BØRN FANGEDE BILTYV
BRYGGEBLADET 25.08.2004 - Forrige mandag fangede politiet to biltyve efter en dramatisk biljagt, der endte brat i Egilsgade. Tre parkerede biler, en lastbil, samt den bil tyvene kørte i, blev beskadiget under den vilde kørsel.
- Det er bare godt, at der kun skete materiel skade, sagde en af de lokale beboere, som overværede episoden. Man gyser ved tanken om, at mennesker kunne have været kørt ned.
Biltyvene drejede, skarpt efterfulgt af to politibiler, ned ad Egilsgade fra Artillerivej og stødte sammen med en varevogn, der var parkeret først på Egilsgade. Varevognen blev skubbet ind i nabobilen ved sammenstødet, og en tredje bil længere nede ad gaden blev også ramt. Til sidst blev biltyvene stoppet af en lastbil med stilladser, som holdt længere nede ad Egilsgade. Lastbilen stod midt på gaden og spærrede al gennemkørsel.
Politiet fangede den ene af de to biltyve øjeblikkeligt, mens den anden undslap midlertidigt.
Fire lokale drenge var dog stærkt medvirkende til, at den flygtende biltyv blev arresteret. Drengene fulgte ham på afstand på deres cykler, da han løb forbi legepladsen i Gunløgsgade. Manden smed sin trøje i en container ved Islandshus og løb derefter ind i en opgang i Bergthorasgade ved møntvaskeriet i Isafjordsgade. Drengene kunne fortælle politiet, lige nøjagtig hvor tyven havde gemt sig, og gjorde det dermed til en smal sag at anholde ham. Billederne er fra en lokal beboer, som var på pletten. ljg
På bryggebladet.dk den 25. august 2004.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 25. august 2004.