FASTELAVNS-GUIDE
BRYGGEBLADET 18.02.2004 - I den kommende weekend er det fastelavn. Som sædvanlig er der mange muligheder, for at lufte udklædningstøjet.
Her på Bryggen holder kulturhuset den traditionsrige fastelavnsfest på søndag klokken 14-17. I år kommer artister fra Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK) for at underholde hele familien inden tøndeslagningen begynder. Det koster ikke mere end 20 kr. at deltage. Billetter kan købes i forsalg i kulturhusets cafe.
Kan man ikke vente til søndag er der også rige muligheder for at vise sin udklædning frem på lørdag. Man kan blive sminket på det lokale bibliotek i Njalsgade fra kl.10.30 til 11.30. Derefter kan man tage metroen gratis til Kultorvet (ved Nørreport), hvor der er stor fastelavns-fest for hele byen. Temaet er dyr både fra den virkelige verden og fra fantasiens og eventyrernes verden. Så opfordringen til børn og voksne lyder: klæd jer ud som jeres yndlingsdyr. På Kultorvet kan man også blive sminket som et dyr. Tøndeslagningen begynder klokken 14 på Kultorvet.
På mandag holder mange af Bryggens børneinstitutioner fastelavnsfester. Også seniorerne i Bryggens Seniorklub slår katten af tønden i lokalerne på Artillerivej 71C på mandag fra klokken 10.15. Her vil der være boller og kakao efterfulgt af månedens menu gule ærter. agn
På bryggebladet.dk den 16. februar 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 18. februar 2004.