FORPAGTER ANKLAGER FORTSAT KULTURHUSET
Af Anders Godthjælp Nielsen, Bryggebladet 07.06.2006
Som omtalt i seneste nummer af Bryggebladet har de tidligere forpagtere af cafeen i kulturhuset anklaget kulturhuset og dermed kommunen for bedrageri.
Anklagerne drejer sig blandt andet om elektricitetspriserne, som kulturhuset har opkrævet hos cafeen.
De tidligere forpagtere mener, at kulturhuset har taget omkring 12 øre for meget per kilowatttime, hvilket kulturhuset har afvist med henvisning til, at der er tale om gennemsnitspriser for el.
Forpagterne fastholder dog anklagerne. De har søgt aktindsigt i de elregninger, som kulturhuset har fået fra Københavns Energi.
Tre af månedsregningerne fra 2005 har de vist til Bryggebladet. Af disse kan det udledes, at forpagterne har betalt lige knap 3.000 kroner eksklusive moms for meget for strømmen for den tre-måneders periode.
Brev til borgmesteren
På baggrund af aktindsigten har Zaki Mølgaard (en af forpagterne) skrevet et brev til kulturborgmester Martin Geertsen (V), hvor han blandt andet beder borgmesteren om, at orientere kulturhuslederen om hans vildfarelser, som det hedder i brevet.
Ifølge Bryggebladets oplysninger har Martin Geertsen endnu ikke besvaret henvendelsen fra forpagterne.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Martin Geertsen inden deadline for dette nummer af Bryggebladet.
Links til tidligere artikler om sagen:
17.05.06 - Cafekrigen optrappes: Kulturhuset politianmeldt
03.05.06 - Våbenhvile i cafe-krigen i kulturhuset
03.05.06 - Cafeen bør kunne blive en god forretning
08.03.06 - Cafe-krig i kulturhuset
08.03.06 - Kulturborgmester: En møgsag
08.03.06 - Cafeforpagter: Ikke vores skyld
08.03.06 - Kulturhuset: Ikke vores skyld
08.03.06 - Bryggebladet mener: En vanskelig sag
På bryggebladet.dk den 6. juni 2006.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 10-2006 (udkommer den 7. juni).