TAG MED TIL DANSK DERBY PÅ KLAMPENBORG GALOPBANE OG HEP PÅ LITTLE PRINCE
Dato: Søndag den 25. juni. Pladser fordeles efter først-til-mølle-princippet.
Start: Vi planlægger at køre fra Bryggen (Leifsgade 7) i en dobbeltdækkerbus kl. 11.15.
Slut: Vi regner med at være tilbage på Bryggen kl. 18 med forbehold for forsinkelser på løbsdagen.
Pris: Bryggebladet har forhandlet fordelagtige billetpriser hjem. Normal entrepris for voksne på Derbydagen inklusiv program er 125 kr.
Bryggebladet tilbyder: Bus til og fra Bryggen + entre + program + introduktion til galopbanen og det at spille på heste for kun:
Voksne: 100 kr.
Pensionister: 50 kr.
Børn op til 16 år: Gratis
Betaling i bussen, så husk kontanter!
Tilmelding: Send en mail til redaktion@bryggebladet.dk. I mailen bedes du angive hvor mange voksne, pensionister og børn, du melder til, samt navn og telefonnummer på kontaktperson.
LITTLE PRINCE TVIVLSOM TIL DERBY
Af Thomas Kjær Jensen, Bryggebladet 07.06.2006
Træningsplanen var timet, så hesten kunne toppe til Dansk Derby den 25. juni. Stjernejockey Cathrine Weilby var sendt på træningslejr i Sydamerika for at skærpe formen yderligere. Alle detaljer var på plads. Ja selv de nye blinkers, der matcher med trøjens farver, var pudset en ekstra gang.
Little Prince vandt i overlegen stil, da Bryggebladet arrangerede bustur til Klampenborg sidste år. Arkivfoto: Ricardo Ramirez
Men netop som det var meningen, at Little Prince skulle toppe ved deltagelse i Dansk Derby, er der nu kommet grus i maskineriet.
Et dramatisk forhøjet levertal i kølvandet på en virus i stalden fik i sidste måned den tre-årige vallak til hverken at ville spise eller snakke med vennerne. Noget var helt galt, og hesten måtte tages ud af det planlagte løb den 20. maj på Klampenborg, ligesom der måtte sendes blodprøver til Tyskland per kurer med efterfølgende behandlingsindsats.
Den har blandt andet bestået i vitaminbomber og udendørs opstaldning, hvilket langsomt har fået Little Prince til at komme til hægterne igen.
Hesten er frisk nu og trives fint, men af erfaring ved vi også, at heste hurtigt kan få et tilbagefald.
Det helt store problem er nu, at Little Prince ikke har fået tilstrækkelig mange løb i kroppen i år, og det kan sagtens vise sig at være et stort minus i den sidste ende, udtalte træner Hanne Bechmann til web-avisen Bongoracing inden den jyske variant af Derbyet, der blev afviklet i weekenden.
Efter Little Princes skuffende sidsteplads er Hanne Bechmann´s kommentar skræmmende sand.
Spørgsmålet er, om hesten overhovedet når at blive klar?
Det får imidlertid ikke Bryggebladet til at afvige fra den lovede bustur til Klampenborg søndag den 25. juni.
Derbydagen er en stor dag, faktisk den største indenfor galopsporten i Danmark som i resten af verden, specielt i fuldblodssportens moderland England, forklarer galopekspert Leif Schubert til Bryggebladet.
Masser af mennesker med sjove og smukke hatte
Foruden at være vores guide på læserturen er han selv medejer af Little Prince, og han krydser derfor mere end nogen andre fingre for, at hesten vinder på derbydagen.
Vi kan regne med tusindvis af mennesker på Klampenborg Galopbane på denne traditionsrige dag, fortæller han.
Firmaer på personaleudflugt, jet-set i moderigtig outfit, royale gæster af forskellig slags, børnefamilier med medbragt madkurv, pensionister, spilledjævle og glade amatører.
