SENIORER HAR FÅET ET VÆRESTED
Men spejderhytten er kun en nødløsning for Bryggens Aktive Seniorer.
Af Anders Godthjælp Nielsen, Bryggebladet 23.08.2006
Fremover kan Bryggens seniorer mødes i spejderhytten. Foreningen BAS (Bryggens Aktive Seniorer) har nemlig lavet en aftale med spejderne om at kunne benytte hytten i dagtimerne.
Det er utrolig rart, at vi får et sted at starte aktiviteter op. Men spejderhytten er kun en nødløsning, indtil kommunen forhåbentlig giver os nogle mere velegnede lokaler.
Møde med borgmester
I løbet af sommeren har BAS været til møde hos sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (K) for at drøfte mulighederne for at få et permanent værested.
Vi gik fra mødet med et klart indtryk af, at borgmesteren er meget imødekommende over for vores tanker, forklarer Ulf Overgaard, der dog samtidig pointerer at Mogens Lønborg ikke har åbnet pengepungen eller har fundet egnede lokaler.
Problemet er blandt andet, at det ikke er hans forvaltning, der bestyrer kommunens ejendomme, og så skal vi i BAS også have konkretiseret vores tanker endnu mere, så vi har nogle konkrete projekter at byde ind med, fortsætter Ulf Overgaard.
Formand: Meld jer ind i BAS
Han håber derfor, at endnu flere seniorer vil slutte op om foreningen og deltage i møderne.
For nylig holdt BAS et idemøde, hvor tanken var, at foreningens medlemmer skulle udvikle ideer til aktiviteter.
Desværre var der ikke så mange fremmødte, som vi havde håbet. Vi planlægger derfor at holde endnu et idemøde meget snart, slutter Ulf Overgaard.
Ulf Overgaard kan kontaktes på mobil 21 47 11 60 eller mail overgaard@brygge.dk, hvis du vil være med i BAS.
Læs mere i følgende artikler:
21.06.06 - Borgmester vil møde Bryggens Aktive Seniorer
21.06.06 - Bryggens Aktive Seniorer stiftet
07.06.06 - Søges: Værested for Bryggens seniorer
På bryggebladet.dk den 23. august 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 12-2006 (udkommer den 23 august).