FLERE METRO-FARCER I STØBESKEEN
Planer om metrocityring kritiseres. For lang afstand mellem ny metrobane og eksisterende tognet.
BRYGGEBLADET 24.03.2004 - Politiken kunne i sidste uge afsløre de foreløbige stationsplaner for en kommende metrocityring. Morgenavisen havde fået fingrene i en hidtil hemmeligholdt rapport fra Ørestadsselskabet.
I rapporten foreslår Ørestadsselskabet, at de underjordiske stationer på en cityring skal anlægges ovenfra - populært sagt ved at grave et stort hul i jorden - og ikke ved at man borer stationsområdet ud.
Det vil betyde længere gåafstande mellem de nye stationer og eksisterende tog- eller metrostationer.
Ørestadsselskabet begrunder valget i økonomi. Det er ganske enkelt meget billigere at grave stationerne ud.
Men spørgsmålet er så, om det er optimalt at vælge at udbygge den kollektive transport med en metrocityring, som allerede på nuværende tidspunkt anslås at komme til at koste 13 milliarder kroner. Med erfaringerne fra den nuværende metro in mente - anlægsprisen oversteg budgettet med flere hundrede procent - kunne noget tyde på, at en ny metrofarce lurer i det fjerne.
Kritikerne af metroplanerne foreslår i stedet, at man kigger på erfaringer fra andre europæiske storbyer, hvor man de seneste år har bygget væsentligt billigere letbaner (sporvogne) i gadeplan. Indtil videre er der dog politisk opbakning til en metro-cityring - selv Enhedslisten vil ikke uden videre afvise en sådan løsning, sagde Keld Albrechtsen i Folketinget for to uger siden.
Økonomifarce fortsætter
For et par uger siden bad Ørestadsselskabet om at få hævet selskabets "kassekredit" hos staten blandt andet på grund af svigtende passagerindtægter, manglende grundskyldsindtægter og en uafklaret retssag med entreprenøren Comet. På trods af dette forventer Ørestadsselskabet stadig, at anlæggelsen af metroen i sidste ende vil være udgiftsneutral for skatteborgerne.
Ørestadsselskabets ønske om forhøjelse af lånerammen blev en af anstødsstenene til, at en række partier i Folketinget (SF, Enhedslisten, radikale og Dansk Folkeparti) fremsatte forslag om at nedsætte en uafhængig undersøgelseskommission, der skal kulegrave Ørestadsselskabet.
Partierne fik ikke flertal for forslaget. Regeringen og Socialdemokratiet mente, at Rigsrevisionens undersøgelser er nok. Trafikminister Flemming Hansen fortalte dog, at man har sat revisionsfirmaet KPMG til at komme med et bud på en fremtidig selskabsmodel for Ørestadsselskabet. En af mulighederne er at opsplitte Ørestadsselskabet i et togdriftsselskab og et byudviklingsselskab. Det lykkedes dog ikke oppositionen at få svar på hvilken ny selskabsdel, der i så fald skal overtage milliardgælden.
Nedgravningsfarce fortsætter
På Østamager har en borgergruppe, Amager Metro Gruppen, gennem længere tid kæmpet mod opførelsen af det, de kalder en Berlinmur. Den nuværende Metro skal i de kommende år føres videre fra Lergravsparken til Københavns Lufthavn på den gamle Amagerbanes arealer.
Hidtil har der været politisk flertal for ikke at grave metroen ned - både hos Københavns Kommune, Københavns Amt og staten, der i fællesskab ejer Østamagerbaneselskabet. Men for to uger siden var der pludselig flertal (bestående blandt andet af partiet Venstre og partierne på venstrefløjen men, uden Socialdemokratiet) for nedgravningen i Borgerrepræsentationen. Dette blot et par dage efter overborgmester Jens Kramer Mikkelsen i en pressemeddelelse havde offentliggjort, at Københavns Kommune ikke støtter en nedgravning.
I Folketinget tog Venstre på dagen afstand fra partifællerne i Borgerrepræsentationen, men nogle dage efter kunne regeringen meddele, at man ikke ville modsætte sig en nedgravning, hvis Københavns Kommune selv vil betale.
Hvis nedgravningen gennemføres, vil det fordyre projektet. Og nogle kritikere forsøger nu igen at få gang i en diskussion af, om der overhovedet er behov for en metro på det relativt befolkningstynde Østamager. agn
Link til andre nyheder:
- 18.02.04 - Sporskifte årsag til metro-afsporing
- 04.02.04 - Metrogæld i vejen for samling af trafikselskaber
- 21.01.04 - Metroens problemer vokser og vokser
- 17.12.03 - Metroens økonomiske problemer vokser
- 19.11.03 - Færre tager metroen
- 05.11.03 - Metroens store pip
- 22.10.03 - Tema: Metroens første år
På bryggebladet.dk den 22. marts 2004.
Redigeret udgave af artikel, der bringes i Bryggebladet den 24. marts 2004.