BORGMESTER VIL MØDE BRYGGENS AKTIVE SENIORER
Mogens Lønborg (K) kan ikke love lokaler til BAS, men han er positivt indstillet overfor foreningen.
Af Anders Godthjælp Nielsen, Bryggebladet 21.06.2006
Den nystiftede forening Bryggens Aktive Seniorer (BAS) arbejder for, at Bryggens ældre får deres eget værested.
Rudi Sommerlund fra ældrerådet og Ulf Overgaard fra BAS foreslår den tomme kommunale bygning på Islands Brygge 35 som nyt værested for Bryggens seniorer. Arkivfoto: Ricardo Ramirez
Tankerne støttes af sundheds- og omsorgsborgmester Mogens Lønborg (K), som har det overordnede ansvar for ældrepolitikken i København. Han vil dog endnu ikke love hverken lokaler eller penge til BAS.
Men du må meget gerne skrive, at de er velkomne til at kontakte mig, så vi kan mødes og snakke om ideerne, siger Mogens Lønborg.
Det er en noget uforberedt borgmester Bryggebladet træffer telefonisk kort før deadline.
I sidste uge var der store problemer i den konservative gruppe på rådhuset, hvilket tog al Lønborgs tid. Så på trods af gentagne henvendelser hele ugen, ringer han først tilbage sent søndag aften.
Jeg beklager meget, at jeg ikke kan være mere konkret, men jeg har ganske enkelt ikke haft tid til at sætte mig ordentligt ind i sagerne. Men selve tanken om et værested styret af BAS, finder jeg helt rigtig, siger Lønborg.
Hans kongstanke er inddragelse af civilsamfundet i løsningen af samfundsmæssige opgaver.
Meningen med værestedet er blandt andet at skabe rammer for at Bryggens ældre undgår ensomhed.
Blandt andet derfor vil Lønborg ikke afvise at finde egnede kommunale lokaler, som kan stilles til rådighed på ikke-markedsvilkår. Men endnu er han altså ikke parat til at åbne pengepungen. Han vil gerne mødes med BAS først.
Njalsgården en mulighed
Sammen med Vestamager Ældreråd foreslår BAS blandt andet den tomme kommunale ejendom Islands Brygge 35.
I sidste uge vedtog Borgerrepræsentationen en masterplan for fordeling af alle byens kommunale kontorer. Planen lægger op til, at bygningerne Islands Brygge 35 og 37, der er kommet i overskud, skal sælges.
Københavns ejendomsadministration hører formelt til under Kultur- og Fritidsforvaltningen. Herfra oplyses, at indtægter fra et muligt salg af ejendommen er en del af finansieringen af masterplanen, så der er ikke umiddelbart lagt op til at bevare de to ejendomme på kommunale hænder.
I øvrigt overvejer kommunen at flytte Vej & Park-afdelingen. Den har i dag til huse i Njalsgården her på Bryggen (over Fakta-supermarkedet). Måske skal Vej & Park genhuses i et helt nyt kontorbyggeri på det sidste ledige byggefelt på Ny Tøjhusgrunden, og Njalsgården sælges.
Måske er lokaler i en del af Njalsgården også en mulighed for BAS?
Læs mere i følgende artikler:
21.06.06 - Bryggens Aktive Seniorer stiftet
07.06.06 - Søges: Værested for Bryggens seniorer
På bryggebladet.dk den 22. juni 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 11-2006 (udkommer den 21. juni).