NÅR KATTEN ER UDE...
En Brygge-ejendom har så store problemer med mus, at miljøkontrollen har udstedt påbud om at gøre noget. Generelt er museproblemerne dog små på Bryggen.
BRYGGEBLADET 07.04.2004 - Mange københavnere har en enkelt gang eller to set en lille mus løbe langs panelerne i køkkenet. I løbet af vinteren søger mange mus ind i bygningerne lokket af varmen og de gode sager i køkkenernes skraldespande.
Normalt udgør den lille gnaver, uanset om det drejer sig om husmus eller markmus, ikke det store problem i en moderne københavnsk ejendom. Med musefælder, jævnlig rengøring og fornuftig affaldshåndtering vil musene kunne holdes nede.
Men for en enkelt ejendom på Bryggen udgør musene dog et problem af de større. Her har enkelte beboere fanget op til hundrede mus i deres lejligheder. Problemet er sandsynligvis, at ejendommens beboere ikke har gjort noget ved problemet i tide, samt at enkelte beboere lever så beskidt, at resten af beboerne ikke har nogen chancer for at gøre noget ved problemet.
Derfor sendte en frustreret beboer en klage til Miljøkontrollen i Københavns Kommunes, der efter en inspektion har sendt en henstilling til ejendommens bestyrelse om at gøre noget ved problemet.
Ejendommen har derfor hyret et firma, der i løbet af det kommende år skal bekæmpe de små skadedyr. Musenes hærgen bekæmpes ved hjælp af gift, der bliver lagt ud på lofterne, i kælderen, i gårdene og selv inde i de værst ramte lejligheder, hvilket er ret usædvanligt.
Skadedyrskonsulent Rune Barslund har været inde i den omtalte bebyggelse. Han anslår, at der er mus i over 70 procent af de i alt næsten 200 lejligheder. Han mener, museproblemet kan være stort, også i andre ejendomme på Bryggen, og vil i den kommende tid gå i gang med at kontakte en række af dem.
- Det er et stort problem, der har fået lov til at udvikle sig. I nogle af lejlighederne har beboerne selv fanget flere end 100 mus, og vi har også samlet hundreder af døde mus op i kælderen, siden vi startede med at lægge gift ud. forklarer Rune Barslund.
Ingen grund til panik
Generelt er problemet med mus dog ikke større på Bryggen end i resten af byen. Faktisk er mus slet ikke et stort problem i København, ifølge Kaj Joensen fra Miljøkontrollen.
- Før i tiden handlede problemerne med mus om, at det var kæledyr, der var sluppet løs fra lejligheder eller en dyrehandel. Det er totalt nyt for os, og det er meget få steder, der har problemer med rigtige husmus, siger Kaj Joensen til Bryggebladet.
- Vi får 3500 anmeldelser om rotter på et år, som vi tager os af, og mellem nul og fem anmeldelser om mus, og af dem er der måske kun grund til at tage sig af én af anmeldelserne, så mus udgør altså ikke det store problem i København, siger Kaj Joensen.
Han tilføjer, at museproblemet er forholdsvist nemt at gøre noget ved. Væsentligt nemmere end rotterne. Musene gør ikke så meget skade som rotter og er heller ikke så sundhedsskadelige, men i større antal kan musene gøre stor skade på installationer og lignende i ejendommene. Dette er grunden til, at Miljøkontrollen gav en henstilling til ejendommen på Bryggen om at bekæmpe museinvasionen. Et lille antal mus udgør ikke den store sundhedsmæssige risiko, men får musene lov til at formere sig, ser det anderledes ud.
- Musene er jo i familie med rotterne. Men rotterne færdes i kloakkerne, og derfor tager de bakterier med sig, som vi ikke vil have ind i boligerne, siger Kaj Joensen.
Det samme gør sig ikke gældende i helt samme grad for musene. De bærer også bakterier på sig og er skadedyr, men altså ikke i samme faregruppe som rotterne.
Smid affaldet ud og pak maden ind
Ifølge Kaj Joensen skulle der heller ikke være de store problemer for ejendommen med at komme problemet til livs. Efterkommer de henstillingen om at hyre et bekæmpelsesfirma, vil Miljøkontrollen ikke blande sig mere.
Du kan selv gøre meget for at holde mus og rotter nede. De sikreste måder er at holde rent i køkkenerne, lukke affaldsspandene, holde trapper, lofter og kældre fri for fødevarer og andre fordærvelige varer samt at opstille musefælder. Du bør også tjekke gulvene bag køkkenskabene for huller og lukke dem, så det bliver så svært som muligt for musene at komme ind i lejlighederne. kls
FAKTA:
Tre hurtige råd til, hvordan du holder mus og rotter væk fra lejligheden:
* Luk hullerne under køkkenvasken.
* Hav ikke for meget mad i skraldespanden, tøm den ofte.
*Har I konstateret mus i lejligheden, så sørg for at opbevare mel, ris og andre fødevarer i beholdere med låg.
Læs eventuelt mere på Statens Skadedyrslaboratoriums hjemmeside under "Spørg om skadedyr".
På bryggebladet.dk den 6. april 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 7. april 2004.