FEM SKARPE TIL KØBENHAVNS HAVN OM NOKKEN
BRYGGEBLADET 19.11.2003 - De oprindelige planer om at lægge tusindvis af husbåde i hele havnen lader sig ikke gennemføre i den nærmeste fremtid, siger Københavns Havn nu. Det er faktisk kun i Sydhavnen, at der på nuværende tidspunkt er plads til 100-200 husbåde. Husbådeprojektet ved Nokken har været tænkt som første skridt - et pilotprojekt - i denne udvikling, og havnen fastholder, at pilotprojektmetoden er den rigtige vej at gå.
Opfatter I stadig området ved Nokken som den mest oplagte placering af pilotprojektet om husbåde?
Det er i hvert fald Sydhavnsområdet, man tænker på. Der har vi ikke de store skibe mere, og det er et af de afgørende sikkerhedspunkter, siger afdelingschef Karl-Gustav Jensen til Bryggebladet.
Hænger interessen for Nokken-området også sammen med grundarealernes ejerforhold?
I Nokkens tilfælde er området ejet af kommunen, og hvis projektet skal laves andre steder, skal vi jo tale med de pågældende grundejere, undtagen i de relativt få områder, som vi selv ejer.
Så det vil sige, at Nokkens beboere kan se frem til at skulle slås videre mod husbådeplanerne?
Det tør jeg slet ikke gisne om i øjeblikket. Vi har valgt at vente med at tage dén diskussion.
Det kan undre, at I fastholder planerne ved Nokken, når over 7.000 borgere har protesteret?
Jeg har heller ikke sagt, at vi fastholder projektet ved Nokken. Jeg siger, at vi på nuværende tidspunkt ikke har taget stilling til, hvad vi gør med hensyn til husbåde i Sydhavnen.
Men I har på den anden side heller ikke besluttet, at det absolut ikke bliver ved Nokken?
Nej, det har vi ikke. agn
- 19.11.03 - 7.406 protester mod husbåde ved Nokken
- 19.11.03 - Husbåde truer fortsat Nokken
- 19.11.03 - Skanska: Ring til os om husbådene, Havn
- Tema: Husbåde ved Nokken
På bryggebladet.dk den 19. november 2003.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 19. november 2003.