BRYGGEBLADET MENER: STEMMER DER TÆLLER
Leder i Bryggebladet 17-2005 (9.11.2005)
Hvem skal være Københavns nye overborgmester. Ritt eller Pind? Bo Asmus eller Bondam? Eller måske Warming, Frevert eller Lønborg?
Det har været et af de største temaer i valgkampen forud for valget til Borgerrepræsentationen den 15. november. »Præsident-valgkampen« har fyldt meget i nyhedsstrømmen, hvilket måske har betydet, at alle andre kandidater har haft svært ved at komme til orde.
Også her på Bryggebladet er vi røget med på »overborgmester-galejen«. Som det er læserne bekendt, har vi forud for dette og det seneste nummer haft besøg af overborgmesterkandidaterne fra de syv store partier.
Nogle har kritiseret os for denne prioritering. De mener, at valgkampen har været alt for personfikseret. Kritikerne har helt ret i, at vi har fokuseret på spidskandidaterne. Men det er altså en stor begivenhed, at København skal have en ny førstemand eller -kvinde efter Jens Kramer Mikkelsen har siddet tungt på kommunen i en lang årrække.
Vil det lykkes oppositionen at få sat en stopper for 102 års socialdemokratisk styre? Eller vinder Ritt Bjerregaard en overbevisende sejr? Meningsmålingerne tyder på det sidste, men valgkampen er langt fra overstået, og bagefter venter konstitueringsforhandlingerne, som måske byder på overraskende nye konstellationer.
Personer betyder hvad enten man kan lide det eller ej meget i politik. Ikke mindst når det gælder kommunalpolitik.
I en stor kommune som København kan de enkelte bydele nemt drukne i mængden. Derfor er det vigtigt, at Bryggen bliver en del af spidskandidaternes mentale Københavnskort. Ingen af disse bor jo på Bryggen, og derfor har de ikke samme føling med lokalområdet som de politikere, der er bosat her.
Selvom vi med vores prioritering har været personfikserede, så har ambitionen ikke været at udspørge kandidaterne om deres personlige forhold. Nej, vi har været interesseret i deres politiske holdninger og visioner.
En anden ambition har været, at identificere forskelle og ligheder mellem de syv spidskandidater. For selvom der er valgkamp, og politikerne er i gavehumør, så er der under overfladen og festtalerne betydelige politiske forskelle mellem kandidaterne.
Alle de andre kandidater har til gengæld haft rig lejlighed til at komme til orde i debatspalterne.
Vi har desuden fravalgt at skrive redaktionelle artikler om valget til regionsrådet. På Bryggebladet mener vi, at valget til Borgerrepræsentationen har større direkte betydning for bryggeboernes hverdag. Derfor har Regionsvalget også været henvist til debatspalterne.
Som vanligt afstår Bryggebladet helt fra give gode råd om, hvor stemmen skal placeres. Bryggebladet har ingen partimæssige tilhørsforhold, og så tror vi i øvrigt, at læserne er kloge nok til selv at træffe deres valg blandt andet på baggrund af de informationer, de har kunnet læse i Bryggebladet, men selvfølgelig også ud fra deres ideologiske grundholdninger, deres mening om enkeltsager, deres vægtning af bydelsmæssige forholds betydning med meget mere.
Vores eneste opfordring derfor skal lyde: Brug din stemme den 15. november. Det er politikerne på Rådhuset, der fastlægger rammerne for københavnernes dagligdag. En stemme giver indflydelse. Stemmer tæller.agn
Læs mere:
26.10.05 - Bryggebladet møder Mikkel Warming
26.10.05 - Bryggebladet møder Mogens Lønborg
26.10.05 - Bryggebladet møder Klaus Bondam
09.11.05 - Bryggebladet møder Bo Asmus Kjeldgaard
09.11.05 - Bryggebladet møder Louise Frevert
09.11.05 - Bryggebladet møder Søren Pind
09.11.05 - Bryggebladet møder Ritt Bjerregaard
På bryggebladet.dk den 9. november 2005.
Redigeret udgave af leder bragt i Bryggebladet 17-2005 der udkommer den 9. november 2005.