HAVNESTAD: OVER 2000 NYE BOLIGER, MEN HVOR ER BUTIKKERNE?
Det kan ikke betale sig at bygge butikslokaler. Derfor skal de nye bryggeboere i Havnestad køre langt efter cigaretter , pizzaer og andre varer, der ikke kan købes i Netto.
BRYGGEBLADET 08.09.2004 - Beboere i Islands Brygges sydlige del, Havnestad, er glade for deres nye lejligheder, men savner flere butikker i området.
- De bygninger, der skyder op i øjeblikket, samt de planer, der præsenteres i salgspavillonerne, inkluderer ikke butikker. Skal vi ikke have et varieret urbant miljø i Havnestad? Hvis Netto er alt, hvad vi får af butikker, så kan Havnestad ende med at blive ligesom byggerierne i Nordhavn. Der skal man køre langt for at købe andet end designermøbler, skrev Mark Thomasson i en mail til Bryggebladet tidligere på året. Han bor ovenpå Netto i andelsforeningen Axel Heides Gård på hjørnet af Artillerivej og Axel Heides Gade.
Man skal kigge langt efter butikkerne i Havnestad. (Foto: Ricardo Ramirez)
I planlægningen af Havnestad har bygherrerne og Københavns Komune på storby-maner valgt at bygge meget tæt. Lokalplanen levner også mulighed for, at der kan bygges butikker i området langs Axel Heides Gade for, som det hedder i lokalplanen, "at understrege den urbane karakter".
Men bygherrerne langs Axel Heides Gade har ikke valgt at udnytte denne mulighed. Bortset fra Netto-butikken på hjørnet er der ikke planlagt butikslokaler i de byggerier, som opføres langs gaden.
Bygherrer savner også butikker
- Det er mærkeligt, at kommunen ikke har stillet direkte krav om, at der skal indrettes butikker i Axel Heides Gade. Én dagligvarebutik er ganske enkelt ikke nok til at betjene så mange nye boliger, siger projektudviklingschef Kenn Amhild fra JM Danmark til Bryggebladet.
JM Danmark har blandt andet stået bag opførelsen af Selandiahus, Fioniahus og Jutlandiahus. Ligeledes ejer JM Danmark flere byggefelter i den sydlige del af Havnestad, hvor der også er planlagt boliger.
Axel Heides Gade er i lokalplanen udlagt til butiksstrøg. I de nye bygninger, som opføres i øjeblikket er der imidlertid ikke planlagt butikker. (Foto: Ricardo Ramirez)
Den samme melding kommer fra en anden af de store aktører i området, NCC
- Vi vil meget gerne have flere butikker i Havnestad, siger Marius Møller fra NCC til Bryggebladet, mens han påpeger, at NCC ikke ejer nogle af de byggefelter, som ligger ud til Axel Heides Gade.
Hos Sjælsø Gruppen, der står bag flere af ejendommene i Axel Heides Gade, er man i princippet enig. Alligevel har Sjælsø ikke inkluderet butikslokaler i deres projekter. Det kan ganske enkelt ikke betale sig.
- Vi har vurderet, at der ikke har været et tilstrækkelig kundegrundlag til flere butikker end den nuværende Netto. Men i takt med at flere og flere beboelsesejendomme åbner i de kommende år, vil behovet blive større, siger boligchef Kent Trauelsen.
Det ændrer ikke ved, at når alle lejligheder er færdigbyggede, og de mange nye bryggeboere er flyttet ind, så er der ingen ledige kvadratmeter i Axel Heides Gade, som kan indrettes til butikker.
Forsker: Butikslokaler kan ikke lejes ud
Men hvilke butikker er der brug for. Lektor i geografi Peter Skriver, der forsker i byplanlægning, peger på, at Havnestads nærhed til butikkerne i Indre By, på det traditionelle Bryggen, Field's og Fisketorvet vil betyde, at behovet for butikker ikke vil være så stort.
- På papiret har man udlagt et område til butikker. Men man må nok se i øjnene, at de aldrig kommer. Mennesker, der flytter ind i et sådant område, er vant til stor variation i butikkerne. Og det kan de jo allerede finde inde i Indre By samt på det gamle Islands Brygge. I virkeligheden er der ingen, der kunne drømme om at etablere mange butikslokaler i sådant et område. De kan jo ikke lejes ud, siger han og peger på erfaringer fra lignende områder i eksempelvis Amsterdam og London.
Peter Skriver peger derfor på, at den nuværende Netto bør kunne dække de fleste indkøbsbehov. Der er måske i virkeligheden kun behov for en kiosk og en shawarma-bar.
Netto er den eneste butik i Havnestad folk fra den gamle del af Bryggen har mulighed for at handle. (Foto: Ricardo Ramirez)
Hos JM Danmark håber man på, at der kommer nogle cafeer og restauranter i området, desuden er firmaet i gang med at undersøge mulighederne for at lave butikslokaler i den beboelsesejendom, der skal opføres på byggefelt 23.
- Vi ved slet ikke, om det kan lade sig gøre. Men bygningen ligger ud til en mindre plads, hvor det ville være oplagt at lave forretning. Eksempelvis dagligvareforretning, siger Kenn Amhild.
Spørgsmålet er, om der er behov for to dagligvareforretninger i området. Det mener man i hvert fald ikke hos Netto. Bryggebladet har snakket med en medarbejder i Netto, som selvfølgelig peger på, at der kun er behov for en kiosk i området, der kan sælge cigaretter og andre kioskvarer udenfor normal åbningstid.
Flere krav til ny lokalplan
Syd for Havnestad ligger et tilsvarende halvforladt industriområde. Det vil kommunen og udviklingsselskaber som Sjælsø Gruppen gerne bygge videre på. Her er der måske mulighed for at lave flere butikker.
- Løbet er nok desværre ved at være kørt i forhold til Axel Heides Gade. Men vi er i samarbejde med kommunen gået i gang med at udvikle lokalplanforslag for området syd for Havnestad. Her vil det være mere oplagt at tænke direkte butiksliv ind i planerne, siger Marius Møller fra NCC.
Tilsvarende meldinger kommer fra Sjælsø Gruppen. Kent Truelsen forventer at kommunen i forbindelse med udviklingen af området syd for Havnestad vil stille mere håndfaste krav om forretningslokaler.
Så indtil dette projekt kommer i gang, tyder alt på at de nye bryggeboere i Havnestad må tage bil, cykel eller gåben til det "gamle Bryggen", hvis de er interesseret i andre indkøbsmuligheder, end dem Netto kan tilbyde. Eller også skal der ventes til efteråret 2005, hvor den kommende cykelbro til Fisketorvet forventes at stå færdig. agn
Links til andre nyheder:
Der findes desværre ikke opdaterede kort, der viser byggeriet i hele Havnestad. Af dette kort, som er et par år gammelt,. fremgår byggefelternes numre. Af tabellen fremgår det hvad der bygges (eller er blevet bygget) på de forskellige byggefelter. Vær opmærksom på, at bygningernes udformning derfor i visse tilfælde ser anderledes ud end angivet på kortet.
Opdateret kort over den sydlige del af Havnestad. Klik her for større kort (Kort stillet til rådighed af Sjælsø Gruppen)
På bryggebladet.dk den 8. september 2004.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet den 8. september 2004.