- JEG GLÆDER MIG
Ghita Olsen er udnævnt til ny lokal sognepræst. Bryggebladet mødte hende i Hans Tausens Kirke, en måneds tid før hun bliver indsat.
BRYGGEBLADET 09.06.2004 - Jeg glæder mig utrolig meget til at blive sognepræst på Bryggen.
Ordene er Ghita Olsens. Hun tiltræder den 1. juli som afløser for Bjarne Fabritius Petersen, der gik på pension 1. maj.
Bryggens nye sognepræst er en meget sød og imødekommende kvinde. Da vi mødte hende i sidste uge, var hun iklædt en afslappet lyserød trøje og et smil på læben.
Ghita er 44 år gammel, men har ikke været uddannet præst i mange år. Hun startede sin løbebane i et ganske andet miljø.
- Da jeg var ung, var jeg absolut ikke kristen. Jeg er døbt og konfirmeret, men som så mange andre unge på det tidspunkt var jeg vel erklæret ateist, siger hun med et skævt smil.
Hun startede derfor på RUC i slutningen af 1970'erne og endte med en bachelorgrad i historie og datalogi i 1983. Herefter blev hun ansat i den nystartede edb-afdeling i Danmarks Geologiske Undersøgelse, hvor hun var ansat frem til midten af halvfemserne.
Præst i en sen alder
Da Ghita var først i 30'erne, skete der noget. Hun bryder sig ikke om at kalde det en omvendelse, men udtrykker det i stedet på følgende måde:
- Man kan måske bedst beskrive det som, at jeg blev ældre og klogere. I hvert fald begyndte jeg at komme i folkekirken, og kristendommen begyndte at betyde meget for mig. Egentlig var jeg meget åben for kristendommen, allerede da jeg blev konfirmeret. Men jeg kommer fra en almindelig dansk familie, hvor troen ikke fyldte så meget. Og derfor blev det nogle andre ting, jeg kastede mig over dengang, forklarer hun.
- For små ti år siden var jeg kørt træt i mit job. Jeg fandt simpelthen ud af, at jeg ikke var landet på den rette hylde. Som mange andre i den alder havde jeg behov for at få afklaret nogle ting, og jeg fandt mit svar i kristendommen.
- Desuden har jeg altid været glad for at snakke med mennesker, og da jeg efterhånden fungerede som sjælesørger for mange kolleger og venner, virkede det også af den grund naturligt at starte på teologi-studiet, siger hun.
Forståelse for skepsis
Det er tydeligt, at kristendommen i dag betyder meget i Ghitas liv. Men hun er ikke kristen på en dogmatisk og missionerende måde. Hun udtrykker stor forståelse for den skepsis, som nogle moderne mennesker kan have over for kristendommens budskaber.
- Jeg ønsker ikke at omvende folk. Men jeg håber selvfølgelig, at andre åbner op for budskaberne, ligesom jeg selv gjorde. Jeg fik i hvert fald gjort mine fordomme til skamme, da jeg begyndte at komme i folkekirken. Den havde noget, jeg kunne bruge, forklarer hun.
- Som præst kan jeg bruge mig selv på en måde, som jeg savnede i mit tidligere job. At være præst betyder, at man skal have kontakt til mennesker i glædelige og sørgelige øjeblikke. Derudover kan jeg godt lide det udadvendte ved jobbet i forbindelse med gudstjenester og andre kirkelige arrangementer. Præstejobbet er meget alsidigt.
Gudstjenester for begyndere
Ghita Olsen forventer ikke at revolutionere præsteembedet på Bryggen. I starten vil hun koncentrere sig om at lære sognet at kende. Men på sigt har hun nogle ideer til, hvordan hun kan gøre kirken endnu mere bredtfavnende.
- Jeg kunne godt tænke mig at afholde en slags "Gudstjenester for begyndere". Der er mange mennesker, som måske ikke helt forstår, hvad der foregår til en gudstjeneste. Det er lidt ligesom med fodbold. Hvis man ikke kender reglerne, er det svært at finde ud af. Men når man først har lært dem, bliver det sjovt, siger hun.
Efter de seks et halvt år, som det tager at blive cand.theol, fik hun job i Adventskirken i Vanløse. Det er en almindelig dansk folkekirke, hvor hun i et år frem til slutningen af 2003 fungerede som præst i et barselsvikariat. Siden har hun været ansat i samme kirke som sognemedhjælper. Et job hun nu skifter ud til fordel for stillingen som sognepræst i Hans Tausens Kirke.
Kirkens sociale arbejde er vigtigt
I Vanløse har hun forsøgt sig med en række nye tiltag. Blandt andet har hun sammen med sin mand holdt kommunikationskurser for par.
- Der var ikke tale om terapi. Jeg havde heller ikke nogle skjulte kristne dagsordener. I stedet brugte vi meget tid på konkrete metoder til at blive bedre til at snakke sammen i et parforhold, forklarer hun.
I det hele taget synes hun, at kirkens diakonale funktion - det sociale arbejde - er vigtig. Hun sidder i bestyrelsen for Kirkefondet - en uafhængig organisation inden for folkekirken. Den blev oprettet i slutningen af 1800-tallet for at styrke kirkerne i København. Dengang gav det sig hovedsageligt udslag i byggeri af kirker. I dag arbejder Kirkefondet over hele landet og har som formål at inspirere og rådgive, når et sogn ønsker at udvikle de muligheder, som menighed og kirke udgør i lokalsamfundet.
Glæder sig til at blive en del af Bryggen
Ghita har været gift i 19 år. Hun og hendes mand bor i Farum. Men til august er renoveringen af præstegården færdig, og så flytter de til Bryggen. Der er stor arbejdsløshed blandt præster, så mange nyuddannede søger meget bredt. Det har dog ikke været tilfældet for Ghita, som blev udvalgt blandt intet mindre end 80 ansøgere.
- Da jeg søgte job, var det vigtigste at finde et sted, som virkede til at være rigtigt for mig. Det er Bryggen. For en udefrakommende virker det til at være noget særligt at bo på Bryggen. Der er en lokal identitet, som jeg godt kan lide. Bryggen er desuden et sted i voldsom udvikling. Det er meget spændende, og jeg vil gerne være med til at sørge for, at kirken kommer til at spille en rolle i udviklingen, siger hun.
Hun glæder sig derfor til den 1. juli, hvor arbejdet for alvor kan begynde.
- Jeg har fået et meget positivt indtryk af de andre ansatte i sognet. Jeg vil gerne slå rod her på Bryggen. Mit håb er, at jeg kan blive her som sognepræst, indtil jeg skal pensioneres.
- At være sognepræst er lidt ligesom et giftermål. Jeg har valgt Hans Tausens Kirke, og kirken har valgt mig. Det er et forpligtende samarbejde, som jeg glæder mig meget til at tage hul på, slutter hun.
Bryggeboerne kan møde Ghita Olsen første gang til højmessen den 4. juli. Her bliver hun formelt indsat af Amagerbros provst. agn
På bryggebladet.dk den 8. juni 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 9. juni 2004.