FIELDS DUMPER UDLEJNINGSPRISER
Sikrer derved at næsten alle butikslokaler i Ørestads storcenter udlejes til åbningen den 9. marts.
BRYGGEBLADET 21.01.2004 - Storcentret Fields i Ørestad har haft svært ved at leje de mange butikskvadratmetre ud. Centret åbner den 9. marts, og udlejerne Steen & Strøm har derfor - ifølge dagbladet Børsens oplysninger - været nødt til at indgå særaftaler om blandt andet delvis gratis leje for at få lejet så mange butikker ud som muligt inden åbningen.
Dette bekræftes da også af flere af de nye butikslejere, som dog er kontraktligt forpligtede til ikke at oplyse de præcise rabataftaler.
I skrivende stund ser det ud til, at missionen er lykkedes lige nu er 93 procent af 65.000 kvadratmeter butikslokaler udlejet. Steen & Strøm har samtidig været tilsmilet af, at åbningen af det nye storcenter Bruuns Galleri i Århus har været en stor succes, hvilket har været medvirkende til at få flere lejere til at bide på krogen i Fields.
Butiksejere og udlejere i Fields må håbe, at metroen kører ordentligt tirsdag den 9. marts, for ellers bliver det forventede trafikkaos om muligt endnu mere kaotisk. Fields forventer, at intet mindre end 200.000 vil besøge centret på åbningsdagen.
Fields kommer til at rumme en række butikker som centervante danskere vil kende fra andre storcentre, såsom Elgiganten, Fætter BR og Hennes & Mauritz. Desuden bliver der mulighed for at handle i en kæmpe-Bilka med navnet OneStop og det engelske stormagasin Debenhams samt mange andre større og mindre butikker.
Det nye center vil skabe 3.000 nye arbejdspladser. I dette regnestykke indgår ikke de arbejdspladser, som måtte forsvinde andre steder som følge af eventuel butiksdød. Men interessen for at arbejde i Fields er overvældende. Debenhams meddelte således fornyligt, at de har modtaget mere end 2.000 ansøgninger til 125 stillinger. agn
Link til andre nyheder:
På bryggebladet.dk den 21. januar 2004.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 21. januar 2004.