SORTE PENGE FOR LEJLIGHEDER
Sekscifrede beløb skifter hænder, når der handles billige andelsboliger i foreninger uden ventelister. Bestyrelserne er magtesløse.
BRYGGEBLADET 17.11.2004 - Det er ikke noget, der tales højt om på Bryggen. Men mange er alligevel klar over det. Tusindvis af kroner skifter hver måned ejer, uden at skattefar, andelsboligforeningen eller andre relevante partnere får nys om det.
A/B Isafjord er en af de andelsboligforeninger på Brygge, hvor der ikke anvendes ventelister. (Foto: Ricardo Ramirez)
Er man ung københavner, skal man være mere end almindelig døv og blind for ikke at kende nogen eller have hørt om nogen, der bliver tilbudt at købe en lejlighed, hvis de også lige vil smide fem- eller sekscifrede beløb sort med i handlen.
Og det sker også på Bryggen. Bryggebladet har kendskab til mindst én konkret sag, men på rygteplan er nævnt adskillige andre sager, blot inden for det seneste halve år. Hvad den sorte markedspris er i øjeblikket, kan der kun gisnes om, men det er ikke usandsynligt at der blandt læserne af denne artikel, sidder folk, som har betalt seks-cifrede pengebeløb for at flytte ind i en billig andelslejlighed.
Loven er ganske klar. Det er forbudt at tage mere end det på generalforsamlingen vedtagne beløb. Ligeledes er det forbudt at tvinge køber til at medkøbe løsøre, ligesom løsøre skal sælges til markedsprisen.
Det er således ikke tilladt som sælger at sige: »Du får lejligheden, hvis du også lige betaler 65.000 for det 10 år gamle komfur«.
Hvis en forening ikke har regler, der tvinger fraflyttende andelshavere til at sælge til ventelisterne, åbnes der mulighed for, at man kan sætte sin lejlighed til salg for højeste sorte bud.
Frit slag i fire ejendomme
Bryggebladets rundringning til de store andelsforeninger på det gamle Bryggen viser, at der er fire foreninger med frit salg. Det drejer sig om A/B Gunløg, A/B Njal L & Saga A, A/B Thorlakshus samt i A/B Isafjord. Dertil kommer formentlig nogle af de mindre foreninger, som ikke har været en del af rundspørgen.
Vi er klar over, at sorte penge forekommer, men som bestyrelse er der ikke noget, vi kan gøre. I forbindelse med salg af lejligheder, skriver både køber og sælger under på tro- og love. Men vores advokat oplyser, at det for en bestyrelse i praksis er meget svært at gardere sig mod sorte penge. Den krævede bevisbyrde er så stor, at det nærmest er umuligt at bevise, at der har været betalt penge under bordet, siger Rasmus Jessop, formand i A/B Isafjord, en af Bryggens ældste andelsforeninger fra 1926.
På de seneste mange års generalforsamlinger har der næsten hver gang været fremsat forslag om, at gå væk fra frit salg-princippet. Men det er blevet stemt ned hver gang. Rasmus Jessop vurderer, at nedstemningen skyldes en blanding af folk, som vil bevare muligheden for at tjene sorte penge, måske fordi de selv har betalt penge under bordet, da de flyttede ind, og andelshavere som allerede har lovet deres lejlighed bort til venner, når de flytter.
Jeg håber, at vi i hvert fald kan få skabt flertal for en »blød« venteliste, så det bliver nemmere at sammenlægge lejligheder, end det er i dag. Ligeledes ville det efter min mening være rart, om vi kunne sikre, at ældre andelshavere fik mulighed for at flytte fra eksempelvis femtesal til stuen. Det er meget svært med det nuværende frit-salgs-system, siger Rasmus Jessop.
Store Thorlakshus vil bevare solidaritetsånden
I andre foreninger har man bestemt sig for at have tvungent salg til ventelisterne. Den typiske model er, at familie har førsteret til at overtage en lejlighed, derefter kommer sammenlægning, intern venteliste og ekstern venteliste. For eksterne ventelister er princippet oftest, at man skal skrives op af en eksisterende andelshaver. Først når alle disse muligheder er udtømte, er der mulighed for, at andelshaveren kan sælge lejligheden frit. Men dette er dog ret hypotetisk i den nuværende boligsituation, hvor der er stort pres på boligerne i hele København.
Store Thorlakshus i Njalsgade, der blev dannet i 2001, er en af de ejendomme, hvor man har valgt venteliste-modellen.
I bestyrelsen er vi modstandere af frit salg. Vi vil gerne bevare lidt af solidaritetsånden. Det er vigtigt, særligt i så stor en forening som vores. Hvis man åbner for frit salg, åbner man for sorte penge, og det har en tendens til at eskalere, siger Britt Nøhr Jensen, formand i A/B Store Thorlakshus.
Britt Nøhr Jensen forklarer, at der har været stillet forslag om at ændre til fritsalg til næsten alle generalforsamlinger, men indtil videre har der ikke været flertal for at ændre princippet.
Hvis det først bliver ændret til frit salg, er det nok utænkeligt at forestille sig at vi vender tilbage til ventelister. Folk køber jo en bolig på et grundlag, der foreligger, siger Britt Nøhr Jensen.
Tilsvarende meldinger kommer fra flere af de andre formænd i foreninger med tvunget salg til venteliste. Således siger eksempelvis Tania Leiton fra A/B HAB:
Det er helt klart holdningen hos os, at folk ikke skal kunne tjene sorte penge på at sælge deres lejlighed. Folk har stået på vores venteliste i mange år, og det ville ikke være fair at droppe den. agn
17.11.04 - Tema-forside: Andelsboliger på Bryggen
17.11.04 - Andelsboligpriserne stiger på Bryggen
17.11.04 - Sorte penge for andelslejligheder
17.11.04 - En tikkende bombe
17.11.04 - Fakta: Sådan fastsættes prisen på en andelslejlighed
Kort over andelsboligforeninger (åbner i selvstændigt vindue)
På bryggebladet.dk den 16. november 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 19-2004 (udkommer 17. november).