KVEDÉRIS: NU SKAL DER GANG I KULTUREN
Efter en lang periode med fokus på de indre linjer føler Jakob Kvedéris, at tiden er moden til et bredere kulturelt fokus. Nu skal der gang i kulturen.
BRYGGEBLADET 08.10.2003 - Da det helt nybyggede kulturhus åbnede i vinteren 2002, var det med en tung bagage i form af et stort økonomisk underskud og stor usikkerhed omkring husets fremtidige profil og organisation. Beslutningen om at kommunalisere de københavnske kulturhuse, den kommende udlicitering af cafédriften og periodevis stor udskiftning i brugerbestyrelsen har ikke gjort usikkerheden mindre. Oven i det hele er kulturhuset undervejs blevet kritiseret for, blandt andet her i bladet, at det manglede kulturelle aktiviteter. Der skete simpelthen ikke nok.
Efter en meget aktiv sommer er en del af denne kritik nu forstummet. Den succesrige Kulturhavnsfestival og Images of Asia samt et utal af koncerter, udstillinger, markeder og teaterstykker har fyldt huset hen over en sommer, der heldigvis for tilskuerantallet har været velsignet med masser af sol.
Jakob Kvedéris kom til kulturhuset den 1. november 2002 (som afløser for Villy Sørensen t.v.) med visioner i bagagen. Dem skal der nu sættes turbo på.
Jakob Kvedéris forstår godt en del af den kritik, kulturhuset har været ude for, men mener i det store og hele, at kritikken har været for hård.
Kritikken har været meget konkret på, at der ikke har været kulturelle aktiviteter. En ting er, at man gerne vil fodres med aktiviteter, noget andet er, at ikke så mange selv har deltaget i at lave nogle. Kritikken har da været med nogen berettigelse, men vi har haft mange aktiviteter, som konferencer og seminarer, der har haft masser af kulturelt indhold, men som ikke har synet af meget udadtil. Aktiviteterne har ikke været så udadvendte mod Bryggen, og det har måske gjort, at det har set ud som om, der ikke er sket så meget i huset. Men siden da, hen over sommeren, har vi gjort meget ud af teater, musik og de mere udadrettede aktiviteter, siger Jakob Kvedéris, der også personligt har brugt meget tid på at skulle lære huset at kende.
Mit engagement har været meget indadvendt med hensyn til huset. Det har handlet en del om logistik, vagtplaner og den slags, og det har handlet om de store samarbejder med for eksempel Kulturhavn og Images of Asia.
Flere aktiviteter på Bryggen
Jakob Kvedéris og kulturhusets brugerbestyrelse arbejder for tiden på at definere husets fremtidige kulturelle profil. Den 13. oktober afleverer brugerbestyrelsen, lige som resten af de københavnske kulturhuse, en beskrivelse af, hvilken kulturel profil og hvilke målsætninger man ønsker at huset i fremtiden skal have. Beskrivelsen er en del af driftskontrakten med kommunen og derfor et vigtigt fremtidigt arbejdspapir for Jakob Kvedéris.
Vores målsætning er, at vi skal samarbejde mere med de andre institutioner på Bryggen. Vi skal finde ud af, hvor vi kan lave noget sammen, supplere hinanden. Vi vil gerne ud og være med til at stimulere vækstlaget og sætte flere kulturelle aktiviteter i gang. I første omgang handler det om at få gang i dialogen og finde et fælles ståsted og så udvikle derfra. Jeg forestiller mig, at vi vil holde nogle møder med flere af institutionerne i løbet af efteråret og vinteren. I det hele taget vil mit arbejde rette sig mere udad fra nu af, og det glæder jeg mig meget til, siger Jakob Kvedéris.
Brugerbestyrelsen og Jakob Kvedéris overvejer om kulturhusets profil skal fokusere på tre specifikke områder, nemlig det kulturelle, det sociale og det kunstneriske. Inden for hvert af de tre områder kan man finde nogle mere specifikke indsatsområder, som for eksempel at temaerne inden for de kulturelle aktiviteter, skal være debatskabende. Temaerne kan spænde over religion, børn og alkohol, og det kan være et fokus på en kultur, som Images of Asia var det. De sociale aktiviteter kunne eksempelvis handle om befolkningsgrupper eller byudvikling, og de kunstneriske aktiviteter om musik og teater. I praksis vil sådanne tre områder ofte overlappe hinanden, men kulturhusets ledelse overvejer altså i øjeblikket om husets fremtidige profil kan defineres inden for de tre hovedområder.
Jakob Kvedéris er overbevist om, at kulturhuset i fremtiden vil kunne være et midtpunkt for flere lokale aktiviteter, og han pointerer, at aktiviteterne ikke nødvendigvis behøver at foregå i selve kulturhuset.
Det vi kan tilbyde i forhold til samarbejderne er først og fremmest rammerne. Vi kan og vil gerne være alles hus og et midtpunkt for samarbejde lokalt på Islands Brygge, men vi vil også gerne være en aktiv sparringspartner for Bryggens institutioner. Og hvis det hus skal være andet end en skydeskive, så skal vi også til at være mere aktive. Nu håber jeg, at resten af kulturlivet på Bryggen har kræfterne og viljen, for vi skal have mere gang i de lokale kræfter, så billedet af Bryggen som et aktivt kulturområde også holder i virkeligheden. kls
På bryggebladet.dk den 8. oktober.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 8. oktober 2003.