KUK I METROENS COMPUTERE
BRYGGEBLADET 22.10.2003 - Københavns metro er en af få førerløse metrosystemer i verden. Det er computere, der styrer togene, men de seneste måneders forsinkelser har vist, at systemet ikke er så ufejlbarligt.
Selv om systemet er computerstyret, er metroen et sted, hvor mennesker mødes. Og når der er mennesker involveret, så kan der opstå problemer, siger Anne Grethe Foss, direktør i Ørestadsselskabet til Bryggebladet.
Bryggebladets spørger om det ikke er paradoksalt, at problemerne i stor udstrækning åbenbart er foråsaget af mennesker, når et af hovedargumenterne for, at man i sin tid valgte et computerstyret, fremfor et mere ordinært menneskestyret system, var, at man på den måde elimerede den såkaldte »menneskelige faktor«. Med et computerstyringen ville man få et mere præcist system, som ikke var så afhængigt af menneskelige fejl, lød argumentet.
I dag er meldingerne helt anderledes afdæmpede nu mener selskaberne bag metroen, man skal tage hensyn til, at computersystemet er meget følsomt. Til JP København den 3. oktober udtalte togoperatøren Ansaldos pressechef, Vicky Nielsen, således følgende:
Det er et utroligt følsomt system. Vi har at gøre med computere, der kører på skinner. Jeg tror, at mange firmaer kan nikke genkendende til dette, forskellen er bare, at vi som metro er meget synlige. Vi kører med høj frekvens på korte strækninger. Derfor bliver driften mærkbart langsommere, når man tager et tog ud.
Så der er langt fra kun tale om menneskelige fejl. Som Berlingske Tidende kunne afsløre for et par uger siden, er det nemlig så som så med computersystemets ufejlbarlighed. Metroen har simpelthen »kuk i computeren«, som morgenavisen kaldte det.
Berlingske Tidende kunne på baggrund af aktindsigt i teknikerrapporterne afsløre, at computersoftwarefejl er en af de allerstørste grunde til forsinkelser og aflysninger. Vanskelighederne skyldes blandt andet, at man har opdateret computerprogrammerne i forbindelse med åbningen af den seneste etape til Vanløse.
Flere eksperter forholder sig ifølge Berlingske Tidende kritiske over for det valgte computersystem og peger på, at den amerikanske softwareleverandør USS mangler erfaring på området.
Jernbanetilsynet, som kontrollerer sikkerheden i metroen, vil sende en delegation til USA for at kontrollere USS.
På trods af computerproblemerne fastholder Ørestadsselskabet, at det var rigtigt at lave en førerløs metro i København.
Vi mener stadig, at en førerløs metro er den rigtige løsning. Der vil altid være begyndervanskeligheder med et så stort projekt. Om nogle måneder, når både teknik og personale er mere indarbejdet, er problemerne forhåbentlig blevet meget mindre, siger Anne Grethe Foss.
Problemet har blandt andet været, at de enkelte softwaredele (i computersystemet, red.) skulle opdateres i forbindelse med åbningen af de nye etaper til henholdsvis Frederiksberg og Vanløse. Opdatering af computersoftware har medført fejl og dermed givet problemer. Det kender de fleste almindelige computerbrugere også, forklarer hun.
Forskellen er vel så blot, at det kun har konsekvenser for den private computerbruger selv, når hendes computer ikke virker, hvorimod et ikke-fungerende metrosystem har konsekvenser for mange tusinde passagerer. agn
Tema - Metroens første år:
- 22.10.03 - Billetkrigen afblæst
- 22.10.03 - Ørestadsselskabet: Undskyld, undskyld
- 22.10.03 - Ørestadsselskabet: Forsinkelser skyldes også passagerer
- 22.10.03 - Det burde være nemt at køre til tiden
- 22.10.03 - Rulletrapper sikres for 20 mio
- 22.10.03 - Oversigt over de seneste måneders største metroproblemer
- 22.10.03 - Bryggebladet mener: Vi vil have hele sandheden
På bryggebladet.dk den 22. oktober.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 22 oktober 2003.