CAFEFORPAGTER: – IKKE VORES SKYLD

Interview med Zaki Mølgaard fra Bryggens Spisehus Aps. Bryggens Spisehus Aps har forpagtet cafeen i kulturhuset siden 1. februar 2005. Zaki Mølgaard er eneste tilbageværende fra den oprindelige trio, som kulturhuset og kommunen indgik forpagtningsaftalen med. John-Michael Pedersen og Claus Christensen trak sig fra selskabet i foråret 2005.

BRYGGEBLADET 08.03.2006 - INTERVIEW

Hvornår og hvorfor starter konflikten efter din mening?

– I foråret 2005. Kulturhuset er i gang med at planlægge sommerens jazz-festival, og i den forbindelse fortæller de os, at vi skal betale cirka 85.000 kroner for at få lov til at servere. Med andre ord skal vi betale for noget, vi allerede mener, vi betaler for gennem vores husleje, siger Zaki Mølgaard.

Ifølge lejekontrakten har I ikke eksklusivret til at sælge på kulturhusets område?

– Det kan godt være, at de juridisk set mener sig berettiget til det. Men jeg vil ikke udtale mig om det rent juridiske, der henviser jeg til vores advokat. Rent moralsk mener jeg ikke, at man kan udleje en cafe i et kulturhus til markedsprisen og så derefter stille kommunalt ansatte til at sælge pølser og øl lige ved siden af os. Det er unfair konkurrence. Hvis det virkelig var intentionen med at udleje cafeen, så havde jeg ikke søgt om licitationen.

På det tidspunkt sker der noget i jeres ejerkreds. Har det haft en betydning?

– Nej. To af de hidtidige ejere træder ud af ejerkredsen. Men det er et personspørgsmål og er derfor sagen uvedkommende. Jeg kan i øvrigt tilføje, at jeg den dag i dag stadig snakker med de to tidligere ejere, så vi er ikke uvenner.

Kan du forstå, at kulturhuset undrer sig over, at der sker ændringer i ledelsen, så kort tid efter aftalen er indgået?

– De er muligvis skuffede, fordi de havde forventet en anden end mig til at drive cafeen. Vi overholder kontrakten til fulde, og hvis kulturhuset har et ønske om, at cafeen skal drives af en anden end mig, så må de jo sige det til os, så vi kan snakke om det. Men det har de ikke gjort. Generelt så aner jeg ikke, hvad det er, kulturhuset og kommunen vil. Jeg ved ikke, om de går efter, at Bryggens Spisehus skal gå konkurs. Men jeg vil gerne understrege, at vi hele tiden har været samarbejdsvillige og været klar til at indgå forlig.

Du siger, I er forligsparate. Men I har samtidig fremsendt erstatningskrav til kulturhuset. Viser det forligsvillighed?

– Vi har fremsendt erstatningskrav, fordi vi på et tidspunkt måtte sige stop. Det er jo vores penge, de ligger og leger med. De forlanger blandt andet, at vi skal have åbent til klokken 23 om aftenen, mens man samtidig kan købe øl billigt inde i kulturhusets sal. Det kan vi ikke konkurrere med. Det er unfair konkurrence. Vi er helt med på, at det er et kulturhus, og der skal være nogle rimelige priser. Det har vi været indstillet på hele tiden. Men vi har jo altså også en væsentlig lejeudgift, der skal betales.

I har sat priserne op. For eksempel kostede en weekendbrunch 85 kroner i starten. Nu koster den 110. Er det en rimelig prisstigning?

– Weekendbrunchen er sat op, fordi den nu også er inklusive drikkevarer – kaffe, te og juice ad libitum – men det er rigtigt, at priserne også generelt er steget lidt. Det har vi været nødt til. Alle ved jo, at det er på drikkevarerne, at man tjener penge i restaurationsbranchen. Når vi skal have åbent sent om lørdagen, hvor kulturhuset sælger billige øl inde i salen, så skal vi jo stadig betale løn til medarbejderne. Og de penge skal jo komme et eller andet sted fra.

Du mener altså, at kulturhuset er den primære årsag til problemerne?

– Ja.

Og de mener, at du er den primære årsag?

– Vi er ikke fejlfrie. Vi har lært en masse. Problemet er, at vi har tabt omkring en million indtil videre, og at kulturhuset ingen forståelse har for vores økonomiske situation.

Er I ved at gå konkurs?

– Nej, det er vi ikke, men det har som sagt kostet os mange penge at drive cafeen indtil videre.

Kan du pege på nogle områder, hvor I har begået fejl?

– Vi har helt sikkert begået nogle fejl. Men man skal også tage omstændighederne i betragtning. Vi har gjort, hvad vi kunne for at drive stedet på en god måde, men har brugt rigtig mange kræfter på denne sag med kommunen og kulturhuset, og det har desværre betydet, at vi til tider har haft vores fokus fjernet fra cafeen.

Har I regnet med at kunne tjene mange penge? Har i tænkt for meget forretning?

