BRYGGEBLADET MENER: HVAD GØR VI NU, LILLE KOMMUNE?
Leder i Bryggebladet 02-2005 (09.2.2005)
Netop som man troede, at lokalplanen for Artillerivej Øst (den med skoleudvidelsen, I ved) endelig var faldet på plads, tyder noget på, at ikke alle problemer er løst. Som det fremgår af en artikel i dette nummer af Bryggebladet, er spejderne på Bryggen temmelig frustrerede over de mange forskellige signaler, de oplever kommunen sender.
Spejdernes situation er blot det seneste i rækken af eksempler på, hvordan en del af den kommunale forvaltning tilsyneladende siger ét, og en anden forvaltning gør noget andet. Det er ganske enkelt ikke formålstjenligt, hverken ud fra en samfundsmæssig, økonomisk eller socialt bevidst synsvinkel.
For hvad enten spejderne har ret eller ikke ret i deres kritik, så ændrer det ikke ved, at det er en håbløs sag set fra spejdernes og dermed nogle borgeres synsvinkel. Det kan kommunen ikke være tjent med.
Det er jo altid nemmere at pege på problemerne, som vi gør her, og straks sværere at anvise løsninger. For det er logisk, at det kan være svært at få koordineret alle indsatser i en så stor kommune som København. For flere år siden gennemførte man en række bydelsforsøg for at bringe beslutningerne tættere på borgerne. Disse forsøg blev nedlagt af flere årsager.
Vi taler ikke for en genoplivning af bydelsforsøgene, men foreslår at man forsøger at nytænke måden hvorpå de kommunale forvaltninger snakker sammen.
Hvordan ved vi ikke. Men det kunne man finde ud af ved at sætte nogle undersøgelsesprocesser i gang. Det kunne passende ske efter det kommende kommunalvalg.
I de fleste andre af landets kommuner skal man som følge af den kommende kommunalreform til at gentænke hele organisationen. Måske København skulle vælge 2006 som en naturlig anledning til at gøre det samme, også selvom vores kommune ikke skal lægges sammen med andre. agn
Links til andre artikler:
09.02.05 - Kampen om spejdernes trekant
På bryggebladet.dk den 8. februar 2005.
Redigeret udgave af leder bragt i Bryggebladet 02-2005 der udkommer den 9. februar 2005.