NYHED TIL ALLE HIPHOP-PIGER
Louise Kjærulff Olsen har på Rejkjavikgade åbnet Københavns første ægte hiphop-butik for piger.
BRYGGEBLADET 23.06.2004 - Ikke langt fra rampen nede ved Bryggen åbner 28-årige Louise Kjærulff Olsen fra Ballerup i løbet af de næste uger sin egen hiphop-butik i Reykjavikgade. Den hedder "Hiphoppen" og er kun til piger med street attitude, men hen ad vejen regner Bgirl Louise Kjærulff Olsen med at udvide med tøj til miniature hiphoppere, så selv babyer kan få hiphopkulturen ind med modermælken.
Louise Kjærulff Olsen i butikken.
'Hiphoppen' bliver den eneste butik i København, der udelukkende satser på hiphoptøj til piger:
- Hiphopstilen er jo mere end bare hængerøvsbukser. Der er masser af smart og sexet tøj til piger, men man finder det bare ikke i stor stil på det danske marked. "Hiphoppen" vil byde på masser af praktiske, men samtidigt seje ting, bikinier med det helt nye touch over sig, old-school mærker som Hummel og måske Puma, kjoler og masser af fede solbriller, kasketter osv, siger Louise, som regner med at beklæde sommerens badenymfer med den nyeste hiphop-mode.
- Men jeg regner også med at sælge graffitti-kunst og graffitti-møbler hen ad vejen. Jeg har også forbindelser til Indien og Brasilien og regner med at få sandaler og brugskunst og den slags specielle ting derfra.
Men vi kan også vente os en mulighed for at vinylshoppe i 'Hiphoppen'. Louise Olsen har boet de sidste to år i Berkeley, Californien, og regner med at forhandle ikke bare danske hiphop og RnB kunstnere, men også vestkyst hiphop. Allerbagerst i lokalerne skal der være et Jamaica-rum med brugskunst og varer fra den egn. De røde, grønne og gule rastafari-farver er ikke til at tage fejl af - de er allerede at spore på de rå vægge. Med dygtig spraydåse-hånd er væggene besat fra gulv til loft af fede og feminine tags. Farverne er tøselækker lyserød, purpur og forfriskende mintgrøn. Vi har helt sikkert at gøre med en Bgirl, der ved, hvad hun snakker om her.
Fra Californien til Bryggen
Louise har været i hiphop-miljøet som danser, musiker og skater, siden hun var 13 år, og har været i hiphoppens USA så mange gange siden hendes stedfar tog hende med til New York som 14-årig, at hun ikke længere tæller.
Egentlig var det meningen, at hun skulle tilbage til Californien, hvor hun har en lejlighed og rejste til med håbet om at slå igennem som musiker. Men da hendes stedfar døde for otte måneder siden, kom hun hjem og skæbnen tog en ny drejning, fordi hun arvede en sum penge fra sin stedfar og besluttede sig for at starte noget op:
-Jeg kender alle hiphop-butikkerne i København,og jeg synes altid, at det - især i Danmark - altid er mænd, mænd, mænd. Og så tænkte jeg: Hvorfor er der ikke nogen, der laver en pige hiphop-butik? Og da jeg så kom hjem og arvede penge nok til at kunne starte noget op og fik de her vildt fede lokaler, og det jo altid har været min idé, og jeg er god til den slags ting, så tænkte jeg, at det måtte være skæbnens gang, så hvorfor ikke? Det ville være fuldstændig åndssvagt ikke at gøre det, siger Louise med en tro på sig selv, som aldrig har ladet sig kue af janteloven eller hiphop-drengenes undervurderende tilråb fra sidelinjen.
Det er ikke enhver tøs forundt at vinde respekt på lige fod med skaterdrengene, men Louise har aldrig været bleg for at stille sig op bag pladespilleren i stedet for at nøjes med at flashe lækker røv på dansegulvet. Fra teenageårene har hun dj'et, danset, rappet og sunget i sit band 'Propaganja'.
Der er ellers ikke så mange skaterpiger i hiphoppen er der?
- Dengang vi startede var der måske 20 eller sådan noget. Og man blev drillet og mobbet. Det var ikke altid lige nemt. Der har været meget modstand. Der blev selvfølgelig også vist masser af respekt for én, men man skulle også igennem mange lukkede døre. Der var ikke mange af drengene, der troede, at man kunne skate som pige. Men også bare den danske jantelov. Familien Danmark så jo også ned på én, helt op til år 2000 nærmest. Og nu er det så endelig vendt. Nu er hiphop- og skatekulturen endelig blevet integreret og accepteret, men det har taget næsten 25 år.
Hvad handler hiphop om for dig? Er det ikke blevet temmelig kommercielt nu?
- For mange af de mennesker, der startede med at gå ind for hiphop, handlede det om at tage nogle vigtige samfundsproblemer op: Stoffer, fakeness og den slags. I hiphop er det jo utrolig vigtigt at være real. Men hvor real er man, hvis man står med silikonebryster og fake hår? Man kan hurtigt forsvinde i skønhed og bling-bling.
One Love
- Jeg tror, at folk, der interesserer sig rigtigt for hiphop i bund og grund leder efter noget meget dybere end det. Det handler om en bedre verden, mangfoldighed og at give plads til hinanden. Jeg går ind for One Love. Én kærlighed, eet blod. Vi er allesammen mennesker på denne her jord med ret til at være her, og derfor skal vi også allesammen have selvindsigt og vide, hvornår man også lige selv burde tage sig i agt.
Kærligheden til den sorte musik er ikke til at tage fejl af hos Louise Kjærulff Olsen. Fra kælderlokalerne i Reykjavikgade udgår beatet fra hjerteregionen og sender garanteret snart gode lyde, gode vibes og lækkert tøj ud til de københavnske hiphoptøser. Denne Bgirl ved i hvert fald godt hvad klokken er... emi
På bryggebladet.dk den 22. juni 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 23. juni 2004.