MINDRE CYKELBRO BLIVER DYRERE
Landanlæg bliver mindre genererende for beboerne i Havnestad.
BRYGGEBLADET 09.02.2005 - Kommunen har netop præsenteret de seneste planer for en cykel- og gangbro til Fisketorvet. Projektet, der har været på tegnebrættet i et par år, er nu på vej i entreprenørudbud. I modsætning til tidligere forslag arbejder kommunen i dag med planer om en drejebro med noget lavere frihøjde i stedet for tidligere forslag om en klapbro.
Sådan forestiller arkitekterne sig nu, at broen skal se ud. Beboerne i Frøsiloerne slipper for at have en tilkørselsrampe i anden sals højde. (Illustration: Dissing+Weitling)
Det har den positive konsekvens for beboerne ved landanlæggene i Havnestad, at de slipper for en rampe i anden sals højde. Den planlagte bro kommer, som det fremgår af illustrationen her på siden, til at ramme landjorden i niveau nogenlunde med kajkanten.
Samtidig flyttes broens placering en smule mod nord, så den nu kommer til at ramme Bryggen ud for det nordlige silotårn i Frøsiloerne eller Gemini Residence, som bygningen kommer til at hedde.
Kommunen vurderer, at den nye bro kommer til at være dyrere end de 39 mio. kr., der allerede er sat af til projektet. Dette blandt andet fordi Søfartsstyrelsen har stillet krav om, at gennemsejlingsbredden i det oplukkelige broelement skal være 35 meter mod tidligere 25. Det har også haft betydning for valget af en drejebro.
Her kommer broen til at ligge. På tegningen er drejefunktionen også illustreret. Kort: Københavns Kommune
Alt i alt vurderes det, at prisen på broen let kan løbe op i 50 mio. kr. Kommunen sender dog broen i licitation i håb om, at en "særlig interesseret" entreprenør melder sig på banen med et tilbud, der ikke overstiger de allerede afsatte 39 mio. kr. Af disse midler har grundejerne i Havnestad og på Sjællandssiden i øvrigt tegnet sig for 17,5 mio. kr. over en tiårig periode.
Peter Larsen fra Bygge- og Teknikforvaltningen oplyser til Bryggebladet, at han forventer at have udbudsmaterialet klar inden for kort tid. Derefter går der et par måneder, før tilbudene er blevet indhentet og færdigbehandlet, og først herefter kan byggeriet gå i gang. Derfor forventer han, at broen tidligst kan åbne til foråret 2006. agn
Læs de tidligere artikler om sagen:
15.12.04 - Cykelbro til Fisketorvet flyttes
23.06.04 - Cykelbrobeslutning udsat
09.06.04 - Cykelbro-planer holder stadig
05.05.04 - Kramer bekræfter støtte til cykelbro
21.04.04 -
Cykelbro mere aktuel end nogensinde
19.11.03 -
Trafiknoter: Havnebus, færge vs. cykelbro, dieselbiler m.m.
03.09.03 -
Færge i stedet for cykelbro?
(Illustration: Dissing+Weitling)
På bryggebladet.dk den 8. februar 2005.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 02-2005 (udkommer 9. februar).