LOKALRÅDET: MERE UDENDØRS MUSIK VED HAVNEN
Lokalrådet vil have flere tilladelser til udendørs koncerter på pladsen foran kulturhuset. Kulturborgmesteren vil lægge op til lokal debat.
BRYGGEBLADET 05.05.2004 - Lokalrådet på Islands Brygge og Kulturhuset Islands Brygge er gået sammen om at skabe flere arrangementer ved havnefronten. I første omgang handler samarbejdet om at skaffe flere tilladelser til kulturhuset.
Kulturhusleder Jakob Kvedéris (t.v.), brugerbestyrelsesformand Rone Bohm (i midten) og lokalrådsformand Jørgen Thyregod (t.h.) vil alle gerne have mere musik på pladsen foran kulturhuset. I søndags optrådte de på slap line og klaver på pladsen foran kulturhuset. Foto: Ricardo Ramirez
På lidt længere sigt er der planer om et stort arrangement, der ifølge lokalrådsformand Jørgen Thyregod og kulturhusets leder Jakob Kvedéris skal foregå over en hel uge til efteråret i samarbejde med Københavns Universitet.
Men i første omgang forsøger lokalrådet at bruge sin politiske indflydelse til at skaffe flere tilladelser til udendørs musikarrangementer. Kommunen tillader i øjeblikket fem udendørs musikarrangementer om året i Havneparken. Fire af dem bliver brugt på den årlige festival Kulturhavn, og den sidste bruges normalt på musik ved sankthansfesten.
I praksis betyder det, at kulturhuset ikke har mulighed for at afholde koncerter, der varer mere end en time, som foregår efter klokken 17 i weekenderne og slet ikke med elektrisk forstærkede instrumenter. Dette sætter en klar begrænsning på kulturhusets muligheder for at udnytte den ellers meget velegnede plads foran kulturhuset.
Foto: Ricardo Ramirez
Jørgen Thyregod satte den offentlige del af processen i gang med et indlæg i Bryggebladet for 14 dage siden og sendte umiddelbart derefter et brev til kulturborgmester Martin Geertsen (V) med en anmodning om hjælp til at skaffe flere tilladelser. En anmodning, som borgmesteren personligt ser velvilligt på. Og selv om anmodningen egentlig er sendt til den forkerte borgmester (tilladelserne gives af Vej & Park, Miljøkontrollen og politiet), er han villig til at gå ind i sagen, dog med ét stort men.
- Havneparken er et fantastisk velegnet sted, med fantastiske omgivelser, men der skal altså tages hensyn til naboerne. Derfor skal vi have fundet det rigtige koncept for, hvordan det skal gøres. Men Havneparken er også så velegnet, at vi må kunne finde en måde at stramme skruen lidt, siger Martin Geertsen til Bryggebladet.
Borgmesteren overvejer i øjeblikket, om en åben debat på Islands Brygge er den rigtige vej til at finde ud af, hvordan pladsen foran kulturhuset og Havneparken i øvrigt kan bruges til flere arrangementer til glæde for brugerne og uden at genere naboerne.
- Normalt gør kommunen det, at de kommer med et udspil, som man så kan tage stilling til. Men her synes jeg, det ville være interessant, hvis vi kunne få sat en debat på skinner blandt bryggeboerne og institutionerne på Bryggen, siger Martin Geertsen.
- Vi er kun i et indledende stadium og jeg har sat et par gode folk i forvaltningen i gang med at finde ud af, hvordan det kan lade sig gøre. En forening som Supertanker har for eksempel tidligere været gode til at sætte debat i gang. Men vi er som sagt lige gået i gang. kls
HVAD SYNES DU? JA ELLER NEJ?
Kulturborgmester Martin Geertsen opfordrer til åben debat om mere musik ved havnen. Bryggebladet har taget ham på ordet og spørger derfor læserne: »Hvad synes du?«. Skal der gives tilladelse til mere musik i Havneparken?
Du kan sende dit svar - meget gerne med begrundelse - til bryggebladet@mail.dk eller bruge kuponen i papirudgaven af Bryggebladet. Husk at anføre navn, adresse og telefonnummer - også hvis du sender mail.
Alle svar modtaget inden onsdag den 19. maj enten på mail eller i Bryggebladets brevsprække på hjørnet af Leifsgade 7 deltager i en lodtrækning om et gavekort til to dagens ret og en flaske vin i kulturhusets café.
Link til andre nyheder:
Foto: Ricardo Ramirez
På bryggebladet.dk den 4. maj 2004.
Redigeret udgave af artikel der bringes i Bryggebladet den 5. maj 2004.