HALVMILLIONÆR PÅ TOLV MÅNEDER
En toværelses lejlighed på Bryggen er steget med yderligere en halv million kroner siden Bryggebladets seneste pristjek for et år siden. Men kan de store prisstigninger fortsætte? Og hvorfor er Bryggen så populær?
BRYGGEBLADET 08.02.2006 - Lejlighedsprisernes himmelflugt fortsætter. En almindelig toværelses lejlighed på Bryggen uden havneudsigt handles i dag for mindst 2,4 millioner kroner, vurderer en lokal ejendomsmægler. Det er over en halv million mere end for et år siden og over to millioner mere end i 1995.
Selvom bank- og finansverdenen gang på gang de seneste år har meldt ud, at prisstigningerne ville flade ud, opfører markedet sig ikke, som de økonomske eksperter prædiker.
Alene i fjerde kvartal steg prisen på ejerlejligheder i Københavns Kommune med 6,5 procent, viser tal, som Danske Bank har udarbejdet for Bryggebladet.
Med andre ord: Købte man en lejlighed til to millioner den 1. oktober 2005, kunne den sælges med en fortjeneste på 130.000 kr. den 31. december 2005.
Hjernevask
Prisstigningerne i København og på Bryggen har været astronomiske i de sidste 10 år.
Ifølge Danske Bank er ejerlejlighedspriserne i Københavns Kommune steget med 430 procent siden 2005
Tidligere var jeg overbevist om, at prisstigningerne ville flade ud. Belært af de seneste års stadige prisudvikling, har jeg nærmest været nødt til at hjernevaske mig selv, siger Michael Musfelth fra RealMæglerne på Langebro.
Selvom boligmarkedet er ekstremt følsomt, så ser jeg efterhånden ingen tegn på, at prisudviklingen ikke vil kunne fortsætte. Danmark er jo Europas økonomiske kæledægge, siger han med henvisning til, at boligpriserne generelt påvirkes af ting som arbejdsløshed, rente-niveau og økonomisk aktivitet.
For mig at se er der ingen betydelige risici i øjeblikket. Markedet er ikke overophedet. Efterspørgslen på boliger er stadig skyhøj, og vi ligger stadig under prisniveauet i Stockholm og Oslo, fortsætter han.
Ifølge Danske Bank er renten steget med omkring 0,3 procentpoint det seneste år. Det betyder i praksis, at et flexlån til en million er blevet omkring 200 kroner dyrere at forrente på månedsbasis. Næppe noget som vil vælte mange husholdningers økonomi, vurderer Eva Chistensen, filialdirekør i Danske Banks Islands Brygge-afdeling.
Skattestop og nye typer lån giver prisstigning
Danske Bank er knap så optimistisk på boligprisernes vegne som Michael Musfelth.
Vi bliver til stadighed overraskede over, hvor store prisstigningerne er. Vores generelle holdning er, at boligmarkedet ser lidt vel dyrt ud. Omvendt bevirker det stærke danske økonomiske opsving, at de rentestigninger, der er i udsigt over de kommende år, næppe får priserne til at falde, siger Eva Christensen, filialdirekør i Danske Banks Islands Brygge-afdeling.
Både Danske Bank og Michael Musfelth peger på, at nye lånemuligheder og skattestoppet har haft en indflydelse på boligernes voldsomme prisstigninger.
Skattestoppets signalværdi er stor. Nu siger folk: Vi tør godt investere i en bolig, forklarer Musfelth.
Ifølge Danske Bank er andelen af afdragsfrie lån oppe på 32 procent i dag. Banken mener, at det alene er årsag til 10-20 procent af prisstigningerne.
Køb, der finansieres med afdragsfrie rentetilpasningslån, er mere risikable at optage. Hvis boligpriserne samtidig begynder at falde, risikerer nogle boligejere at blive ramt meget hårdt.
Det kommer helt an på, hvilken situation låntagerne sidder i. Midaldrende ægtepar med stor friværdi fra andet ejendomssalg er ikke så udsatte, mens unge førstegangskøbere risikerer at miste deres egenkapital, siger Eva Christiansen
Familier vil blive på Bryggen
Lokale faktorer er også med til at give boligpriserne et yderligere hak op ad på Bryggen.
For eksempel er der ret få ejerlejligheder på det gamle Bryggen, og de bliver sjældent sat til salg.
Den gamle bydel løfter det nye byggeri i Havnestad og på Ny Tøjhusgrunden. De nye lejligheder bliver simpelthen mere attraktive, fordi de bygges tæt på et område, hvor der i forvejen er et lokalt miljø, siger Michael Musfelth.
Og det er ikke kun midaldrende ægtepar med friværdi fra et solgt hus, der køber de nye lejligheder.
I dag er der flere og flere yngre mennesker blandt køberne. Unge familier med børn, siger Michael Musfelth
Eva Christensen fra Danske Bank supplerer:
Vores indtryk er, at mange familier på det gamle Bryggen gerne vil blive i området. Derfor køber stadig flere nogle af de nye og større lejligheder. Stigende andelsboligpriser har givet flere familier nye muligheder på ejerboligmarkedet, siger hun.
Michael Musfelth oplever ofte, at unge par med børn er kede af at skulle flytte fra Bryggen.
De bliver typisk lidt længere i deres lejlighed og lever med pladsmanglen, simpelthen fordi de helst ikke vil forlade bydelen, siger Michael Musfelth.
Bryggens popularitet skyldes godt lokalt miljø
En sådan lokal tilknytning til bydelen er helt usædvanlig, mener Michael Musfelth og afviser, at der blot er tale om svulstig ejendomsmægler-retorik.
Bryggen er ikke blot et sted, man bor, inden man flytter til hus og have. Det er et sted med følelse og sjæl. Bryggen er en by i byen.
Jeg bestræber mig altid på at formidle Bryggens ånd til nye købere. Jeg lyder måske som en gammel romantiker, men jeg mener faktisk, at det er vigtigt, at noget af det gamle bevares, samtidig med at der er en udvikling.
Nu læser jeg, at kunstnerne er begyndt at søge væk. At nogle synes, Bryggen er ved at blive for pæn. Sådan håber jeg ikke det går. Bryggen må ikke miste sin nerve.
Musfelth mener selv, at hans viden om Bryggen er en fordel i en tid, hvor mange ejendomsmæglere har kastet sin kærlighed på bydelen.
Jeg kan selvfølgelig mærke konkurrencen. Men vi lever jo ikke i Korsbæk. Så det må jeg acceptere, slutter han.agn
Links til andre artikler:
08.02.06 - Boligpriser: Privat spekulation
09.02.05 - Lejlighedspriser stiger fortsat voldsomt
03.12.03 -
Lejlighedsprisernes himmelflugt - 400 procent på ti år
På bryggebladet.dk den 7. februar 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 02-2006 (udkommer den 8. februar).