LICITATION OVER CYKELBRO FÆRDIG
BRYGGEBLADET 08.06.2005 - Cykelbroprojektet til Fisketorvet lever stadig i bedste velgående. Sidste år vedtog Borgerrepræsentationen at bevilge penge til projektet, som derefter blev sendt i licitation. Kommunen har modtaget fem bud fra store danske entreprenørselskaber, hvoraf E. Pihl og Søn A/S har afgivet det billigste bud på 39,3 millioner kroner.
Den kommende cykelbro kommer til at forbinde Bryggen med det nye boligbyggeri på Havneholmen, som planlægges i øjeblikket. Billedet er kun en skitse og viser ikke det konkrete forslag til udformning af broen.
Siden licitationen begyndte, har ændrede krav fordyret projektet. Det betyder, at prisen vil stige, og derfor er kommunen netop nu i gang med at vedtage en tillægsbevilling på 8,6 millioner kroner.
Pengene skal først og fremmest betale øgede udgifter, i forbindelse med at projektet nu bliver en drejebro frem for en klapbro.
Det er Søfartsstyrelsens og Farvandsvæsenets krav om at øge den oprindeligt fastsatte fribredde på 25 meter i det oplukkelige gennemsejlingsfag til 35 meter, på grund af risiko for påsejling der har ændret på planerne.
Desuden skal broens længdehældninger justeres for at skabe øget tilgængelighed for cyklister og fodgængere
Nogle af de mange millioner kommer dog retur, idet grundejerne i området (herunder også boligforeningerne i Havnestad) over en 10-årig periode betaler i alt 17,5 millioner kroner. Vedtager kommunen at bevilge de ekstra millioner, forventes det stadig at broen kan tages i brug i løbet af 2006.
På billedet ses en model af cykelbroen, som er udarbejdet i forbindelse med den helhedsplan for Havneholmen (den smalle tange ud for Fisketorvet). Her skal bygges flere nye boliger, ligesom der på sigt skal anlægges et nyt og større havnebad. agn
Links til andre artikler:
09.02.05 - Mindre cykelbro bliver dyrere
15.12.04 - Cykelbro til Fisketorvet flyttes
23.06.04 - Cykelbrobeslutning udsat
09.06.04 - Cykelbro-planer holder stadig
05.05.04 - Kramer bekræfter støtte til cykelbro
21.04.04 -
Cykelbro mere aktuel end nogensinde
19.11.03 -
Trafiknoter: Havnebus, færge vs. cykelbro, dieselbiler m.m.
03.09.03 -
Færge i stedet for cykelbro?
På bryggebladet.dk den 8. juni 2005.
Redigeret udgave af artikel, der bringes i Bryggebladet 10-2005 (udkommer den 8. juni).