BRYGGENS TOP 15: OVERBORGMESTERDUEL FYLDTE MEGET
Manu Sareen (B), Martin Geertsen (V)og Jette Gottlieb (Ø) formåede som de eneste at blande sig med spidskandidaterne på Bryggens top 10 over stemmer.
BRYGGEBLADET 23.11.2005 - I 2001 stemte 24 procent af alle københavnere på en af de syv store partiers spidskandidater. I 2005 er denne andel steget til 49 procent. En klar indikation på at overborgmesterduellen har fyldt meget i valgkampen.
Top 15 over personlige til BR-valget 2005 på Islands Bryggge.
At Ritt Bjerregaard alene fik over 25 procent af stemmerne på Bryggen, betyder selvfølgelig meget for det regnestykke. Men selvom man ser bort fra hendes stemmer, så viser tallene stadig, at de andre partiers spidskandidater i 2005 har fået forholdsvist flere stemmer sammenlignet med 2001 også på Bryggen.
Det store fokus på overbormesterkandidaterne var naturligt, al den stund at København efter en lang årrække med Jens Kramer Mikkelsen skulle vælge en ny overborgmester.
Tre bryggeboere valgt
Bryggebladet er kun vidende om at tre af de nye borgerrepræsentanter er bosat på Bryggen. De er alle Venstrefolk.
Den ene er Martin Geertsen, der, samtidig er blevet Venstres politiske leder i København. Han opnåede 86 personlige stemmer på Bryggen.
Den anden er Jesper Schou Hansen, som fik det ottende og sidste mandat i Venstres gruppe. Af hans 309 personlige stemmer i hele byen kom de 48 fra Bryggen. Dermed blev han belønnet for de mange lokale sager, han har sat på kommunens dagsorden i den forgangne valgperiode.
Overborgmesterkampen har fyldt utrolig meget i alle partier også hos os. Så jeg føler, at jeg ligger, hvor jeg skal ligge på Brygens top 15, siger Jesper Schou Hansen til Bryggebladet.
Han var i øvrigt leder af valgbestyrelsen på Skolen på Islands Brygge.
Flere vælgere spurgte mig decideret: Hvor er stemmesedlerne til overborgmestervalget?. En god indikation på, hvor lidt plads der har været til os andre. Men jeg beklager mig ikke. Sådan er gamet. Jeg er blot glad for, at jeg blev valgt, siger Jesper Schou Hansen, der også forventer at tage store som små Brygge-sager op i den kommende valgperiode.
Sidste bryggebo er Venstres Pia Allerslev, der for et par måneder siden flyttede til bydelen.
Kanonvalg til Manu Sareen
De radikales Manu Sareen fik et flot valg på såvel Bryggen som i hele København. Med i alt 4.417 stemmer var han den kandidat i hele København, der fik flest stemmer udover overborgmesterkandidaterne. På Bryggen fik han således flere personlige stemmer end både Mikkel Warming og Mogens Lønborg.
Lige uden for top 10 på Bryggen ligger tre gamle socialdemokratiske kendinge: Jette Bergenholz Bautrup, Finn Rudaizky og Winnie Larsen-Jensen (sidstnævnte er i øvrigt folkeskolelærer på Skolen på Islands Brygge) formåede ligesom alle andre ikke at fastholde det samme antal personlige stemmer som ved valget i 2001. Dertil var Ritt-effekten for stor. De tre amagerkanere opnåede dog alle genvalg. Til gengæld skal den socialdemokratiske gruppe på Rådhuset sige farvel til erfarne politikere som gruppeformand Klaus Hansen samt Kim Christensen.
Mikkel Warming fik generelt et flot valg, men på trods af sin status som spidskandidat fik han ikke flest stemmer hos Enhedslisten i hele København. Han blev overgået af den tidligere folketingspolitiker Jette Gottlieb.
Goddag til feministisk firkløver
Sidste kvinde på Bryggens top 15 liste er SFs Ninna Thomsen. Hun var sammen med tre andre nye kvindelige SF-ansigter placeret højt på SFs opstillingsliste. De fire kvinder gik til valg som SFs feministiske firkløver. Det gav pote til alle fire og betyder, at SF skal tage afsked med garvede politikere som Jens Johansen, Hellen Hedemann og Svend Milthers, der ikke opnåede genvalg.
SFs lokale Brygge-håb Thomas Skovhus Eriksen blev heller ikke valgt. Han fik beskedne 42 stemmer i hele København, heraf var de seks fra Islands Brygge. agn
Links til andre artikler:
23.11.05 - Ritt indtager Bryggen og København
23.11.05 - Sådan stemte bryggeboerne
23.11.05 - Bryggens top 15: Overborgmesterduel fyldte meget
23.11.05 - Nye bryggeboere ændrer bydelens stemmemønster
23.11.05 - Pokerspil, rævekager & borgmesterkabaler
23.11.05 - Bryggebo i Regionsråd
23.11.05 - Hvad skal de nye borgmestre lave?
23.11.05 - Ledende artikel: Tillykke til Ritt, Trine og Jesper
På bryggebladet.dk den 21. november 2005.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 18-2005 (udkommer den 23. november).