KULTURHAVN 2004 SØSAT
Bryggens foreninger kan stadig nå at melde sig til.
BRYGGEBLADET 21.01.2004 - Selvom selve arrangementet først afholdes til august, er Kulturhavn 2004 allerede i fuld gang. Også i år skal festivalen, hvor københavnske foreninger viser deres aktiviteter frem, afholdes i Havneparken her på Bryggen (samt på Havneholmen ved Fisketorvet). Og interesen for at deltage er stor.
Kulturhavn-sekretariatet lover, at der bliver fuld knald på i Havneparken til august. Fra venstre Kit, Per, Nanna og Franka. Foto: Ricardo Ramirez.
- Foreningernes tilmeldinger vælter ind. Det glæder vi os meget over, og noget tyder på, at vi i år kan tilbyde endnu flere aktiviteter. Sidste år deltog de knap 200 tilmeldte foreninger med 90 aktiviteter, siger Nanna Sørensen, leder af festivalsekretariatet til Bryggebladet.
Alle foreninger - også dem på Bryggen - som endnu ikke har tilmeldt sig, skal kontakte Kulturhavn snarest. Forhåndstilmeldingen skal ske i januar måned,
Ud fra de foreløbige tilmeldinger kan Kulturhavn allerede nu fastslå, at programmet bliver mindst lige så bredt som sidste år. I år har særligt mange teaterforeninger tilmeldt sig. Der er tale om både traditionelle og mere eksperimenterende teaterforestillinger. Til de sidste hører blandt andet teaterforeningen Crumlekirke, der i deres projektbeskrivelse lægger op til at lave en forestilling uden aktivitet på scenen for på den måde at provokere publikum og sig selv!
- Styrken ved Kulturhavn er mangfoldigheden. Mange mennesker ville normalt ikke se eksempelvis Crumlekirkes ret avantgardistiske teater. Men det får de mulighed for til Kulturhavn 2004, siger Nanna Sørensen.
Folkene bag Kulturhavn er meget glade for den modtagelse, bryggeboerne har givet festivalen.
- Sidste år deltog 75.000 københavnere. De nød godt af både lyset, luften og ikke mindst det nye havnebad på Islands Brygge. Det store deltagerantal viser københavnernes glæde over, at Islands Brygge én weekend om året åbner sig til glæde for alle københavnere, turister, forbipasserende og lokale beboere, siger Nanna Sørensen.
Sekretariat holder flyttedag
Bryggebladet møder Nanna Sørensen i Kultur- og Fritidsforvaltningens lokaler på Islands Brygge, hvor sekretariatet har holdt til i de seneste år. Alle forvaltningens afdelinger skal nu samles under samme tag på Vesterbro, og sekretariatet flytter med.
- Vi er enormt kede af at skulle flytte fra Islands Brygge. Vi elsker havnen og lokalmiljøet og sætter stor pris på den tætte kontakt med alt lige fra de lokale beboere til cafeerne, forretningerne og kulturhuset. Derfor håber vi meget på, at vi i måneden op til Kulturhavn 2004 kan få stillet nogle faciliteter til rådighed på Bryggen, siger Nanna Sørensen.
Kulturhavn 2005 - nu med H.C. Andersen
Sekretariatet er også allerede i gang med forberedelserne til Kulturhavn 2005, hvor festivalen skal være med til at markere H. C. Andersens 200 års fødselsdag. Det er planen, at Kulturhavn i samarbejde med Københavns borgere, professionelle kendte teater- og musikfolk og de københavnske aftenskoler skal opføre en gigantisk udendørs musikteaterforestilling på et spektakulært sted i Københavns Havn.
Planlægningen er stadig blot i støbeskeen, men at dømme efter Kulturhavns egen begejstring for projektet er der noget, der tyder på, at både Kulturhavn 2004 og 2005 bliver noget udover det sædvanlige. agn
Links:
På bryggebladet.dk den 21. januar 2004.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 21. januar 2004.