Dette er den fulde ordlyd af artikel, der i afkortet form bringes i den trykte udgave af Bryggebladet.
SPONSOREKSPERT: - HELT GAKKET
Sponsordirektør fra stort PR-firma undrer sig blandt andet over en unormal praksis, der betød at sponsorater blev indbetalt til Netsponsorat og ikke direkte til klubkassen.
BRYGGEBLADET 07.04.2004 - Hvis nogle havde spurgt mig om en sådan forretningside, ville jeg kraftigt have frarådet det. Både overfor dem, der ville starte firmaet, men så sandelig også overfor klubben. Det bliver sikkert gjort af et godt hjerte, men man kan altså ikke leve af et godt hjerte alene. Dertil er den krævede arbejdsindsats alt for stor, siger Reinholdt Schultz, partner og direktør hos PR-bureauet GCI Mannov , der blandt andet er specialiseret indenfor sportsbranchen.
Reinholdt Schultz, partner og direktør hos GCI Mannov .
Heklas aftale med Netsponsorat blev oprindelig indgået for at lette foreningens frivillige ledere for arbejde. Klubbens ledere ville hellere koncentrere sig om selve fodboldspillet, og da Netsponsorat tilmed kunne love en betydelig sponsorindtægtsstigning valgte Hekla at underskrive en femårig kontrakt med Netsponsorat.
- Det er virkelig synd for Hekla. Det er forståeligt, at de frivillige ledere i Hekla håbede på, at sponsorsalgsaftalen kunne lette deres arbejde. Men på sponsormarkedet er der ingen lette veje til succes. Det er hårdt arbejde hele vejen. Desværre, siger Reinholdt Schultz.
Netsponsorat tog overpriser
Klubben fik sine sine advokater til at læse kontrakten igennem og fik rettet den til. Derefter troede bestyrelsen at den hellige grav var vel forvaret. Bryggebladet har haft lejlighed til at læse kontrakten igennem. Udover nogle ganske betydelige konkurrenceklausuler, der binder Hekla på hænder og fødder de næste fem år fremgår også en række andre interessante ting. Netsponsorat skulle ifølge kontrakten have 38 procent af sponsorbeløbet.
- Der er en række lykkeriddere i dele af sponsorbranchen. Blandt andet fordi sportsverdenen, som branche betragtet, er speciel. Mange er betaget af sport, mange deltager i det frivillige arbejde og nogle har endda solgt lidt sponsorater med en vis succes. Derfor tænker de: "Det gik fint. Det kan jeg leve af". Men det er meget svært. Typisk vil en sponsorsalgsvirksomhed få tyve procent af salget. Og så kan man selv regne ud, at der skal nogle ret store sponsorater til, for at tingene kan hænge sammen økonomisk, siger Reinholdt Schultz.
Så med 38 procents provision var der altså tale om en betydelig afvigelse fra det normale i branchen. Desuden står det nærmest at læse i en bisætning af Netsponsorat fratrækker sit 38 procents-vederlag, når pengene overføres fra firmaeets konto til Hekla. Med andre ord: Sponsorerne skal betale beløbet til en firmaet og ikke til klubben.
- Det er en meget unormal og mærkelig praksis. Normalt indbetales pengene direkte til klubben, som så derefter overholder de aftaler, de har med sælgeren af sponsoratet. På denne måde føler sponsoren, at de giver noget direkte til klubben, mener Reinholdt Schultz.
Smarte plattenslagere?
Noget kunne altså tyde på at Heklas i sit velmenende forsøg på at skaffe flere midler til klubben, er blevet snydt af nogle lidt for smarte plattenslagere. Dette har Bryggebladet spurgt formand Tommy Pedersen om.
- Jeg vil ikke sige at Netsponsorat har været smartere end os. Jeg kan jo ikke være sikker på at de har haft skumle bagtanker med projektet. Firmaet har jo trods alt eksisteret i et stykke tid, og vi forhørte os hos vores advokater og også hos andre klubber inden vi skrev under, siger han.
Hos GCI Mannov der er et af Danmarks største PR-bureauer, og blandt har andet en afdeling for sportssponsorater, har man også forsøgt at tjene penge på at sælge sponsorater. Men da Reinholdt Schultz startede sponsorafdelingen op for seks år siden fandt han hurtigt ud af, at det ikke lod sig gøre. Afdelingen lever derfor i dag af at rådgive større virksomheder, der ønsker at placere et sponsorat.
- Med min erfaring lyder det helt gakket, at man skulle kunne leve af at sælge sponsorater - særligt for mindre idrætsforeninger. Efter min mening kan det kun i særlige sportslige sammenhænge blive en givtig forretning. Eksempelvis i forhold til fodbold og håndbold på eliteplan, hvor blandt andet tv-eksponeringen gør, at der er tale om store sponsoraftaler, forklarer Reinholdt Schultz.
- Når vi taler om breddeorienterede klubber som Hekla, indgår virksomhederne primært en sponsoraftale ud fra et ønske om at støtte en lokal forening, uden at de dermed regner med at få de store forretningsmæssige fordele", slutter han.
Bryggebladet har spurgt Netsponsorats fratrådte direktør om de havde slået for stort brød op i forhold til det de kunne bage?
- Set i bakspejlet så var det da. Jeg havde for eksempel ikke forestillet mig, at det ville blive så svært at skaffe dygtige sælgere. Og det havde Peter (firmaets medejer, red.) heller ikke, siger Jimmi Hall Nielsen.
- Hvis vi bare havde haft nogle dygtige sælgere, så havde vi også kunne køre flere klubber og så havde omsætningen været større. Det har bare været utroligt svært. Jeg vil ikke sidde og beklage det og sige "uha, hvor har vi haft det hårdt". Vi var inden vi startede klar over at det ville blive svært. Men ikke så svært, siger han, der på dette punkt var usædvanlig talende. Som det fremgår i anden artikel her på siden er den kommentar man oftest hører fra begge de to ejere ellers "Det kan eller vil jeg ikke kommentere". agn
Læs mere om Hekla sagen:
- 08.09.04 - Heklas sponsorfirma konkurs
- Temaside om sponsorskandalen
- 05.05.04 - Hekla stadig uden kontakt til sponsor-fuskere
- 07.04.04 - INTRO: Hekla snydes for femcifret sponsorbeløb
- 07.04.04 - Netsponsorat-ejere: Det er den andens skyld
- 07.04.04 - Goodwill hos sponsorer ikke mistet
- 07.04.04 - Bag om Netsponsorat
- 07.04.04 - Sponsorekspert: - Helt gakket
- 07.04.04 - Regnskabsekspert: Useriøst, useriøst og useriøst
- 07.04.04 - Fortsætter Netsponsorat med nyt navn?
På bryggebladet.dk den 6. april 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 7. april 2004.