FLOT START FOR KULTURHUSETS NYE SPISEHUS
Der skal være plads til alle, mener de nye forpagtere i den udliciterede kulturhus-cafe.
BRYGGEBLADET 09.02.2005 - Efter længere tids hemmelighedskræmmeri blev de nye café-forpagtere i tirsdags præsenteret for bryggeboerne. Et stuvende fuldt kulturhus blev, akkompagneret af en hyggepianist og eksotiske smagsprøver fra køkkenet, præsenteret for kulturhusets nye virksomhed i virksomheden: En udliciteret café, der økonomisk skal hvile i sig selv.
- Vi skal både rumme brygge-familien, som vil spise en middag lidt ud over det sædvanlige, men også den forbipasserende, der lige vil have en kop kaffe eller nyde en snack inden eller efter et arrangement i kulturhuset, siger Spisehusets direktør (længst til højre) Fra venstre ses John-Michael Pedersen, kulturhusleder Jakob Kvederis samt Claus Christensen. (Foto: Ricardo Ramirez)
Med voksduge på bordene, en lettere ombygning, der tilgodeser madserveringen frem for baren, samt introduktion af navnet "Spisehuset" har de nye forpagtere signaleret en afmålt ydmyghed over for de af Bryggens beboere, der har præget processen, og som også gik igen blandt receptionsgæsterne: Hellere et gedigent madsted med et varieret udvalg af kvalitetsprodukter frem for en popsmart bar med tilhørende astronomiske priser.
Og bedømt ud fra reaktionerne var begejstringen for det nye spisested også stor.
Tre erfarne herrer
Det er et erfarent og driftsikkert team, der blandt de 35 interesserede løb med forpagtningen. Alle har rig erfaring fra egne restauranter og tidligere beskæftigelser som bestyrere og barchefer i kendte cafeer i København.
De tre forpagtere er Claus Christensen, der i mange år har drevet restaurant Gl. Mønt i Københavns centrum, John-Michael Pedersen, der blandt andet har stået 10 år bag baren på Café Peder Huitfeldt og har drevet Byens Kro og endelig Zaki Mølgaard, direktør i det nye foretagende, og den der skal stå for Spisehusets kultur og kommunikation.
- Vi tror, vi kommer til at ramme et varieret behov hos Bryggeboerne. Vi skal både rumme brygge-familien, som vil spise en middag lidt ud over det sædvanlige, men også den forbipasserende, der lige vil have en kop kaffe eller nyde en snack inden eller efter et arrangement i kulturhuset.
- Spisehuset er Kulturhuset Islands Brygges nervecenter. Vi bliver hyggested og samlingssted for husets mange gæster og skal samtidig matche husets kulturudbud og den gode beliggenhed. Så der er store forventninger til os. Men vi er sikre på at kunne indfri dem, sagde en fortravlet Zaki Mølgaard til Bryggebladet i et ledigt øjeblik under receptionen.
Et hurtigt blik på menutavlen bekræfter Zakis udsagn om variation og kvalitet. Og priserne er til at have med at gøre - hør bare her: En kop kaffe til 8 kr., hvidvinsdampede blåmuslinger til 55 kr., carpacio 85 kr., tournedos med svampe: 145 kr., sandwich: 59 kr., hverdagsbrunch: 65 kr. og weekendbrunch: 85 kr.
Nye opgaver for kulturhusets medarbejdere
Med det nye spisehus er der fra 1. februar ikke én, men to arbejdspladser i kulturhuset. En arbejdsplads for den nyåbnede café og én arbejdsplads for kulturhusets medarbejdere. Spisehusgæsterne vil således møde helt nye medarbejdere, hvorimod flere af de "gamle" kulturhus-medarbejdere laver andre opgaver i huset.
- En del af de "gamle" medarbejdere er her stadig, men de er i god tid blevet varslet om de nye opgaver i huset, siger lederen Jakob Kvederis.
- De skal tage sig af kultur, arrangementer, pedelopgaver og lignende. Andre er enten blevet "omplaceret" til andre kulturhuse i København eller har været ansat på korttidskontrakt, som ved årsskiftet er udløbet. Nu er vi nede på syv ansatte i kulturhuset, der alle har det til fælles, at vi ikke skal lave cafédrift. I stedet skal vi satse på husets kerneområde: Kulturudvikling og lokale netværk, siger Jakob Kvederis.
Med andre ord: Kulturhuset har fået sit eget "kommercielle" spisested. De er kommet godt fra start. Hvorvidt de kan holde kadencen, vil tiden vise. Spisehuset har åbent hver dag fra klokken 11 til 23. I weekenden åbnes allerede klokken 10. tkj
Links til andre artikler:
09.02.05 - Bryggebladet mener: Giv kulturhuset en chance
26.01.05 - Kulturhusets café har fået nye lejere
På bryggebladet.dk den 8. februar 2005.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 02-2005 (udkommer 9. februar).