CYKELBRO TIL VESTERBRO TIL JULI
Første spadestik til 190 meter lang drejefags-bro taget i sidste uge.
BRYGGEBLADET 05.10.2005 - Til næste sommer kan bryggeboerne cykle eller gå til Havneholmen, Fisketorvet, Dybbølsbro Station og Vesterbro uden at skulle over Langebro. Til den tid vil københavnerne nemlig for første gang i over 50 år (siden Langebros åbning i 1954) kunne tage en ny oplukkelig bo i brug.
Beslutningen om en stibro til den anden side af havneløbet har været længe undervejs, men i sidste uge kunne byggeriet endelig påbegyndes.
Derfor var overborgmester Lars Engberg og bygge- og teknikborgmester Søren Pind indskrevet til at tage første spadestik og det midt ude i vandet.
Inden de to politikere fik lov til at lege med de store entreprenørmaskiner, skulle de dog lige aflevere et par taler.
Brobyggeri er en fast del af en politikers hverdag. For i et demokrati som vores skal vi hele tiden bygge bro mellem forskellige mennesker, deres holdninger og idéer, så vi kan mønstre et flertal, og vores idéer kan blive til virkelighed. Det kræver, at vi kan bygge bro, indledte Lars Enberg sin tale med at sige.
Til gengæld er det bestemt ikke hver dag, vi bygger rigtige broer af jern og stål. Det er mere end 50 år siden, at en oplukkelig bro blev indviet. Derfor skriver vi københavnerhistorie i dag. For det gode vel og mærke, fortsatte han.
Søren Pind supplerede:
En bro har en helt særlig symbolik. En bro forbinder og knytter sammen og er samtidig et udtryk for menneskets evne til at overvinde naturens forhindringer.
Som ved alle andre større byggeprojekter har det ikke været helt problemfrit at nå frem til en beslutning
De private udviklingsfirmaer, der har bygget boliger og erhverv i Havnestad, har i mange år advokeret for en bro. Men som altid har spørgsmålet været: Hvem skal betale?
Det diskuterede de private grundejere på begge sider i et par år med kommunen.
Løsningen blev, at de private grundejere (deriblandt også beboerne i Havnestad) bidrager med i alt 17,5 mio. kroner og kommunen med 30,1 millioner kroner.
En af de private grundejere, som er meget glade for stibroen, er indkøbscentret Fisketorvet. I en pressemeddelelse glæder direktøren sig til at byde velkommen til intet mindre end 30.000 nye kunder fra Islands Brygge-området, og selvom det befolkningstal måske er lige i overkanten, så er det ihvertfald forståeligt, at han ser frem til at kunne øge kundekredsen.
Den samlede pris for den 190 meter lange bro, inklusiv et 44 meter langt drejefag, bliver altså 47,6 millioner kroner. Kommunen forventer, at broen dagligt vil blive benyttet af 4.000 cyklister og 1.000 fodgængere.
Drejefagets åbning får samme dimensioner som Knippelsbro og Langebro, og derfor vil store skibe og både fortsat kunne besejle havneløbet. Kommunen forventer at skulle åbne stibroen 25 gange årligt.
Endnu er det ikke besluttet hvad broen skal hedde, men kommunen skulle være i gang med at finde egnede navne. agn
Links til tidligere artikler artikler om sagen:
08.06.04 - Licitation over cykelbro færdig
09.02.05 - Mindre cykelbro bliver dyrere
15.12.04 - Cykelbro til Fisketorvet flyttes
23.06.04 - Cykelbrobeslutning udsat
09.06.04 - Cykelbro-planer holder stadig
05.05.04 - Kramer bekræfter støtte til cykelbro
21.04.04 -
Cykelbro mere aktuel end nogensinde
19.11.03 -
Trafiknoter: Havnebus, færge vs. cykelbro, dieselbiler m.m.
03.09.03 -
Færge i stedet for cykelbro?
På bryggebladet.dk den 14. oktober 2005.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet 15-2005 (udkom den 5. oktober).