NEPHEW VÆLTEDE KULTURHUSET
BRYGGEBLADET 09.03.2005 - I fredags spillede Nephew en såkaldt showcase i kulturhuset. En showcase er en mini-koncert, som blandt andet fungerer som promotion i forhold til pladeselskaber.
Et par hundrede begejstrede fans havde også sikret sig billetter og de skabte en intens kulisse. Sveden drev af både publikum og band efter omkring en times heftig musik, hvor der både blev lejlighed til at lytte til alle hittene fra USADSB-albummet samt til et par numre fra en tidligere udgivelse.
Det er ikke hver dag et så stort nationalt navn gæster kulturhuset. Men det skyldes blandt andet en målrettet indsats fra kulturhusets side. Hvis det står til kulturhuset skulle Nephew-besøget således gerne blive det første i en række af showcase-arrangementer, som dkbmotor, en af de største danske koncertarrangører, vælger at lægge i huset på havnen.
Hvis det lykkes at få et godt samarbejde op at stå med dkbmotor kan det på sigt betyde, at endnu flere spændende musiknavne vil gæste Islands Brygge - også til koncerter, hvor der er adgang for alle.
Desuden har det sikkert også spillet en rolle, at Nephew og forsanger Simon Kvamm har en tilknytning til Bryggen. Rygterne vil vide, at århusianeren Kvamms københavnske residens skal findes lige her på Bryggen.
Ud over at give pladselskabsfolk, dedikerede fans samt enkelte bryggeboere mulighed for en intim koncertoplevelse, fungerede mini-koncerten samtidig som opvarmning til Danish Music Awards - det danske grammy-show - som blev afholdt i KB-Hallen i lørdags. Her skulle Nephew nemlig også på scenen. Dels for at fyre et par numre af, dels, skulle det vise sig, for at modtage intet mindre end fem priser.
Nephew var nomineret i fem af de i alt 14 danske kategorier. Og de vandt dem alle fem: Årets Danske Rockudgivelse (for "USADSB"), Årets Danske Musikvideo (for "Superliga"), Årets Danske Hit ("Movieclip"), Årets Danske Gruppe og Årets Danske Udgivelse ("USADSB"). agn
På bryggebladet.dk den 9. marts 2005.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 04-2005 (udkommer den 9. marts).