BRYGGEBLADET NR. 12-2003 (13. AUGUST) I EKSTRAKT
Nokken i oprør over husbåde-planer
Det 80 år gamle fiskerleje, der nu er en haveforening med plads til skæve eksistenser og alternative småfamilier, raser over kommunen og havnens planer om at lægge 30-35 husbåde i millionklassen ud for den offentlige strandeng ved foreningen. Nokken forstår ikke hvordan et så stort projekt kan gennemføres uden man inddrager borgerne, ligesom Nokken ikke mener at der er tale om husbåde i en traditionel forstand. Kommunen og Københavns Havn går stille med dørene, men mener ikke Nokken har så meget at frygte.
Fodboldfest på Fælleden - Hekla Park indviet
De nye boldbaner på Lossepladsvej - Hekla Park - blev indviet den 9. august. Mange trodsede varmen og mødte op til festlighederne. Snoreklipningen blev foretaget af den mangeårige Hekla-leder Niels Hvid, som inden modtog KBUs ærefulde sølvnål for sit store engagement i boldklubben Hekla. Banerne blev taget i brug med det samme af en gruppe ivrige drenge.
Men ingen bus til Hekla Park
På trods af at Hekla Park blev indviet den 9. august var det ikke blevet afklaret, hvordan børnene skal komme sikkert til og fra boldbanerne. HUR og kommunen har haft fire år til at finde en løsning, men diskuterer stadigvæk hvem der skal betale og hvad der er behov for. Kommunen er nu ved at analysere transportbehovet, men formentlig vil der først være en løsning klar til forårssæsonen.
Havnebad - et fedt sted at arbejde
Søren Hvalsøe, leder af livredderkorpset i det nye havnebad glæder sig over en supersommer i havnebadet. Folk er generelt gode til at overholde reglerne, men det er forbudt og i øvrigt livsfarligt at dykke ned under anlægget, forklarer han til Bryggebladets udsendte.
75.000 deltog i Kulturhavn
Kulturhavn 2003 var en stor publikums- og arrangementsmæssig succes, siger lederen af Kulturhavn Nanna Sørensen i et interview med Bryggebladet. Festivalen er tilbage næste år - formentlig med et endnu større budget. Bryggebladets turnering Bryggen Open i Petanque blev endnu engang afholdt i forbindelse med Kulturhavn. De Runde Drenge fik trofæet tilbage til Bryggen efter en dramatisk finalesejr over favoritterne Grevlingerne.
Feriebolig på Bryggen
En række af de dyre, nybyggede lejligheder i København er solgt uden bopælspligt, herunder også i Havnestadsejendommen, Pressesiloen. Silkeborg Kommune er en af køberne, der bruger lejligheden som feriebolig for kommunens medarbejdere. Kommunen ændrede før sommerferien reglerne, således at alt nybyggeri nu er omfattet af krav om helårsbeboelse.
Ørestadsselskabets ukuelige økonomiske optimisme
Selvom metroens passagertal ikke lever op til det forventede, og selvom grundsalget også har svigtet betegner Ørestadsselskabet selv 2002 som et tilfredsstillende år. Til gengæld ankommer metroen formentlig før tiden til Vanløse, ligesom man snart forventer at kunne øge togfrekvensen og udvide natkørslen.
Stop havnens fartbøller
Københavns Havn indfører hastighedsgrænse på seks knob for at forhindre at hurtiggående speedbåde kolliderer med havnens øvrige trafikanter.
Parkeringsordning ophæves
Endnu et kapitel i den endeløse fortælling om den omstridte to-timers parkeringsordning. Kommunen har nu ophævet den på de såkaldte private fællesveje, således at ordningen kun gælder på et fåtal af Bryggens gader. Kort over parkeringsmulighederne på Bryggen findes på kommunens hjemmeside (klik her).
Njalsgade Teater åbner til september
De to skuespillerinder Mille Berg og Mette Rye Iversen åbner teater i Njalsgade. Her skal både være offentlige forestillinger og teaterskole for børn.
Asiatisk besøg i kulturhuset
I det meste af august er der Images of Asia og Asian Waterfront Copenhagen i Islands Brygges Kulturhus. Desuden præsenterede Bryggebladet 12-2003 den nye brugerbestyrelse i kulturhuset, som blev valgt efter kampvalg på en i øvrigt udramatisk generalforsamling.
bryggebladet.dk - nu mere udbygget
Redaktionen har brugt sommerferien på at opdatere og forbedre bryggebladet.dk. Blandt andet kan Fagregistret nu findes på denne side, ligesom der er kommet omfattende links-sider til.
Nye butikker
I sommerens løb er der åbnet flere nye butikker på Bryggen. Blandt andet skønhedsklinikken Smuk i Njalsgade og cafe- og antikvitetsbutikken Soffis Kælder i Vestmannagade. Bryggebladet har besøgt ejerne.
Debat om Bryggenet, Kulturhavn, oprydning og aflyste busafgange
Læserbrevsdebatten kommer vidt omkring i dette nummer af Bryggebladet. Bryggenet skriver om GNs dårlige kundeservice, Gunnar Perner kalder Kulturhavn en succes for fuldt drøn, og peger på at støjniveauet kan blive et problem for fremtidige arrangementer, Merete Jensen undrer sig over de mange aflyste bus 40-afange og Per T. Thiim opfordrer bryggeboerne til at rydde bedre op i Havneparken.