FIELD'S TAGER IKKE KUNDER FRA BRYGGEN
Discountbølgen har også ramt Bryggen, men ikke i lige så høj grad som i provinsen.
BRYGGEBLADET 21.04.2004 - I Field's åbningsuge havde vi rent faktisk en af vores bedste ugeomsætninger overhovedet. Det undrer mig, for jeg havde da forventet, at nyhedsfaktoren ville trække mange brygge-kunder til Field's, siger SuperBrugsens uddeler Micki Høyer Hansen.
- Hvad det skyldes, skal jeg ikke kunne sige. Vi er som sagt selv lidt overraskede. Men det kan være, at de mange trofaste kunder har reageret lidt i trods ved at støtte op om de lokale butikker, siger han.
Micki Høyer påpeger, at Field's kun har været åben i et kort stykke tid, og derfor er sammenligningsgrundlaget stadig begrænset. En af forklaringerne kan endvidere være, at Bryggen er et område i vækst. Der bliver simpelthen flere, og måske også mere købedygtige, bryggeboere i disse år.
- Vi har selvfølgelig kunnet mærke, at Bryggen fik en Netto i efteråret. Når de har en stærk tilbudsavis, går det ud over os. Men generelt må jeg sige, at Bryggen er et lidt specielt sted. Kunderne er meget trofaste, og der er ikke lige så mange discountjægere, som man eksempelvis finder i provinsen, hvor SuperBrugsen har det sværere, forklarer han.
- Omvendt er det jo ikke nogen hemmelighed, at vi på nogle af basisvarerne er dyrere end discountbutikkerne. Det prøver vi som samlet kæde at rette op på. Vi har sænket priserne på en række basisvarer, men må erkende, at vi aldrig kan blive helt så billige som Fakta og Netto. Vores mål er derfor, at der på alle de lidt "kedeligere" varer kun skal være en "acceptabel prisforskel". Det skal ikke være sådan, at man skal betale det dobbelte for den samme dåse tun i vores butik sammenlignet med discount-supermarkederne, siger han.
- Discountbølgen er kommet for at blive, det må vi forholde os til. Til gengæld er det glædeligt, at vi på vores fokusområder - grønt og slagtervarer blandt andet - holder vores omsætningsniveau på trods af den øgede konkurrence i lokalområdet.
Hos en række af Bryggens ikke-dagligvarebutikker er meldingen den samme. Hos Njal Foto har man eksempelvis ikke oplevet, at kunderne er blevet færre som følge af åbningen af Field's. Ejeren Cai Sørensen peger i stedet på, at forrige års trafikomlægninger - blandt andet lukningen af Thorshavnsgade - har haft større konsekvenser for omsætningen. agn
På bryggebladet.dk den 20. april 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 21. april 2004.