ØRESTADSSELSKABET: UNDSKYLD, UNDSKYLD
Direktør Anne Grethe Foss beklager de mange forsinkelser og medgiver at man måske nok har forceret åbningen af etapen til Vanløse.
BRYGGEBLADET 22.10.2003 - Anne Grethe Foss, direktør i Ørestadsselskabet, er den første til at beklage de mange aflyste tog og forsinkelser i Københavns førerløse metro:
Metroens drift har absolut ikke været tilfredsstillende i de seneste måneder. Det hænger blandt andet sammen med, at vi har udført testkørsler på etapen til Vanløse, den tredje etape vi har åbnet inden for et år, forklarer hun til Bryggebladets udsendte, der møder hende i Ørestadsselskabets nyligt indrettede kontorer i den forblæste Ørestad City.
De seneste måneder har der været så mange driftsstop, at selv Arrivas kørsel eller mangel på samme blegner i sammenligningen.
Det kan så være, hvad det være vil, hvis der blot var tale om at københavnerne med metroen havde fået en EKSTRA transportmulighed. Men idet metroen har betydet, at HUR ganske logisk har nedlagt og omprioriteret adskillige københavnske busruter, så må der vel være gået et eller andet galt, spørger Bryggebladet Anne Grethe Foss:
På trods af problemerne er vi glade for metroen, som efter vores mening har givet en betydelig forbedring af det københavnske transportsystem. Men set i bakspejlet har vi nok spændt buen meget højt ved at åbne tre etaper af metroen inden for et år. Det betyder, at vi hele tiden har måttet køre testkørsel på nye strækninger samtidig med den almindelige drift. Det har givet væsentlig flere driftsproblemer, end vi havde forventet, hvilket er meget beklageligt, siger hun.
Ørestadsselskabet har valgt at åbne etapen til Vanløse to måneder før forventet. JP København oplyser den 11. oktober, at »Ørestadsselskabet har givet Ansaldo (togleverandøren, red.) en hemmelig økonomisk gulerod for at blive klar tidligere«. Dette afviser Anne Grethe Foss dog over for Bryggebladet:
Den primære årsag til fremrykningen er, at vi har været ivrige efter at give københavnerne mere metro. Ansaldo kunne sagtens vente.
Hvis vi havde ventet nogle måneder, skulle vi have foretaget testkørsler i en længere periode, hvilket kunne have medført driftsproblemer i længere tid. Og længere tids testkørsel ville ikke have reduceret problemerne.
Dette kan dog undre, set i lyset af at Ansaldos pressechef, Vicky Nielsen, i forbindelse med åbningen af strækningen til Frederiksberg har udtalt, at nettet har været meget påvirket af testkørslerne:
Nu kan vores italienske teknikere koncentrere sig om at få systemet til at køre bedre og sikre togenes længe ventede driftspålidelighed, sagde hun således til JP København den 11. oktober.
Tilbage står spørgsmålet: Har åbningen af hele metroprojektet været unødvendig forceret? Ikke bare åbningen af etape 2b til Vanløse, men i det hele taget, at man åbnede etape 1 allerede i oktober 2002? På grund af åbningen af etape 2a og 2b har det jo været nødvendigt at lave testkørsler, samtidig med at metrosystemet har skullet dække transportbehovet for mange københavnere. Med andre ord: Ville det have været mere formålstjenligt at have åbnet alle tre etaper på én gang, selvom det selvfølgelig havde betydet at hele metroen først havde åbnet i efteråret 2003?
Nej, åbningen af metroen har ikke været forceret. Men det er meget ambitiøst at åbne tre metrostrækninger inden for et år, og det har givet gener for passagererne, som vi beklager meget, siger Anne Grethe Foss og fortsætter:
Alligevel synes vi fortsat, at det var rigtigt at give københavnerne de tre etaper så hurtigt som muligt. Trods alt har mere end 90 pct. af alle tog kørt rettidigt selv i de seneste måneder. Og inden da kørte endnu flere tog rettidigt.
De mange driftsstop kan på sigt betyde, at passagerne fravælger metroen. Dette kan få ubehagelige konsekvenser for Ørestadsselskabet. Billetindtægterne er nemlig en del af det økonomiske fundament for metroprojektet. Ørestadsselskabets direktør Anne Grethe Foss frygter dog ikke dette scenarie:
Nej, jeg frygter ikke, at passagererne flygter permanent. Bare se på Øresundsforbindelsen. Selv om de havde problemer i begyndelsen, er det jo blevet en stor succes, siger hun. agn
Tema - Metroens første år:
- 22.10.03 - Billetkrigen afblæst
- 22.10.03 - Ørestadsselskabet: Forsinkelser skyldes også passagerer
- 22.10.03 - Det burde være nemt at køre til tiden
- 22.10.03 - Kuk i metroens computere
- 22.10.03 - Rulletrapper sikres for 20 mio
- 22.10.03 - Oversigt over de seneste måneders største metroproblemer
- 22.10.03 - Bryggebladet mener: Vi vil have hele sandheden
På bryggebladet.dk den 22. oktober.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 22 oktober 2003.