fortælle noget.
Wolfkin om Bryggen:Sushi og bøfsandwich
Historier er frirum, hvor man kan formidle meget komplicerede ting. Og så skal der være plads til følelser. Der er andre end Pia Kjærsgaard der gerne vil dyrke de store følelser det skal hun ikke have patent på, siger Christian.
Wolfkin kan ikke prale af at være indfødte bryggeboere. Christian er fra Sønderjylland og Lars er fra Thy-egnen. Men de har boet her af flere omgange og senest fra 2001 og 2002 og frem.
Vi flyttede til Bryggen før Havneparken blev et fluepapir. Med tiden er her blevet lidt mere ensformigt med Renault Clioer over det hele. Bryggen har en fantastisk rig kultur, der desværre er ved at blive fortrængt af folk med friværdi, mener Christian.
Lars supplerer med en analyse af lighederne mellem Vanløse og Bryggen:
Om natten minder det meget om Vanløse. Her på Brygen kan man kun få Pizza om natten. Det er kun om dagen, at man kan gå på sushi-bar. Hvad der sker, nu når 7Eleven er åbnet kan man jo kun gisne om, funderer han.
På nummeret Island of Surprise har Wolfkin foreviget en magisk nat, de havde på Bryggen. De grillede, drak hvidvin og søde piger slog sig sammen med deres selskab. Og et eller andet sted undervejs, blev ballet for duoens samarbejde åbnet.
(Foto: Lars Colberg Holm)
Siden pladekontrakten blev indgået har duoen spillet på Roskildefestivalen, Spot og Christianias alternative festival Blomst.
Gulddrengene spiller på Bryggen lørdag og onsdag
Punk-drengen Christian er blevet voksen og Lars har fået ben at stå på, som han kun kunne have drømt om, dengang han som otte-årig fik en bluesguitar stukket i hænderne.
Hvor langt talenterne rækker, vil man blandt andet kunne følge med i på P3s Guld-fest den 22. november i Radiohusets koncertsal, hvor bandet skal dyste om årets talentpris.
Under Copenhagen Music Week kan de opleves i kulturhuset på lørdag og A-Huset på onsdag. Efter disse og andre koncerter i Københavns-området går turen til det store udland. Wolfkin har rettet kikkerten mod Tyskland. Berlin er næste stop.
HVAD LYDER WOLFKIN SOM?
Anmelderne har stået på tæerne af hinanden for beskrive, hvordan Wolfkins musikunivers lyder. En anmelder fra Politiken følte sig hensat til en plysstol i en gammeldags pornobiograf. Hos Information antog man begejstret musikken som pop-vira af farligste klasse og sendte tanker til Beach Boys og Leonard Cohen. Ekstra Bladet hørte plyndringstogtet i det rockhistoriske overskudslager og vidste ikke, hvor det hele pegede hen, men mente, at det i hvert fald var i en lovende retning.
Anmelderne er altså dybt uenige. Ligesom hver fugl synger med sin tunge, har hver anmelder hørt Wolfkin på sin måde og ladet beskrivelsen af musikken stritte i et uoverskueligt antal retninger. Det giver ikke meget mening for en musikalsk grønskolling fra Bryggebladet, og derfor har vi sprugt Wolfkin-drengene, hvad det egentligt er, deres musik lyder som:
Vi er først og fremmest inspireret af film noir. Den teatralske og dystre stemning fra de tidlige sort-hvide film skinner helt tydeligt igennem i vores musik. Mere generelt kan man kalde vores musik for melodisk rock tilført elektroniske eksperimenter. Selv ville vi kalde det noget i stil med et cowboy-agtigt, David Lynch-forskruet Las Vegas-univers, forklarer Wolfkin.
Og så giver de også en grund til, at anmelderne er forvirrede. Det er nemlig rigtigt, at Wolfkin har været ude at plyndre i musikhistoriens skatkammer. Men de har taget en endnu længere tidsrejse tilbage og har undersøgt, hvad deres inspirationskilder blev inspireret af. Så retro-elementerne går bagom de ofte brugte 80ere, 70ere og 60ere og ender helt nede i 50ernes gryende rockstart. Lyt selv til musikken på www.wolfkin.dk
Læs mere om Copenhagen Music Week og Wolfkin på følgende links:
www.wolfkin.dk
Kulturhuset Islands Brygge
Copenhagen Music Week
På bryggebladet.dk den 25. oktober 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 16-2006 (udkommer den 25. oktober).