– Indtil videre har vi altså tabt penge på det her. Selvfølgelig er det forretning for os, men en god forretning opnås jo kun, hvis kunderne er tilfredse og samspillet med lokalområdet fungerer.

Hvis man sammenligner jeres cafe, som ligger midt i et kulturhus, med en almindelig cafe, så skulle man da tro, at I automatisk fik foræret en masse fordele, fordi der kommer så mange gæster i huset?

– Ja, men det kræver, at kulturhuset spiller med åbne kort. Jeg er rystet over den behandling, vi har fået – en behandling jeg kan dokumentere. Senest da kulturhuset og kommunen pålagde os at udvide åbningstiderne igen, selvom der slet ikke er noget kundegrundlag for det. Det mener vi er chikane, og vi har måttet, have advokat på til denne og lignende sager for at hjælpe os. Det er penge direkte ud af lommen, og samtidig med at vi er i gang med første sæson, hvor man uværgerligt også vil begå begynderfejl, gør kulturhuset og kommunen det jo ikke ligefrem nemmere for os at drive cafeen.

Men nu har de med henvisning til kontrakten sagt Bryggens Spisehus op til 1. september. Hvad mener du om det?

–Det mener vi ikke, de har ret til. Men det er igen noget juridisk, som jeg ikke kan gå ind i. Jeg mener, at vi har en rigtig god sag, men jeg vil gerne understrege, at vi stadig er interesserede i at lave et forlig.

Hvor mener du, I kan mødes?

– Der er så mange punkter, hvor jeg mener, vi kan mødes. Men det er svært at lave forligsforhandlinger gennem avisen. Problemet er, at kommunen og kulturhuset ikke vil et forlig. De vil ikke acceptere, at det er urimeligt, at de både tjener på gyngerne og karrusellerne. De kan ikke både tjene på vores husleje, og på det de selv kan sælge ved siden af. De må simpelthen finde ud af, hvilken hest de vil spille på.

Du føler altså, at de i kulturhuset har været for stive, og at de laver unfair konkurrence. Er det dine to hovedpointer?

– Ja, og når de så foreslår forlig, er det sådan nogle take-it-or-leave-it-forlig. Efter min mening skal begge parter bøje af og mødes på midten, for at man kan kalde det et forlig.

Er det rigtigt at I er ved at sælge cafeen?

– Det er en af de løsningsmodeller, vi arbejder med. Vi vil gerne afhænde det. For vi mener ikke, at brugerne er tjent med den nuværende situation. Brugerne er blevet taget som gidsler, og det går ikke, for det er dem, jeg skal leve af.

Nogle mener, at I ikke har forstået, hvad det vil sige at drive cafe i et kulturhus. I har været for meget restaurant og for lidt cafe. Hvad siger du til det?

– Det er dejligt, at mange har en mening om huset, men det gør det jo også svært. Man siger, at det tager to år at finde sine ben at stå på. Med beslutningen om at udleje cafeen signalerede kulturhuset, at man ville noget andet. På nogle områder er jeg tilbøjelig til at give kritikerne ret. Prismæssigt er det ikke optimalt, og problemet er specielt, at der er så mange forskellige brugertyper i huset. Men det største problem er stadig, at kulturhuset tillader at folk udefra sælger eller medbringer vin, øl, vand og kaffe til arrangementerne inde i salen. Det ødelægger vores økonomi.

Havde I ikke gjort jeres hjemmearbejde godt nok?

– Det har vi gjort. Men kulturhusets struktur og opbygning gør, at man skal samarbejde tæt med husets ledelse. Tilliden forsvandt, da kulturhuset begyndte at chikanere os. Blandt andet med udlejning af sal, hvor der kunne sælges medbragte drikkevarer. Ligeledes sendte de udokumenterede krav, og påstod at vi havde overtrådt kontrakten.

Føler I jer som prøveklude for kommunen?

– Selvom jeg kun kan gisne om det, så virker det ikke på mig, som om kommunen og kulturhuset har været gearet til at have en privat cafe. Problemet er, at det går ud over os. Det er altid svært at lave noget nyt, og så er det vigtigt, at man snakker sammen. Kulturhuset og kommunen har bare ikke ønsket dialog. Jeg har henvendt mig til kulturborgmesteren. Han har i en anden sag udtalt, at politikere skal have mod til at træffe moralske beslutninger og ikke altid dække sig ind under juridiske principper. Det har jeg skrevet til ham, for jeg mente, at vores sag på dette tidspunkt var kommet for langt ud. Jeg ville have ham til at svare på, om det er rimeligt, at kulturhuset driver konkurrerende forretning på ikke-markedslige vilkår. Men det har han aldrig ønsket at svare på, slutter Zaki Mølgaard. agn

Læs mere i følgende artikler:

08.03.06 - Cafe-krig i kulturhuset
08.03.06 - Kulturborgmester: – En møgsag
08.03.06 - Kulturhuset: – Ikke vores skyld
08.03.06 - Bryggebladet mener: En vanskelig sag

På bryggebladet.dk den 8. marts 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 04-2006 (udkommer den 8. marts).