LÆGEMIDDELSTYRELSEN - EN ARBEJDSPLADS PÅ BRYGGEN
Den 1. juli 2003 flyttede Lægemiddelstyrelsen ind i Soyakagefabrikkens gamle bygninger i Havnestaden.
BRYGGEBLADET 08.10.2003 - Den 1. juli 2003 flyttede Lægemiddelstyrelsen ind i Soyakagefabrikkens gamle bygninger i Havnestaden. Pladsen var efterhånden blevet for trang i de gamle lokaler i Brønshøj, og derfor valgte man at flytte ind i den nyrenoverede bygning på Islands Brygge.
Nærmere bestemt ligger styrelsens kantine i fabrikkens gamle kraftcenter, som i 1950erne var et af Danmarks største af sin slags. Det meste af bygningen er dog revet ned og bygget op igen. Kun ydermure og de gamle soyakar har man bibeholdt og integreret som en flot detalje i de åbne kontorlandskaber.
Sådan så Soyakagefabrikkens kraftcenter ud i 50erne.
Den gamle fabrik er nu blevet lavet om til en moderne arbejdsplads, som er udformet med tanke for et godt arbejdsmiljø, hvor alle trives. Ud over udsigten til vandet, er hver af de fem etager mere eller mindre åbne. Alle etagerne er forskelligt indrettet, og hver etage har et lounge-område, som de enkelte afdelinger selv har indrettet efter egen smag. Her kan medarbejderne få sig en kop kaffe, læse avisen og spise fredagsmorgenmad sammen.
Samarbejde med HK og LO om Kulturnat-arrangement
Lægemiddelstyrelsen åbner dørene for bryggeboere og andre interesserede på Kulturnatten den 10. oktober 2003 fra klokken 18-24. Her vil der være rig mulighed for både at se den gamle bygning og samtidig høre nærmere om, hvad vores nye nabo egentlig beskæftiger sig med.
Kraftcentret er i dag kontorbygning for Lægemiddelstyrelsen.
Det var på initiativ af Lægemiddelstyrelsens direktør, Jytte Lyngvig, at styrelsen valgte at holde åbent hus på Kulturnatten sammen med to andre nye institutioner på Bryggen, HK og LO.
Man ønsker fra Lægemiddelstyrelsens side at videregive de gamle bygningers historie i forbindelse med Kulturnatten. Dels vil offentligheden kunne se billeder af Soyakagefabrikkens udvikling gennem årene, dels vil tidligere medarbejdere bidrage med historier fra arbejdslivet på fabrikken.
Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål om medicin, bivirkninger, medicinpriser med mere til Lægemiddelstyrelsens medarbejdere og tv-lægen Peter Qvortrup Geisling mellem klokken 18 og 21.
Kulturnats-arrangementet sluttes af med et brag klokken 23.45 vil der være fyrværkeri, som man kan nyde fra øverste etage med udsigt over København. caz
På bryggebladet.dk den 8. oktober.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 8. oktober 2003.