ENHEDSLISTEN: VI SKAL LAVE EN SAMLET TRAFIKPLAN FOR ARTILLERIVEJ
Mikkel Warming var den eneste politiker, der reagerede på Bryggebladets mail. Her er hans kontante svar.
BRYGGEBLADET 20.04.2005 - Som omtalt i anden artikel har Bryggebladet forsøgt at få politikerne i tale i forhold til den fremtidige trafik på Artillerivej. Kun Mikkel Warming fra Enhedslisten har svaret. Vi bringer derfor alle hans svar på de stillede spørgsmål i det følgende.
(Foto: Ricardo Ramirez)
Hvad er dine generelle betragtninger angående Artillerivej? Ser du de nuværende og kommende trafikmængder som et problem, der skal løses, eller mener du ikke, der er behov for yderligere tiltag?
- Den stigende trafik på Artillerivej er et eksempel på en af Københavns største udfordringer - trafikken. Der skal etableres løsninger, som sikrer et fald i biltrafikken og samtidig alternative transportmuligheder, altså udbygning af den kollektive trafik til et bedre alternativ.
- Ikke mindst i områder hvor der bygges ud, som eksempelvis Islands Brygge, kan udbygning medføre uacceptable trafikproblemer for nuværende (og kommende) beboere. Derfor ønsker Enhedslisten, at der etableres kørselsafgifter for at begrænse antallet af biler i byen. Kørselsafgifter vil samtidig give midler til den nødvendige massive udbygning af den kollektive trafik også på Islands Brygge.
- Kørselsafgifter er det eneste instrument, der kan få trafikken til at falde i København. Bryggen Syd kan ikke udbygges blindt, uden at der er reelle planer for at takle den stigende trafik, skriver Mikkel Warming.
Artillerivej er en privatejet fællesvej og er i utrolig dårlig stand, selvom den i kommuneplanen er udlagt til fordelingsgade. Så vidt Bryggebladet er informeret har vejlauget en aftale med kommunen om, at det er kommunen, der forestår vedligeholdelsen af vejen. Men nogle borgere på Bryggen finder, at det har betydet, at vedligeholdelsen af Artillerivej er blevet en kastebold mellem de forskellige instanser. Vil du arbejde for, at kommunen overtaget vej-ejerskabet?
- Artillerivej er udpeget som fordelingsgade - og som sådan bør den være kommunal, skriver Mikkel Warming.
Flere peger på, at en færdiggørelse af Ørestads Boulevard (så den får direkte forbindelse til Amager Boulevard og deraf følgende lukning af Artillerivej nord for Njalsgade) kunne være en måde at aflaste Artillerivej på. Men det vil selvfølgelig øge trafikmængden på Ørestads Boulevard, som i sig selv vil stige de kommende år som følge af udbygningen af Ørestad. Hvad er din holdning til dette forslag?
- Grundlæggende vil Enhedslisten arbejde for, at der findes alternativer til biltrafikken, således at byen kan undgå den forventede voldsomme stigning i trafikken. Det kræver kørselsafgifter og massiv investering i den kollektive trafik.
- Som "teknisk" løsning, der omfordeler trafikken væk fra Artillerivej, er en færdiggørelse af Ørestads Boulevard op til Amager Boulevard et fornuftigt skridt. Lokalrådet har en række yderligere forslag, for eksempel om hastighedsbegrænsning og etablering af rigtige cykelstier på Artillerivej, som er fornuftige måder at gøre vejen mere sikker på, skriver Mikkel Warming.
Forvaltningen anfører, at det ud fra en ren trafikal betragtning ville være mest optimalt at bygge en ny vej over Amager Fælled, der kan forbinde den nordlige ende af Ørestads Boulevard med Lossepladsvej/Vejlands Alle. Hvad er din holdning til dette?
- Enhedslisten er modstander af en vejforbindelse ind over den fredede fælled, skriver Mikkel Warming.
Mener du, at det er formålstjenligt at gennemføre udbygningen af Bryggen Syd med blandt andet 1.500 nye boliger uden at lave en samlet plan for trafikbetjeningen af området?
- Der skal være en samlet trafikplan for Bryggen Syd, inden udbygningen af området for alvor går i gang, skriver Mikkel Warming.
Hvordan ser du en eventuel langsgående havnetunnel i hele denne sammenhæng?
- En langsgående havnetunnel (med opkørsler for eksempel i Indre By og på Islands Brygge) vil betyde en stigning i den samlede trafik i København. Det er en temmelig dum måde at bruge 12-15 milliarder kroner på, skriver Mikkel Warming.
Alle forslag koster som bekendt penge. Er du villig til at være med til at bevilge de påkrævede midler til den løsning, du finder optimal?
- Udbygning af nye byområder, for eksempel Bryggen Syd, er for kommunen også en investering, der i årene fremover vil give indtægter i form af for eksempel nye skatteindtægter. Blandt andet derfor skal de nødvendige midler til gennemførelsen af en samlet trafikplan findes. Derudover kan kommunen simpelthen ikke være andet bekendt overfor nuværende og kommende beboere, skriver Mikkel Warming.
Hvornår mener du, der skal skrides til handling? Først når Bryggen Syd er fuldt udbygget? Eller skal der gøres noget nu? Med andre ord skal man helbrede eller forebygge?
- Der skal være en samlet trafikplan for Bryggen Syd, inden udbygningen af området for alvor går i gang, slutter Mikkel Warming. agn
Links til andre artikler:
20.04.05 - Politikere: - Vi er ligeglade med trafikken på Artillerivej
06.04.05 - Bryggen Syd: Husk nu Artillerivej
23.03.05 - Bryggen Syd: Bryggens rivende udvikling fortsætter
23.03.05 - Bryggen Syd: Øget trafik på Artillerivej
23.03.05 - Bryggebladet mener: Flotte visioner for Bryggen Syd - men husk lige trafikken
På bryggebladet.dk den 21. april 2005.
Redigeret udgave af artikel, der bringes i Bryggebladet 07-2005 (udkom den 20. april).