GLEMTE RUM I SILOEN
BRYGGEBLADET 22.09.2004 - Der er stadig nogle bygninger på Islands Brygge, som ikke er revet ned eller ombygget i den store, futuristiske stil og endnu står rungende tomme og dragende hen. De lokker os med deres tomhed. De kalder på os med deres stilhed og spøgelsesagtige eksistens. I den gamle silo ved havnen arbejder en flok kunstnere i øjeblikket på at vække de forladte rum en sidste gang, inden de ikke længere er fysiske, men kun findes indeni os selv.
Med udgangspunkt i hvert enkelt af de 12 rum fordelt på fire etager vil de deltagende kunstnere vække stedet af dets tornerosesøvn. Med lys, lyd, video, fotografi, tekst, kroppe og performance inviteres publikum til at deltage i et eksperiment, hvis erklærede formål er at vække rummenes iboende magi og undersøge den resonans, som de forladte rum skaber i vores indre. Hvad sker der, når vi går ind i tomme, forladte rum? Hvilke rum åbner de i os, og hvad kan vi skabe af det, vi finder der? Hvad opstår i resonansen mellem de rum, der omgiver os, og vore egne, indre og forladte rum?
Der venter os ikke noget fastlagt, indstuderet program. Mo[nu]mentality står for Moment. Monument. Mentalitet. Nu. Mere end en forestilling som sådan kan vi vente os en rumlig iscenesættelse, et kunstnerisk laboratorium, hvor processen er værket, og beskueren bliver deltagende og skabende ved at gå ind i rummene og fylde tomheden. I tomrummet eksisterer potentialet for alt...
Det lyder som en eminent og unik chance for sætte sit personlige spor i de tomme bygninger, som inden længe kun eksisterer i vores erindring. De medvirkende kunstnere har allerede påbegyndt deres undersøgelser. Rummene er ved at vågne. emi
Den 22. september til 2. oktober klokken 19-23 (alle dage undtagen søndag den 26. sept.) åbner de for eksperimenterende godtfolk. Halløjsa, det lyder spændende! Billetter købes i døren fra kl. 18.00 og koster 90,-/ 45,-. For yderligere info klik ind på www.monumentality.dk. Silo-Kbh. Islands Brygge no. 52, kajplads 552.
På bryggebladet.dk den 20. september 2004.
Artikel bringes i redigeret form i Bryggebladet 15-2004, der udkommer den 22. september.