BRYGGEBLADET MENER: NAT OG HVERDAG I KULTURENS VERDEN
Leder i Bryggebladet 15-2003 (08.10.2003)
Fredag aften og natten til lørdag vil over 55.000 med deres jakker gennemboret af et kulturnatbadge summe rundt i byen i små grupper. Det er 11. år i træk, at Københavns kultursteder holder længe åbent og arrangementet er blevet større og større år for år. At et kulturarrangement, der hylder de langsomme oplevelser til fods, har kunnet overleve 10 års kulturudvikling på speed, er i sig selv en kulturel begivenhed.
Kulturnatten blev til for at stimulere den kulturelle nysgerrighed og oplevelsesevne hos børn og voksne, og meget gerne sammen. Sådan blev det formuleret i 1993 og det gælder stadig.
Kulturnatten er blevet en institution og valgmulighederne er nærmest uendelige. Mangfoldigheden gør det næsten svært at vælge, hvor man skal gå hen. Man glemmer næsten, at mange af stederne også er åbne for besøg resten af året. Alt i alt er der dog tale om et positivt problem.
Som bryggebo kan man begrænse valgmulighederne ved at prioritere de lokale aktiviteter. For også her på Islands Brygge er der i år mange muligheder for at springe ud i Kulturnatten. Læs mere om det på forsiden, side 4, 8, 10 og 12.
Kulturlivet fortsætter også efter kulturnatten er slut. Her på Bryggen blandt andet i kulturhuset, hvor kulturvisionerne endelig er ved at få den plads de bør have. Islands Brygges nye kulturhus åbnede midt i en kaotisk tid for det lokale kulturliv. KUC var under afvikling og samtidig var der også problemer på den ledelsesmæssige front. Jakob Kvedéris tiltrådte som daglig leder i kulturhuset den 1. november 2002. Et år efter er der nu kommet så meget skik på huset, at der er kræfter til at se ud over dets organisatoriske og politiske grænser.
De mange problemer har givet tendens til berøringsangst over for husets nære omgivelser, men den tid er forhåbentlig forbi. Jakob Kvedéris kommende invitationer til Bryggens lokale kulturliv, som I kan læse om på modstående side, bør blive modtaget med åbne arme. Dé er nemlig mindst lige så vigtige for kulturhusets lokale forankring som antallet af bryggeboere i brugerbestyrelsen.
Med vinteren kommer så de store omvæltninger måske til kulturhuset og man kan frygte, at de stolte visioner endnu engang bliver afløst af politisk skyggeboksning. Cafeen skal søges udliciteret og Københavns Kommune kommer sikkert med et nyt oplæg til fremtidens kulturhuse nu hvor det gamle forslag helt og aldeles blev afvist. Man aner en tendens til, at kommunen ikke vil lade kulturhusene få for meget arbejdsro.
Med kultur- og medborgerhusenes blakkede historie in mente er det selvfølgelig helt rimeligt, at politikerne stiller krav til husene. Men det gælder om at finde balancen i et broget kulturlandskab. En balance som giver behørig plads til, at den lokale kultur kan udfolde sig på borgernes præmisser, men som samtidig sikrer, at der ikke bedrives slendrian med skattekronerne. For det er langtra sikkert, at kulturhusene kan overleve en ny skandale i KUC-klassen. agn/kls
På bryggebladet.dk den 8. oktober.2003.
Redigeret udgave af leder bragt i Bryggebladet den 8. oktober 2003.