NY IDE: BYG 60.000 BOLIGER PÅ FÆLLEDEN
BRYGGEBLADET 0709.2005 - I sidste uge præsenterede dagbladet Børsen projektet Margrethestaden. Det upåagtede firma Correll Ejendomme i Sorø står bag tankerne om at opføre 60.000 nye boliger på Amager Fælled for at afhjælpe boligmanglen i København.
Ifølge Børsen offentliggøres projektet først den 7. oktober, og avisen kan da heller ikke bringe skitser til, hvordan Christian Correll forestiller sig, at det 62 milliarder kroner dyre projekt skal se ud.
Amager Fælled er fredet, og det vil derfor kræve en ophævelse af fredningen, hvis projektet skal gennemføres. Af den grund er det forventeligt, at hvis projektet viser sig at være mere end et enkelt firmas vilde visioner og behov for selvpromovering, at der så vil blive betydelige protester mod byggeriet.
Bryggebladet har forgæves forsøgt at indhente en kommentar fra Københavns Kommune Bygge- og Teknikforvaltning til Christian Corrells planer, men de har desværre ikke som ellers lovet vendt tilbage inden deadline.
Ligeledes er det ikke lykkkedes at få en kommentar fra bygge- og teknikborgmester Søren Pind.
I Dagbladet Børsen antyder Christian Correll, at han er i dialog med flere lokale politikere. Børsen har dog kun fået kommentarer fra de Radikales Klaus Bondam, der er overvejende positiv samt de konservatives Ole Hentzen, der til Børsen udtaler:
Det var en del af Ørestadsloven, at Amager Fælled blev fredet, så en ændring vil kræve, at Folketinget skal medvirke til at ophæve fredningen. Uanset hvor fornuftigt projektet end måtte være, så vil der da være en masse andre områder, man kunne pege på som oplagte udviklingsområder i København.
Corrells planer ser ud til at være timet perfekt med kommunalvalget og Ritt Bjerregaards planer om at bygge billige boliger. Bjerregaard har dog klogeligt vil nogle mene undladt at udtale sig til Børsen i første omgang.
Tiden må vise om Corrells planer er mere end blot et enkelt firmas vilde planer eller om firmaet rent faktisk har politisk rygdækning. Bryggebladet vil selvfølgelig følge op på sagen i kommende numre. agn
På bryggebladet.dk den 12. september 2005.
Redigeret udgave af artikel bragt i Bryggebladet 13-2005 (udkom den 7. september).