NUMMER ET I DANMARK... OG I JAPAN
Det går forrygende for Jade Ell, som på torsdag vender tilbage til kulturhuset.
BRYGGEBLADET 09.03.2005 - "Det var så jätekul i kulturhuset i hösten - så nu har de frågat om jeg vil træde op igen. Og det er vældig nemt for mig, for jeg bor jo lige rundt hjørnet", siger Jade Ell på sit klingende svenske modersmål tilsat et par danske gloser. Hun sidder indendørs i caféen og kigger ud på sneen, mens hun varmer sig med en kop kaffe.
- Jeg tænker meget i melodier og sange. En avisartikel, en film, en samtale eller bare en simpel situation. Alt sammen er en potentiel sang, siger Jade Ell.. Foto Ricardo Ramirez
For de der gik forgæves i efteråret, er der i morgen en ny chance for at høre Jade Ell og hendes fantastiske stemme. Denne gang har hun et helt band med og gæsteoptræden af den nye grønlandske superstjerne Angu.
Ny cd på vej
I øjeblikket går det rigtigt godt for den spinkle svenske singer-song-writer, der har boet på Islands Brygge siden i sommers. Så godt, at man kan tale om, at hun er er på vej til at få et mindre gennembrud.
Jade Ell´s debutalbum "Promises and Prayers" fra 1999 blev rost både i Danmark, Holland, Belgien, Østrig, Tyskland og fædrelandet Sverige. Og i næste måned er Jade Ell klar med en ny samling kærlige og varme pop/rock sange, som både hun og anmelderne har store forventninger til. Det nye album får titlen "Methods of a Hostage Negotiator"
- Vi føler os tit som gidsler i vores eget liv. Det er andre, der styrer for os. Du må bryde ud af den cirkel, hvis du vil have et godt liv. Det kræver kløgt, overblik og ja, forhandling. Ligesom hvis du forhandler med en rigtig gidseltager. Her er det bare livet, du forhandler med, siger Jade Ell om hendes kommende album, der præges af sange om tilværelsens små begivenheder og skæbner.
Hvor hendes første album fokuserede mere på hendes fortid, så handler "Methods" mere om de umiddelbare sanselige indtryk.
- Jeg har altid haft let ved at sætte musik på mine iagttagelser. Jeg tænker meget i melodier og sange. En avisartikel, en film, en samtale eller bare en simpel situation. Alt sammen er en potentiel sang. Ubevidst tænker jeg: Hvordan kan jeg synge dette?, siger Jade Ell, som ser sig selv som "Storyteller" mere end noget andet.
Det handler om at tage ansvar
Musik har altid været en grund-ingrediens i Jades liv.
- Når du bruger det meste af din barndom på at flytte fra det ene sted til det andet, er det utroligt, hvor meget én enkelt ting kan blive din eneste tryghed, siger hun.
For Jade var denne enkelte ting et gammelt, sort flygel. Flygelet har hun holdt fast ved i sin nomadetilværelse rundt omkring i verden - USA, Sverige, Israel og nu Danmark, hvor hun bor sammen med sin kæreste. Flygelet ledsager hende også, når hun optræder på de små jazzklubber eller større koncertsteder. Om Jades tekst og musik siger hun selv:
- Jeg vil gerne have, at musikken ikke bliver alt for pæn. Der må gerne være lidt skævt under den polerede facade. Sådan er det også med mine tekster. Jeg prøver frem for alt at indfange det magiske i situationen. Skæbnerne. Det anderledes. Flere af mine tekster handler om "Borderline-people". Om de sære og de svage eksistenser, siger hun.
- Det handler om at tage ansvar. Ikke kun for sig selv, men også for de eksistenser, der befinder sig på kanten. Jeg selv startede med at skrive musik, efter jeg kom ud for en trafikulykke som 11-årig. Det var en traumatisk oplevelse, som jeg kom ud af ved at skrive om den.
Både sanger og sangskriver
Jade Ell skriver både musik på egen hånd og sammen med andre. På "Methods" har Jade arbejdet sammen med Mats Hedström, tidligere medlem af 70ernes svenske hitgruppe Magnum Bonum.
Via Mats Hedström har hun lavet to sange til Sanne Salomonsens nyeste og meget roste cd: "The Album". Salomonsens cd røg i sidste uge op som nummer et på forhandlernes hitliste over mest solgte cd´er. Og som om Danmarks nummer 1 ikke er nok.
- Ja, så ligger jeg faktisk også nummer 1 i Japan lige nu. Det er helt fantastisk, griner en lidt stolt Jade Ell.
Den japanske kunstner Yuki har brugt Jade Ell´s sang "Im your Cure" som forlæg, og den i Japan meget anerkendte sangerinde har med melodien taget japanerne med storm.
I det hele tager skriver Jade Ell ofte sange til andre end sig selv.
- Mit liv som sangskriver og sangerinde er i virkeligheden to sider af samme sag. Det vigtigste for mig er budskabet og historierne. Nogle gange bruger jeg selv sangene. Andre gange deler jeg dem med andre, som for eksempel Sanne Salomonsen eller Lars H.U.G., som på sin sidste cd "Save Me From This Rock´n Roll", brugte mig som sin såkaldte "Lyric Doctor".
Også inden for filmmusikken er Jade Ell produktiv. I den svenske version af tegnefilmen "Hjælp Jeg er en Fisk" stod Jade Ell for soundtracket, og i den nye danske film af Morgen Arnfred, "Den Store Dag", der har Trine Dyrholm og Nikolaj Steen i hovedrollerne, står Jade Ell for hovednummeret og er med på cden, der udkommer sammen med filmen.
- Lidt pudsigt at jeg nu laver filmmusik til Nikolaj Steen. Ham har jeg arbejdet meget sammen med tidligere. Men det var som musiker, ikke skuespiller, siger hun.
Filmen har i øvrigt premiere den 18. marts, så også her kommer vi til at stifte bekendtskab med Jade Ell.
Men man kan også møde hende før - faktisk allerede i morgen torsdag i kulturhuset, hvor Jade Ell går på scenen klokken 21. Dørene åbner en time før, og det koster 70 kroner at komme ind ad dem. tkj
GRØNLANDSK STORTALENT KIGGER FORBI
Som det fremgår ovenfor, giver Jade Ell koncert i morgen, og rygterne vil vide, at hun på scenen får hjælp af Angu. Angu sang i øvrigt med på Jade Ell´s første cd. Det grønlandske stortalent har netop udgivet sit debutalbum inklusive de to hits "Time For Time" og "Red Lights", som har været spillet en del i radioens P3.
Anmelderne faldt nærmest i svime over Angus nye plade: Politiken gav den fem hjerter og mente blandt andet, at pladen "er noget af det mest melodiske fra en debutants side længe". BT gav den fire stjerner, og anmelderen skrev, at "(den) mangefarvede produktion åbnede sig og sugede mig ind".
Angu er født i Qaqortoq (Julianehåb) i Grønland, lever og arbejder som sanger og musiker i København, skriver sine tekster og synger dem på engelsk. Vokset op i Grønland i periferien af den traditionelle grønlandske kultur, men altid med en guitar og grammofon ved hånden, så den storslåede natur blev akkompagneret af politisk bevidst 70er-musik og en bred vifte af pop- og rockrytmer. Kombineret med Jade Ell´s svenske baggrund bliver det en fin kosmopolitisk cocktail, der på torsdag rystes sammen. tkj
På bryggebladet.dk den 9. marts 2005.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 04-2005 (udkommer den 9. marts).