Det er virkelig en stor og flot dag, hvor der er noget for enhver smag: Smukke heste, spændende løb, kulørte hatte i alle nuancer. Dramatik på banen, der er en af Europas vel nok flotteste og mest naturskønne væddeløbsbaner, siger Leif Schubert.
Selve derbydagen rummer hele ti spændende løb inden for forskellige kategorier.
Men det allerstørste løb på dagen er Dansk Derby med en præmiesum på ikke mindre end 800.000 kroner, siger Leif Schubert.
Det er et løb kun for tre-årige skandinavisk opdrættede væddeløbsheste. Og da vi, siden Little Prince kom til verden, målrettet har gået efter hans deltagelse i Dansk Derby gør det naturligvis ikke dagen mindre spændende, siger Leif Schubert.
Han har i lighed med sidst, Bryggebladet besøgte Klampenborg, lovet et lille foredrag om galopsporten og derby samt en kort vejledning i, hvordan man spiller på hestene.
Drama i dramaet: Kampen mod Peas and Carrots
Som en ekstra dramatisk dimension stiller Little Prince arvefjende Peas and Carrots også op i Dansk Derby.
Trænerne af de to gode heste har valgt at forberede sig til Derbyet på hver sin måde, og på Derbydagen skal de to stjerner så mødes for første gang i samme løb.
I lighed med Little Prince døjer Peas and Carrots dog også med helbredet. Her er det hovene, det er galt med. Det har betydet, at heller ikke denne hest har fået nok løb i kroppen. Nu skal de to jævnbyrdige kombattanter mødes i Dansk Derby, hvilket nok kan give tilskuerne, hesteejerne og spillerne grå hår i hovedet.
Little Prince blev nummer sjok i lørdags
Som optakt til den store Derbydag deltog Little Prince så i Ceres Jysk Derby i lørdags.
En jysk klassiker med flere af de allerbedste tre-årige ga-lopheste fra ind- og udland. I et benhårdt opløb mellem de to englændere Kilbarri og Green Calibre, trak Kilbarri og jockey Manuel Santos det længste strå.
Og Little Prince? En skuffende 11. og sidsteplads. En bundplacering der gør, at træner Hanne Bechmann nu overvejer, om Little Prince overhovedet kan meldes klar til Dansk Derby søndag den 25. juni.
Klarmelding eller ej. Der er lagt godt i kakkelovnen til en hyggelig familiedag på galopbanen. Mindst ligeså hyggelig som i september, hvor Bryggebladet fyldte en bus med nysgerrige galopinteresserede.
Vi står klar med en ny bus foran Beboerhjørnet søndag den 25. juni.
Er DU klar? Vil du med til Derby? Så send en mail til redaktion@bryggebladet.dk eller udfyld og aflever talonen til venstre. Så deltager du i årets danske galopderby.
AFSLØRING: BRYGGEBLADET BLIVER IKKE MILLIONÆR
Af Thomas Kjær Jensen, Bryggebladet 07.06.2006
Bryggebladet har fulgt Little Prince siden den kom til verden i 2003. Både fødsel, opvækst, træning og løb har været dækket intensivt af Bryggebladet.
Ja, selv den hårde tid under kniven, hvor den ellers så stolte hingst pludselig fik frataget sin manddom og blev forvandlet til vallak, har i artiklen Blot et lille snit været under Bryggebladets redaktionelle behandling.
Det er derfor en stor begivenhed for vores avis, at hesten er kommet så langt som til at være blandt favoritterne til et derby.
Også selvom det kun er symbolsk, at Bryggebladet ejer hesten. Skulle prinsen score den attraktive førstepræmie på 400.000 kroner bliver Bryggebladet ikke millionærer af den grund.
Det er nemlig denne artikels signatur og ikke bladet som ejer 1/20 i Little Prince.
Men mon ikke der bliver i tilfælde af sejr alligevel bliver plads til et enkelt glas champagne på galopbanen?
På bryggebladet.dk den 8. juni 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 10-2006 (udkommer den 7. juni).