ULIGE SIDE AF NJALSGADE HØRER HELLER IKKE TIL BRYGGENS SKOLEDISTRIKT
Til gengæld er området ved Fields i Ørestad med i Bryggens skoledistrikt. Grotesk, mener skoleinspektør.
Af Thomas Kjær Jensen, Bryggebladet 08.11.2006
Ikke kun nybyggerne på Ny Tøjhusgrunden er med øjeblikkelig varsel fjernet fra skoledistriktet for Islands Brygges Skole.
Bryggebladet kan nu oplyse, at selv »gamle« bryggelejligheder på Njalsgade og Artillerivej er overført til skoledistriktet for Amager Fælled Skole. Fælles for såvel nye som gamle boliger er, at de alle ligger inde i den såkaldte rode 329, som Borgerrepræsentationen i september besluttede at overføre til Amager Fælled Skoles distrikt.
Konkret betyder det, at alle familier på ulige Njalsgade-numre fra Fakta og frem til Artillerivej samt alle lejligheder på Artillerivej fra Njalsgade og hen til Q8 fremover ikke hører til Islands Brygge. I hvert fald ikke når det drejer sig om skoledistrikter.
Omvendt hører børn der bor tre kilometer syd for skolen helt ude ved Fields og Ørestads City stadig til Bryggens Skoledistrikt.
Det virker umiddelbart grotesk. Vi har haft forældre i røret, der bor på Edvard Thomsens Vej i Ørestad. De undrer sig over, at deres børn hører til vores skole, når de hellere vil gå på eksempelvis Dyvekeskolen , som ligger væsentligt tættere på, siger Skolen på Islands Brygges skoleinspektør Carl Bagge til Bryggebladet.
Samtidig ringer frustrerede forældre kun et par hundrede meter fra skolen. De forstår slet ikke, at de nu hører til en anden skole end deres lokale skole.
Om baggrunden for den på papiret ulogiske distriktsinddeling, oplyser Johannes Brorsen Albertsen fra Børne- og Ungdomsforvaltningen, at massivt nybyggeri i Ørestad og på Bryggen markant ændrer på bydelen Vestamager, der traditionelt har leveret børn til Islands Brygges Skole.
Vestamager dækker et enormt geografisk område fra Bryggen over Amager Fælled til Ørestad Syd. Men rent befolkningsmæssigt har Vestamager hidtil næsten kun været udgjort af Bryggen.
I takt med nybyggeriet især omkring DR Byen og universitetet har Børne- og Ungdomsforvaltningen gradvist beskåret Islands Brygges skoledistrikt. Sidste år blev Ørestad Nord overført til Amager Fælled Skole, og i år er området omkring Seruminstituttet og Ny Tøjhusgrunden også overført til Amager Fælled Skole, oplyser Johannes Brorsen Albertsen.
Til gengæld er nytilflytningen i området omkring Fields endnu ikke så omfattende, at dette område skal overføres, forklarer han.
Islands Brygges skole, daginstitutioner og lokalråd har siden 1996 forsøgt at få kommunen til at forholde sig til det stigende børnetal. Men først i foråret 2006 besluttede kommunen at udvide Islands Brygges skole til fire spor.
Projekteringen af denne del af skoleudvidelsen er endnu ikke sat i gang, ligesom det endnu ikke er lagt fast, hvor i Ørestad en ny skole skal placeres.
Samtidig overvejes det, om der skal bygges en ny skole i Bryggen Syd, når denne del af Bryggen er udbygget.
Læs mere i følgende artikler:
08.11.06 - Borgmester: - Jo, vi har sovet i timen
08.11.06 - Borgmester: Enig. Børn bør da gå på skolen i nærområdet
04.10.06 - Åbenbart ikke rigtige bryggebørn
På bryggebladet.dk den 8. november 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 17-2006 (udkommer den 8. november).